Henter kommentarer

Bodil Gantzel: Bear-markeder dør på en dårlig nyhed

Én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken, lyder det fortrøstningsfuldt fra Bodil Gantzel.
Én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken, lyder det fortrøstningsfuldt fra Bodil Gantzel. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

De globale aktiemarkeders veje kan synes uransagelige, hvilket blev tydeligt i den forgangne uge, hvor både kursfald og negativ stemning på et splitsekund blev vendt til bemærkelsesværdige stigninger. Vel at mærke efter et historisk dårligt amerikansk ledighedstal.

3.283.000 amerikanere stillede sig torsdag i køen af nytilmeldte ledige. 3.283.000!

Tallet ikke bare overstiger alt, hvad vi nogensinde har set, men det lægger også så stor afstand til den tidligere rekord fra 1982 på 695.000, at man næsten ikke fatter det.

Der er selvfølgelig gode grunde til det bemærkelsesværdige udsving. For med corona-virussens indtog ved vi alle kun alt for godt, at nedlukning af samfund og opfordring til social distance sætter alt på pause. Man behøver vist ikke være økonomiprofessor for at forstå, at det kan få enorme følger, give massiv arbejdsløshed og sætte global økonomi under alvorligt pres.

Med andre ord, torsdagens amerikanske ledighedsstal var decideret bad news. Men hvordan i alverden blev bad news til good news på de globale aktiemarkeder?

Det gjorde de ved at skabe klarhed.

Sikkerhed slår dårlige nøgletal

Investorer er optaget af virksomheders fremtidige indtjening og muligheder. De er derfor ofte noget, der ligner seks måneder fremme i tiden, når de vurderer, om en investering er interessant eller ej.

Seks måneder med stor usikkerhed på grund af corona-virus er meget, og ethvert element, der kan eliminere usikkerhed, bliver taget imod med kyshånd. Ligeså gør enorme statslige hjælpepakker og centralbankers lyst til at gøre 'whatever it takes' naturligvis, men lad os bare lige se bort fra det for nærværende.

Da ledighedstallet blev offentliggjort torsdag, var det formentlig en mavepuster for mange, men dog en mavepuster, man kan tage et føle på, så at sige. Det er facts på bordet og reel information, som man kan forholde sig til. Det er usikkerhed, der bliver konverteret til sikkerhed. Og det er frygt for endnu værre data, der bliver gjort til skamme.

Den amerikanske guvernør i den hårdt corona-ramte delstat New York, Andrew Cuomo, udtalte i starten af ugen, at han ikke længere så et godstog, men et højhastighedstog komme direkte imod New York’erne. Med torsdagens ledighedstal har investorerne fået et vigtigt hint om hastigheden på toget.

Worst case scenario

Ingen tvivl om, at usikkerheden fortsat er stor i de globale finansmarkeder, men med de første fornemmelser af, hvor slem den aktuelle krise er (og bliver), kan investorerne indregne det i de aktuelle aktiekurser.

Og det er lige præcis derfor, det ofte er dårlige nyheder, der dræber et bear-marked. På det tidspunkt, hvor investorerne får reelle data, kan de nemlig tage højde for de dårligdomme og svære tider, der venter forude, eliminere usikkerheden og indregne fakta.

Når sælgerne i markedet har fået alt, hvad der er af elendige fremtidsudsigter på bordet og ikke ligger inde med flere skræk- og dommedagsscenarier, bliver også de klar til at vende vognen og købe op.

Om det er dér, vi er lige nu, og om ledighedstallet var dén dårlige nyhed, der for dræbte bear-markedet og skabte en bund i markedet, skal jeg undlade at spå om.

Personligt tror jeg desværre, de kommende uger og måske ligefrem måneder vil byde på meget mere usikkerhed og stor volatilitet – men mit gæt er naturligvis lige så godt som dit.

Uanset hvad, kan jeg konstatere, at investorerne i hvert fald tre dage i træk var klar til at sende tyren tilbage i manegen til en forrygende forestilling. Desværre uden mig som publikum.

 

Læs også: Pilen peger på bear-marked

Læs også: Lars Tvede: Disse aktier ville jeg samle op i nu

Læs også: Bodil Gantzel: Når himmel og hav står i ét

 

Bodil Johanne Gantzel er uddannet finansøkonom, journalist (D) og har en Master i ledelses- og organisationspsykologi, og så er hun som bekendt én af de faste værter i Millionærklubben, som sender alle hverdage kl. 9:00. Bodil har bl.a. en fortid som Senior Dealer i Danske Bank, København, London og Singapore.