Henter kommentarer

Bodil Gantzel: Fik du set din risiko i øjnene?

Én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken, lyder det fortrøstningsfuldt fra Bodil Gantzel.
Én eller anden dag, når tilstrækkeligt mange investorer begynder at få tillid til markederne igen, vil du kunne åbne dit aktiedepot uden sved på panden og ubehagelig hjertebanken, lyder det fortrøstningsfuldt fra Bodil Gantzel. Foto: Sophia Juliane Lydolph
Vis mere

For mange investorer er der langt mellem den risiko, de mener at kunne håndtere, og den risiko, de faktisk har det godt med, når alt ser sortest ud. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og udsving på finansmarkederne er en kærkommen lejlighed til at se sig selv i spejlet, mærke efter i maven og justere sin risikoprofil herefter.

For år tilbage var jeg til et foredrag, der handlede om at være kreativ, tænke ud af boksen, træde ud af sin comfort zone, ja, du kender sikkert devisen.

Dagens peptalk-entusiast lagde for med at spørge, hvor mange der kunne lide udfordringer. Og knap var spørgsmålet stillet, før alle hænder fløj i vejret (indrømmet – også mine).

Da han efterfølgende fulgte op med spørgsmålet: 'Hvor mange af jer vil gerne have en udfordring af mig lige her og nu på scenen', var det som om, tyngdekraften satte ind og trak de ellers begejstrede hænder tilbage i skødet (og ja, også mine).

Eksemplet viser, hvor let det er løbe en risiko i teorien, men når det gælder konkret handling og den psykologiske usikkerhed, der følger med en sådan umiddelbart risikabel manøvre, er kun de færreste lige så skråsikre.

Investeringer skal ligge godt i maven

Det samme gælder, når vi investerer i aktier. Lytter du til vores program 'Millionærklubben' på Euroinvestor, har du helt sikkert hørt os tale om risikoprofil, og vi er ofte inde på, hvor vigtigt det er at vide, hvad man kan og vil risikere i forhold til sine investeringer.

Hvis du har taget udsagnet for gode varer, har du sikkert også gjort op, hvor meget du er villig til at tabe. På papiret i hvert fald.

Men 'på papiret-beslutninger' påvirker ikke dine følelser, og din helt sikkert rationelle debat med dig selv om alt det, du sagtens kan lægge skuldre til, bliver derfor kun dét. Rationel. Når markederne kører – og kører stærkt – er det dog næppe dit rationale, der præger dig. Det er derimod dine følelser.

Så glem alt om risikoprofilen på papiret, og spørg i stedet dig selv, hvordan du har haft det gennem de seneste ugers volatile markeder. Uger, der bød på først vanvittige kurstigninger (så du lige Tesla!) efterfulgt af gigantiske fald, retur til stigninger, flere fald – og sådan kunne jeg fortsætte.

Og selvom det måske føltes uvant, er der principielt intet odiøst i de aktuelle udsving. Markeder kører op, og markeder kører ned. Det har de altid gjort, og det vil de altid gøre. Det er jeg også ret sikker på, du allerede vidste. Men vidste du, hvordan det ville føles, når de kørte så hurtigt ned? Ellers gør du det nu.

Klar til næste omgang

Måske har du tabt penge, måske er du sluppet med skindet på næsen. Uanset hvad, er den gode nyhed, at du rent faktisk er blevet klogere på dig selv og på, hvad din personlige risikoprofil er.

Den viden skal du selvfølgelig bruge til at balancere din portefølje, så den passer endnu bedre til dig.

For én ting er helt sikker: Det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at se en nedsmeltning af finansmarkederne, men forhåbentlig er du lidt bedre forberedt til næste gang.

5 gode råd om risiko

  • Kend dig selv. Er du generelt god til at håndtere risici og usikkerhed i livet, eller har du det bedst med ro, renlighed og regelmæssighed?
  • Skab overblik over din økonomi og konkretisér, hvad du og evt. din familie reelt har råd til at miste.
  • Tilpas din risiko efterhånden, som du nærmer dig tidspunktet, hvor du skal bruge dine penge. På kort sigt kan kursfald gøre rigtig ondt, men historien har vist, at meget kan nå at udligne sig på langt sigt.
  • Investér i forskellige aktieklasser som f.eks. aktier, obligationer, fonde – eller hvad der nu end tiltaler dig – og sæt dig ind i aktivernes DNA, så du ved, hvad du køber, og hvad du risikerer.
  • Spred dine investeringer både geografisk og sektormæssigt, så du ikke sætter alt på ét bræt.