Henter kommentarer

Vestas-analytiker siger 'køb' til aktien: Det her er godt nyt


Nye tal fra Vestas-konkurrenten Siemens Gamesa er godt nyt for den danske vindmøllegigant.

Det vurderer Sydbanks aktieanalysechef Jacob Pedersen, der har set nærmere på regnskabet fra den tysk-spanske vindmøllegigant, der blev lagt frem for investorerne fredag efter børsluk.

Aktiechefen holder fast i, at Vestas-aktien er værd at købe til porteføljen.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Pas altid på de finansielle købmænds salgssnak – det er de grønne aktier et godt bevis på

»Siemens Gamesas 2022-prognose skyder efter vores vurdering de værste scenarier for Vestas’ 2022-overskudsgrad til hjørne,« lyder det fra aktieanalysechefen, der tilføjer, at prognosen fra Siemens Gamesa indikerer, at »Vestas’ overskudsgrad (EBIT marginen) ikke står foran et yderligere kollaps i 2022 fra de 4 pct, som Vestas forventer i 2021.«

Siemens Gamesa-regnskabet var ifølge Jacob Pedersen ventet med særlig spænding, efter det skuffende regnskab fra Vestas onsdag, fordi Siemens Gamesas prognose kigger langt ind i 2022. Siemens Gamesa gør det med andre ord lettere for markedet at vurdere, hvor massivt omkostningsstigningerne kan ramme rentabiliteten i 2022, bemærker han. Vestas ventes først at komme med sin vurdering af situationen i forbindelse med sin årsrapport for 2021, som kommer i 2022.

»Siemens Gamesas rentabilitetsudvikling fra 2020/21 til 2021/22 er i vores optik langt fra skrækscenarierne (for Vestas) henset til de aktuelle forsyningsudfordringer,« skriver Jacob Pedersen i sit analysenotat og fortsætter:

Læs også: C25-direktør køber aktier for 300.000 kr.

»Underliggende har Vestas’ rentabilitet været langt stærkere end Siemens Gamesas i en periode. Grundlæggende betragter vi også Vestas som overlegen hvad angår processer, intern styring og ikke mindst kontinuitet. Regnskabet styrker os i disse betragtninger, og disse forhold er alt sammen vigtige forudsætninger for at håndtere forsyningsforstyrrelserne bedst muligt og også grundlag for Vestas’ indtjeningsmæssige overlegenhed i de seneste år.«

Det fremgår af Sydbanks hjemmeside, at banken har en købsanbefaling på Vestas-aktien.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: ​Nordnet: Forvirring sendte Bavarian Nordic-aktien ud i voldsomt udsving

Læs også: Kapitalforvalter advarer: Det bør du gøre nu