Henter kommentarer

Nedsat pris på knap hver anden bolig


Det pressede boligmarked får flere og flere boligsælgere til at give rabat på deres kære bolig.

Mere end to ud af fem boliger, der er til salg i øjeblikket, er sat ned i pris. Konkret er det 16.000 svarende til 43 pct. af de udbudte boliger, viser nye tal fra Finans Danmark.

Læs også: Jeppe Christiansen: Disse aktier er uhørt billige

Boligsælgerne giver rabat for at gøre boligen mere interessant for køberne, mener Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark:

»Der er ikke den samme fart på boligmarkedet, som vi har været vant til de seneste år. Der er kommet flere boliger til salg, og køberne slår ikke lige så hurtigt til som tidligere,« fortsætter hun.

Særligt boliger omkring storbyer som København, Aarhus og Odense sættes ned i pris, og kigger man på landkortet, er der forskel på, hvor stor andel af boligerne, der sættes ned i pris, inden de bliver solgt.

Læs også: Vildt rentechok: Disse boligejere ser frem mod en 17-dobling

I Region Hovedstaden er det godt hver anden bolig, mens de i Region Nordjylland er færre – nemlig lidt over hver tredje.

Boligudbuddet er steget en del mere omkring hovedstaden, og derfor er det ifølge Finans Danmark ikke overraskende, at boligsælgerne sætter priserne ned i det område.

»Samtidig er der en tendens til, at det er i de større danske byer med mange ejerlejligheder, at priserne i højere grad sættes ned. Man skal dog huske på, at det også er i de større byer, at der i de seneste år har været de største prisstigninger,« siger Ane Arnth Jensen.

Ved udgangen af oktober var 37.693 huse og lejligheder til salg i Danmark. Det er 27 pct. højere sammenlignet med samme tid sidste år.

Læs også: Det råder Danske Bank kunderne til nu

Læs også: Advarer om de kommende måneder: 'Det vil komme som et kæmpe chok for markedet'