Mærsk vil købe egne aktier for 14 mia. kr.: 'Opløftende nyheder'

Det danske containerrederi A. P. Møller - Mærsk vil sætte gang i et aktietilbagekøbsprogram med en værdi på op til 14,4 mia. kr. - eller 2 mia. dollar.
Det annoncerer selskabet i en meddelelse onsdag aften.
Tilbagekøbsprogrammet løber over 12 måneder og første fase af programmet løber fra 7. februar frem til 6. august 2025. Her vil der blive købt op til 325.000 A-aktier og 1.9 mio. B-aktier.
Aktietilbagekøb betyder, at et selskab bruger penge på at købe dets egne aktier tilbage i markedet. Det er forenklet sagt en måde at sende selskabets indtjening videre til aktionærerne på. De købte aktier tages ud af handel, hvilket sænker antallet af tilgængelige aktier i markedet. Et aktietilbagekøb driver alt andet lige aktiekursen op, fordi selskabets værdi fordeles på færre aktier.
I øjeblikket har Mærsk en markedsværdi på 168 mia. kr. og derfor vil et aktietilbagekøb på 14,4 mia. kr. give aktionærerne et teoretisk afkast på 8,5 pct. ud fra de nuværende forhold.
Læs også: Se listen: Så meget har andre på din alder investeret
Investorerne har ventet i spænding på, om Mærsk ville sætte gang i et aktietilbagekøbsprogram eller udlodde et udbytte på baggrund af 2024, som har vist sig at blive bedre end ventet. Aktietilbagekøbet er derfor »opløftende nyheder af flere årsager«, vurderer Per Hansen, der er investeringsøkonom ved Nordnet.
Han påpeger nemlig at Mærsk-aktien i øjeblikket handler relativt billigt i forhold til den bogførte værdi af selskabet, og derfor kan det give mening for aktionærerne hvis selskabet køber egne aktier.
»Især når økonomien, som hos Maersk er særdeles god uden gæld og med nettoformue,« påpeger økonomen.
Mærsk-aktien er faldet med 13 pct. det seneste år.


Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner