{embedded type='node/custom_code_html' id='118883'}Onsdag får vi rentemelding fra den amerikanske centralbank, Fed. Meget af spændingen er dog taget af, efter en række svage arbejdsmarkedstal har overbevist markedet om, at en rentesænkning er på vej.Fed skal nu navigere en vanskelig balancegang: Inflation er fortsat stigende, toldeffekterne er endnu ikke slået igennem, og arbejdsmarkedet viser svaghedstegn.Sænker Fed styringsrenten for hurtigt eller for meget, risikerer de at puste til inflationen. Sænker de for sent eller for lidt, kan de udløse en dybere svækkelse af arbejdsmarkedet og økonomien.I dag spekulerer markedet derfor ikke længere i, om der kommer en rentesænkning, men hvor stor den bliver: en lille sænkning på 0,25 procentpoint eller en stor på 0,50.En stor sænkning vil kunne tolkes som et knæfald for det voksende politiske pres på den ellers uafhængige centralbank. Jeg ser det derfor som mere sandsynligt, at vi får en lille sænkning onsdag, som så hurtigt efterfølges af flere ved rentemøderne i oktober og december.Dermed står onsdagens rentesænkning til at markere en genstart af den lempeligerentecy klus, som har været på pause siden december. Over resten af 2025 og 2026 kan styringsrenten falde fra de nuværende 4,5 pct. til et mere neutralt renteniveau på omkring 3,0 pct.Men hvad betyder det for aktiemarkedet – og for os som privatinvestorer?Lavere renter er som udgangspunkt godt nyt for aktier. Det støtter kurserne direkte ved at: 1) Løfte selskabernes værdiansættelser, da fremtidig indtjening bliver mere værd, når den tilbagediskonteres med en lavere rente. 2) Reducere selskabernes renteomkostninger og styrke bundlinjen.Med et fremadskuende aktiemarked er spørgsmålet, hvor meget investorerne allerede har taget forskud på lavere renter. S&P 500 er steget 12 pct. i år og er løbet hurtigere end selskabernes indtjening. Det har presset værdiansættelserne til rekordniveau – med næsten alle sektorer over deres historiske niveauer. Samtidig bremser økonomien op, hvilket kan ramme indtjeningsvæksten. Det tyder på, at meget allerede er indpriset, og at værdiansættelserne næppe har meget mere at give.Alligevel kan der være forskel på renteforventninger og faktiske rentefald. Mens værdiansættelserne har det med at tilpasse sig løbende, vil nogle selskaber først rigtigt mærke effekten fra lavere renter, når renteomkostningerne falder. Som privatinvestor vil jeg i den kommende tid holde øjnene rettet mod aktier og sektorer, hvor lavere renter især løfter bundlinjen – ikke blot værdiansættelsen.Denne kommentar er skrevet af Jakob Westh Christensen, uafhængig investeringsanalytiker. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her:{embedded type='node/custom_code_html' id='118884'}