Henter kommentarer

Stor gevinst i sigte: Disse boligejere vil spare tusindvis af kroner hver måned


Det har ikke været særlig sjovt at være boligejer og have et stort lån med kort rente de seneste par år.

Renten er hamret op fra under nul til over fire procent. Det er noget, der kan mærkes i selv velpolstrede familier, som har måttet stramme husholdningsbudgetterne til.

Men snart lysner det, viser renteprognoserne fra både Realkredit Danmark, Nykredit/Totalkredit og Nordea Kredit.

»Markedet og vores prognoser siger, at den korte rente vil falde. Den første rentesænkning fra ECB (Den Europæiske Centralbank, red.) forventer vi til juni, og så vil der komme to mere i år. I 2025 forventer vi, at renten skal sænkes fire gange,« siger boligøkonom i Nordea Lise Nytoft Bergmann.

Det betyder - hvis prognoserne holder stik - at boligejere, der har finansieret deres bolig med et kortforrentet lån med navne som F-Kort og Kort Rente inden udgangen af 2025 kan se frem til et markant rentefald på hele 1,75 procentpoint.

Rentefald i den størrelsesorden kan betale for en sommerferie under sydens sol for en familie med børn.

For hver lånte million kroner vil familien nemlig spare godt og vel 11.000 kroner efter skat om året sammenlignet med den rente, familien i dag betaler på deres Kort Rente-lån uden afdrag.

Det viser beregninger, som Nordea har foretaget for Euroinvestor og B.T. (se beregningerne på et lån med og uden afdrag i bunden af artiklen).

Boligejere med Kort Rente-lån kan se frem til støt faldende renter i 2024 og 2025, hvis prognoserne holder stik.  Vis mere

I dyre områder som København og Aarhus er det ikke usædvanligt, at boligejere har et Kort Rente-lån på tre millioner kroner.

Hvis Nordeas renteprognose holder stik, vil disse boligejere altså have over 33.000 kroner kroner mere at rutte med ved udgangen af 2025, end de har i dag.

»Tusind kroner mere i hånden om måneden pr. lånte million kroner, det kan godt mærkes. I nogle familier betyder 1.000 kroner om måneden lidt mere elastik i hverdagen oven på en hård periode med høj inflation, hvor en en del familier har måttet spænde livremmen ind.«

»I København og andre dyre områder, hvor mange boligejere har et lån på to-tre millioner kroner eller mere - og hvor man må antage, at boligejerne har en fornuftig økonomi- bliver der plads til mere snold i hverdagen eller en ekstra ferie,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Omvendt må de boligejere, der for nylig har finansieret deres boligkøb med 30-årigt lån med en fast rente på fire eller fem procent spejde forgæves efter rentefald på de lange, fastforrenteder realkreditlån og dermed muligheden for en nedkonvertering de kommende to år.

Det samme gælder de mange boligejere, der har benyttet de massive rentestigninger til at konvertere op i rente og på den måde skære store lunser af deres restgæld i forventning om, at den lange rente vil falde igen.

For hverken markedet eller prognosemagerne i de danske realkreditinstitutter tror nemlig på, at den lange rente vil falde mærkbart inden for de kommende par år, men at den vil ligge stabilt omkring de fire procent.

Boligejere med variabelt forrentede lån som F1, F3 og F5 kan ifølge realkreditinstitutternes prognoser ligesom Kort Rente-lånerne se frem til støt faldende renter frem mod udgangen af 2025.