Henter kommentarer

Populært fradrag stiger fra næste år


 

Har du 25 kilometer eller mere frem og tilbage på arbejde, er der gode nyheder.

Skatterådet har nemlig forhøjet satserne for befordringsfradraget en smule i 2024.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen.

Befordringsfradrag er et andet ord for kørselsfradraget, og kilometertaksten hæves nu til 2,23 kr. mod de nuværende 2,19 kr.

Har man transport på mere end 120 kilometer om dagen, kommer satsen til at hedde 1,12 kr. mod de aktuelle 1,10 kr.

»Der er større befordringsfradrag på vej til omkring 1,2 mio. pendlere. Skatterådet forhøjer nemlig kilometertaksten på befordringsfradraget i 2024. Det betyder, at pendlere, som har længere end 12 km til deres arbejdsplads får dækket en større del af transportudgiften til næste år,« lyder det i en kommentar fra privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer.

Læs også: Boligøkonom: Dette lån ville jeg selv vælge

Han tilføjer, at man skal huske, at fradraget gælder, uanset om man pendler med bil, tog, bus eller cykel.

Det er en forventning om højere benzinpriser i 2024, der har fået Skatterådet til at sætte taksten op.

De venter nemlig, at en liter benzin vil koste 15,94 kr. i gennemsnit i det kommende år. Sidste år lød forventningen til benzinpriserne i 2023 på 15,87 kr.

»I dag koster en liter benzin omkring 14,50 kr. pr. liter. Hvis Skatterådets forventninger til benzinprisen går i opfyldelse, så betyder den stigning, at en familie der kører 20.000 km om året i deres bil skal af med cirka 1.800 kr. mere om året. Set i det lys giver det fin mening, at Skatterådet så vælger at hæve kilometertaksten som bruges til beregning af befordringsfradraget,« lyder det fra privatøkonomen.

Han har taget udgangspunkt i afrundede tal fra OK Benzin og en bil, der kører 16 kilometer pr. liter benzin.

Læs også: De sidste auktioner er skudt i gang: Så meget dyrere bliver det for 40.000 boligejere

Læs også: Forbrugerøkonom: Her er mit vigtigste råd til Black Friday – sparede mig 1300 kroner