Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, udlånte i sidste uge omtrent 300 mia. dollar til amerikanske banker.
Det fremgår af centralbankens balancepapirer, som den har offentliggjort torsdag aften.
Her fremgår det, at Federal Reserves samlede udlån øgede til 318 mia. dollar fra blot 15 mia. dollar ugen før.
Omtrent halvdelen af udlånene var foretaget af holdingselskaber bag de krakkede banker Silicon Valley Bank og Signature Bank.
Begge holdingselskaber var etableret af de amerikanske bankmyndigheder, Federal Deposit Insurance Corporation, der har garanteret tilbagebetalingen af de i alt 143 mia. dollar, skriver nyhedsbureauet AP.
Federal Reserves primære kreditfacilitet steg i den forgangne uge til 152,9 mia. dollar fra 4,6 mia. dollar ugen før.
Det er det højeste udlån på en uge siden marts 2020 og overgår sågar rekorden på 111 mia. dollar ved finanskrisen i 2008, viser data fra Bloomberg News.
Til sammenligning har bankerne kun lånt 11,9 mia. dollar gennem centralbankens nyeste kreditfacilitet, der er blevet etableret efter krakket af Silicon Valley Bank.
Krisen i Silicon Valley Bank blev udløst i sidste uge, hvor likviditetsproblemer som følge af de stigende renter i USA fik Federal Deposit Insurance Corporation til at tage kontrol over banken.
Federal Reserve har gennem det seneste år hævet sin rente adskillige gange til en rente på nu 4,50-4,75 pct. Renteforhøjelserne har ligeledes bragt statsobligationsrenterne op, mens obligationspriserne er faldet.
Det har betydet for banker som Silicon Valley Bank og også den ligeledes kollapsede Signature Bank, at obligationsbeholdningen i banken er faldet i værdi.
Dermed har begge banker ikke været i stand til at hente nok likviditet til at udbetale kunderne, når de har trukket penge ud.
Læs også: Højeste rente i 14 år: Sådan rammer det boligejerne
Læs også: Sådan blev boligøkonomen gældfri på den halve tid
.\˙ MarketWire