Henter kommentarer

Kommentar: Ideer og tommelfingerregler til nybegyndere på aktiemarkedet


Al begyndelse er svær, og som ny investor på aktiemarkedet skal man træde lidt varsomt i starten, ja, det bør man faktisk fortsætte med livet igennem. Kun en tåbe frygter ikke markedet. Hvis man aldrig har trykket på knappen med Køb, og set ordren blive ”gjort”, så kan man godt være lidt håndsky af frygt for at lave en dyr fejl. Bordet fanger jo ude i den virkelige verden.

Jeg vil i denne artikel prøve at komme med nogle ideer til, hvordan du som ny investor kan prøve at gå fornuftigt frem og lære det hele på en så sikker måde som muligt. Du vil formentlig komme til at dumme dig på et tidspunkt, men hvis du har fået en mere klar fornemmelse af markedets opførsel inden du trykker speederen i bund med køb/salg, så vil det næppe gå helt galt.

Den gamle måde – tag telefonen

I de almindelige full scale banker kan man stadigvæk få foretaget sine handler af en person i en filial eller i et investeringscenter. Dermed slipper man for selv at skulle trykke på knappen, men til gengæld koster det en højere kurtage. For de fleste yngre investorer vil det være et indledende trin for at komme i gang før man går over til selvbetjening. Handel med aktier uden for Norden vil dog ofte kræve personlig betjening i banken, og det skal man ikke være ked af. Her kan det let gå galt.

Med mindre man er meget ivrig med handler, så er det ikke kurtagen som tæller i det lange løb. Det drejer sig om at placere sine penge så rigtigt som muligt og holde ud så længe potentialet fortsat er til stede i en optur og sælge i tide, når det hele begynder at løbe træt oppe ved en top. Rebalancering ved stor kursgevinst, hvor en aktiepost er vokset meget i vægtandel, er et mellemtrin i den proces. Desuden skal man holde øje med ”bagholdsangreb”, hvilket består i et afbræk med en farlig situation for selskabet/aktien/kapitalmarkedet, hvor man skal vurdere, om det er bedre at hive i nødbremsen.

Hvis du vil være fed som investor (frit refereret fra professor Michael Møller, CBS; kendt for den udmærkede lille håndbog ”Din økonomi” skrevet sammen med professor Niels Christian Nielsen) skal du ikke motionere din portefølje for meget. Faktisk er en meget aktiv linje med mange handler udtryk for nervøsitet og tvivl på styrken i de ting, som du har engageret dig i af selskaber. Så prøv at vælg rigtigt og opfør dig langsigtet.

Generelt skal man også sørge for at vælge sig en bank med omhu. Worst Case er jo, at den går rabundus. Selv om det er lykkedes at redde stumperne uden tab for selve kunderne, så er der ingen garanti mod de allerstørste ulykker i en tid, hvor EU og internationale forhold ændrer på virkeligheden og reducerer rækkevidden af hjælp og støtte i vores nationale puslingelandsromantik.

Selvbetjening i netbanken

Børshandel har skiftet natur til at fungere via selvbetjening over netbank-systemer. Her skal man lige prøve sig frem de første gange, og derfor bør man ikke klare placering af en større familieformue i rask tempo på en halv time - og så er den klaret flere år frem.

De forskellige metoder for ordreafgivelse kan være til mere skade end gavn. Efter min mening skal man handle direkte igennem og undgå limiteringer (angive max./min priser for køb/salg og så vente på at det lykkes) og metoder, der kan udjævne ordrens afvikling. Hvis man vil købe, så køber man, basta. Derved undgår man at glemme afgivne ordrer flere dage frem. Du ved præcis, hvad du har eller endnu ikke har fået købt. Fordeling af køb/salg af aktieposter over tid er kun relevant, hvis man arbejder med store aktieposter i et ”tyndt” papir. Man skal jo ikke vælte markedet og skade sig selv, så man først betaler for meget ved købet og til sidst selv presser prisen ned under sit salg.

De systemer, som jeg bruger eller har stiftet forbigående kendskab til, er alle velfungerende og lette at benytte. En ønsket ordre får man som regel skitseret omkring den samlede værdi, så man kan stoppe i tide og rette, hvis man har lavet en kommafejl. Det sker for den bedste. Bankerne kalder fænomenet ”fat fingers”. Ved salg er der også stopklodser, så man ikke kan sælge mere end man faktisk ejer. Men det kan alligevel gå galt, hvis depotet eksempelvis ikke er blevet reguleret på plads for et stocksplit og det kan tage et par dage, hvis der er tale om en udenlandsk aktie. Tilsvarende kan der være mudder i maskinen ved opkøbstilbud, hvor man ikke både kan acceptere at benytte et fremsat tilbud og så sælge aktien via en almindelig børshandel.

Man skal altså ikke være bange for at komme til at fumle alvorligt, men man skal hver eneste gang regne efter om pengene rækker til et køb, så der ikke går kuk i udførelsen af ordren og man taber tid. Ved salg er den mest irriterende situation, hvis man kun kan få solgt en lille smule af sine aktier til en market maker uden at hele beholdningen kan følge med. Så kan man ende med at betale alt for meget i kurtage ved mange små handler og får dermed en sur oplevelse ved sin exit.

Brug en Aktiesparekonto som læreplads og startplatform

Den bedste måde er efter min opfattelse Learning by doing. De (ret få) folk med forstand på aktier, som jeg har mødt igennem livet her i landet, har stort set alle lært tingene på den hårde måde ved selv at involvere sig direkte med penge på bordet – i starten som ung er det små beløb, og herefter skal summen gerne vokse, vokse og vokse. Et er et søkort at forstå, andet et skib at føre.

Indførelsen af ordningen med Aktiesparekonto (max. 102.300 kroner for hver person) er glimrende selv om det jo er et rationeret gode. Beskatningen er lavere med 17 pct. mod den almindelige sats på 27/42 procent for aktieindkomst. Samtidig klarer banken skatteopgørelsen, så du kan handle lystigt uden at skulle tænke på det administrative bøvl. Derfor er aktiesparekontoen et godt sted at lære aktiehandel at kende.

Hvis du har en langt større formue som nu ønskes dirigeret ind i aktier pga. de negative bankrenter, tja, så må du også benytte dig af Aktiesparekontoen som læreplads i starten og klare placeringen af den resterende større kapital på en velovervejet (midlertidig) måde indtil du har lært at begå dig med rimelig sikkerhed på aktiemarkedet. Det vil tage et års tid eller to for de fleste mennesker, og mange lærer det aldrig - afhængig af den tid og lyst man har til opgaven.

Læs også: Lau Svenssen: Stil dig selv disse spørgsmål før du går ind på aktiemarkedet

Prøv først med nogle testhandler i store aktier

En god måde ved start er at opdele sine penge (på aktiesparekontoen eller andre konti beregnet til dine aktiekøb) i eksempelvis 5 dele. Ved det fulde beløb under aktiespareordningen vil der så være ca. 20.000 kr. til hvert køb. Du kan som indledning prøve at købe nogle af de største danske aktier (C25 listen). Her er der masser af handel med bud og udbud, altså omsætning. Ideen er, at du skal lære at føle dig for ude på markedspladsen. Selv om du ”bare” øver dig, kan du dog lige så godt prøve med det samme at gå ind i nogle aktier, som du mener er det rigtige for dig (upside potentiale). Men eller kan du bare købe og sælge lidt i et forsøg på at tjene lidt penge hjem. Det drejer sig om, at du skal få en fornemmelse af markedets natur.

Her skal du ind i flow’et, når der er kommet godt gang i dagens handel. Undgå Tossetimen (kl. 9.00-10.00), hvor markedet først skal finde sine ben, og derfor kan der let opstå store kursudsving. Hvis du er uheldig og bare køber et udbud i et tyndt marked, kan du risikere at betale alt for meget for aktien. I nogle lande stoppes adgang til udførelse af direkte kundeordrer kort før tidspunktet for lukning. Det kan forhindre gennemførelsen af din ordre på handel. Op til slutpunktet kan der ofte fremkomme turbulens med stor aktivitet, når de sidste handler søges gennemført. Så undgå start og stop faserne. Her udfolder de professionelle sig, og du kan få fingrene i klemme.

Tommelfingerregler

  • Derfor bør man undgå at handle i børsdagens første time og den sidste halve time. Muligheden for rod, mas og skub er større her end fra kl. 10.00 til 16.30. Omkring middagstid (12-13.30) kan der også være et tyndt marked. Fra kl. 14.00 begynder signaler fra USA for alvor at blive mærkbare i Europa, men Wall Street indleder først handel kl. 15.30 dansk tid. Uden for børsens åbningstid kan man nogle steder handle videre, men det sker direkte mod banken, og det er efter min mening ikke nogen god ide. Man skal ikke stå ansigt til ansigt (1:1) med en modpart, hvor du er den lille i spillet. Undgå det. Markedet udgør det hav, som du skal fiske i – ikke din bank.
  • Børsmarkedet er ikke en Bland-selv-slikbutik med handel efter vægt. Selv om du vil placere 20.000 kr. ad gangen, så skal du ikke regne baglæns. Køb 100 styk aktier i Lundbeck til 215, altså for 21.500 kr. og ikke 92 styk (20.000/217,5=91,95, altså 92 styk). Tænk helst i styktal på 100, 50, 25 eller 10 styk. En A.P. Møller – Mærsk aktie koster imidlertid hele 14.675 kroner, og her kan du købe en ad gangen, men må så vælge mellem 1 eller 2 styk, hvis 20.000 kroner er størrelsen for dine ønskede aktieposter.
  • Køb rigtige aktier i et selskab - ikke finansielle kontrakter på den pågældende aktie med eller uden gearing. Gearing betyder, at du ikke har købt en aktie af den pågældende type men typisk 3, 5, 10 eller 15 gange så mange – men alting har sin pris: værdien af et sådant certifikat svinger med den fulde eksponering, som reguleres fra dag til dag for kursudsving, så det kan hurtigt gå galt, hvis din timing ikke er helt perfekt, og det er meget svært.
  • Indtil du har lært at begå dig ude på savannen, skal du undlade at købe aktier i mindre og mellemstore selskaber med lav omsætning. Hold dig til selskaber med god omsætning af aktier. Hvis du altid har drømt om Harboes Bryggeri fra du var barn, så vent lige 6-12 måneder mere indtil du har forstået spillet på børsen. I en mindre aktie svinger prisen mere, og der kan være stor afstand mellem køber- og sælgerkurs, når du ser på kurslisten. Du vil jo i første omgang optræde som køber, og derfor kan du komme til at betale alt for meget, hvis du bare styrter ind og snupper de aktier som er blevet sat til salg den dag. Her kan man virkelig påføre sig selv et tab (det ligner en auktion, hvor man i sin iver får købt alt for dyrt). Se dig for og prøv at få en fornemmelse af, hvad der rører sig i netop den aktie på det tidspunkt, hvor du dukker op. Den ene dag er der tørke af udbud - den næste er der oversvømmelse af sælgere. Husk Warren Buffett’s talemåde: køb når de andre vil sælge, og sælg når alle andre vil købe.
  • Husk også reglen: der kommer altid en sporvogn til. Hvis du ikke fik købt i dag, så har du en ny chance i morgen.

Køb aktier der kan stige i værdi - undgå prestige

Det er vigtigt hele tiden at holde sig for øje, at man kun ønsker at eje aktier, som forventes at stige i værdi og dermed kan give en gevinst. Bænkevarmerne må de andre gerne beholde. Opgaven består derfor i at vurdere upside muligheder og risikoen for at det ikke går som du mener i dit gæt på fremtiden. Du skal prøve at skue 9-12 måneder ud i fremtiden. Den tidshorisont bruges under normale forhold uden uro og kriser.

Undgå køb af prestige-aktier og navne som allerede er så højt prissat, at der næppe er meget mere at hente i dem. Du kommer (måske for?) sent i det pågældende rally. Køb ikke en aktie, fordi den er Grøn, men fordi den kan udvikle sig positivt. Køb hellere et ”sort” selskab, hvor ledelsen har påbegyndt en omstilling til Grønt. Du satser jo på, at Grønne aktier handles til ekstra høje priser pga. overnaturlig stor efterspørgsel. Invester ikke ud fra ideologi (rigtige meninger) men for at få en kursgevinst.

Aktier er en salgs varmluftsballoner. Penge er gassen, som løfter den højere op. Når pengene i stedet vil ud igen, daler ballonen nedad. Derfor er det afgørende, om der bliver pumpet penge ud i samfundsøkonomien eller tilført kapital fra økonomisk vækst og fremgang.

Det går altid hurtigere nedad end tempoet var for opadgående. Årsagen er, at folk går i panik ved kursfald og pludselig let kan indse, at nu er ballet forbi og derfor gælder det om at komme først hen til Exit skiltet og døren ud mod verden. Så står du igen ude på gaden med dine penge og er klar til nye eventyr.

Aktier kræver et positivt livssyn: du skal kunne se muligheder og udfordringer i verden omkring dig (selskabernes potentiale), ikke forhindringer og problemer.

Læs også: Kommentar: Opturens andet år - Positivt, men med større korrektioner

Læs også: Simon Richard Nielsen: Derfor skal du opføre dig som millionær, når du investerer i aktier