Henter kommentarer

Bodil Gantzel: Når himmel og hav står i ét

Én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken, lyder det fortrøstningsfuldt fra Bodil Gantzel.
Én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken, lyder det fortrøstningsfuldt fra Bodil Gantzel. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

Det eneste, vi har at frygte, er frygten selv, som Franklin D. Roosevelt proklamerede ved sin tiltrædelse som præsident. Og for finansmarkederne er corona-virussen, eksploderende arbejdsløshed, konkurser eller recession da heller ikke den værste gift. Det er til gengæld frygten.

»Vær lidt overbærende«, skrev den altid vise psykologiprofessor, forfatter og radiovært Svend Brinkmann for nylig på Facebook i en kommentar om vores nærværende frygt for corona-virus. For, som han videre skrev: »Folk gør ofte dumme ting – også når de er bange«, med henvisning til den hamstring, der heldigvis kun sporadisk fandt sted efter statsminister Mette Frederiksens første udmeldinger.

Hvis du er investor, har du sikkert også mærket frygt på det seneste. Eller måske er ’frygt’ for stærkt et ord at sætte i forbindelse med sine aktieinvesteringer, men så lad os kalde det bekymring og usikkerhed.

Du har sikkert også fået et hav af gode råd, á la: Hold fast i din strategi, investér på langt sigt, vær tro mod din risikoprofil og lignende finansielt business-lingo.

Alt det er der bestemt ikke noget galt i – tværtimod. Men hvis du ligner nogle af de investorer, jeg har talt med de seneste dage, så har du måske også oplevet, at noget af det er lettere sagt end gjort.

Hvilken strategi?

For det er ikke nødvendigvis let at holde fast i strategien, når markederne udvikler sig så hastigt, som de gør for tiden. 'Stop losses', altså på forhånd fastlagte grænser for, hvor meget du vil tabe, kan være umulige at overholde, når bunden går ud af markedet. Og din plan om altid at være investeret og bare ride stormen af er måske ren illusion nu, hvor finansielt himmel og hav står i ét, og du kun tænker på at beskytte resterne af din formue.

Selv erfarne investorer har fortalt mig, hvordan corona-virussens indtog har taget dem så meget på sengen, at de også pludselig ser sig selv gøre noget helt andet end det, de havde lagt sig fast på i strategien.

Og spørgsmålet er, om de erfarne investorer overhovedet står meget bedre i markedet end alle andre, når tingene er så fuldstændigt uforudsigelige som nu.

Lyt og sortér

»Økonomi er bare astrologi for folk i jakkesæt«, som en ven så sarkastisk sagde til mig forleden. Det er selvfølgelig at stramme skruen til det yderste, og inden jeg får hele finans- og økonomistanden på nakken, så lad mig tilføje, at det jo sjældent er økonomer, aktiestrateger eller andre lødige investeringseksperter, der påstår, at de kan forudse fremtiden eller udpege den næste vinderaktie for dig.

Til gengæld kan de tegne forskellige scenarier op, som – måske – kan være handy i en usikker tid som denne. Deres udmeldinger er bestemt værd at lytte til, men det er naturligvis dit ansvar at sortere og agere efter eget forgodtbefindende.

Og her kommer Brinkmanns pointe til sin ret. For med tanke på, at frygt får os til at gøre dumme ting, er det bedste råd måske helt enkelt at stoppe op og træde et skridt tilbage fra handelssystemet.

Panik-handler har sjældent gjort noget godt for nogen. Til gengæld har det lange seje træk og begrænset handelsaktivitet historisk set vist sig at bringe mangen investor gennem selv de værste storme.Og én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken.

Lige nu er der ingen af os, der ved, hvornår det bliver. Så husk også her på Brinkmanns ord og vær lidt overbærende med dig selv og din usikkerhed indtil da.

 

Bodil Gantzel er uddannet finansøkonom, journalist (D) og har en Master i ledelses- og organisationspsykologi, og så er hun som bekendt én af de faste værter i Millionærklubben, som sender alle hverdage kl. 9:00. Bodil har bl.a. en fortid som Senior Dealer i Danske Bank, København, London og Singapore.

Læs også: Bodil Gantzel: Fik du set din risiko i øjnene?