Henter kommentarer

Kryptoinvestor: Vi bliver som samfund nødt til at forstå og anerkende potentialet i kryptovaluta


På trods af, at vi kommer til at se kryptovaluta som en aktiv valuta i det danske samfund i den nærmeste fremtid, bliver vi nødt til at anerkende, bakke op om og lære om teknologien.

I takt med at større firmaer som Tesla, Amazon, Facebook, Paypal og Mastercard så småt træder indenfor i kryptoverdenen, er det essentielt, at vi, som forbrugere, skal være på forkant med fremtiden.

Det hyppigste spørgsmål jeg har fået, siden jeg begyndte interessere mig for kryptovaluta, er:

“Hvad skal jeg bruge kryptovaluta til, når jeg ikke kan handle med det i Rema?”

Det er et spørgsmål, som jeg med sikkerhed ved, at alle mine bekendte kryptonørder også har fået, og spørgsmålet har på sin vis sin berettigelse.

For der er nærmest noget spirituelt over måden, vi taler om kryptovaluta på.

“En ny, decentraliseret økonomi der bliver omtalt som revolutionerende«.

Den sætning kan nærmest gøre enhver dansker til “jyde”, uanset geografisk placering.

For hvordan skal vi tro på det, når vi ikke kan bruge produktet?

Som jeg ser det, er der en enorm mangel på oplysning indenfor dette område. For det er vigtigt at understrege, at det er muligt at betale med kryptovaluta nede i Rema - også selvom Rema naturligvis ikke godtager kryptovaluta som betalingsmiddel. Men det er muligt, da alle og enhver kan oprette en konto på fx Binance, investere i det - eller de projekter, man finder interessant, bestille et betalingskort og hoppe ned i Rema for at købe sine dagligvarer. Binance vil i den forbindelse veksle den mængde af fx Bitcoins, du skal bruge, for at kunne gennemføre din transaktion.

Der ligger dog en enorm skattemæssig opgave foran dig, da Binance i dette tilfælde vil veksle, hvis du vil det - bevares. Og måske er din bank ikke helt med på idéen med at investere i krypto. Men umuligt? Det er det ikke.

Læs også: Kryptoinvestor: Kan 0,1 bitcoin gøre dig til millionær? Noget tyder på det

For det andet er det vigtigt at forstå, hvilken “usecase” kryptovaluta generelt set bidrager til verdenssamfundet med. At decentralisere økonomi og at “bank the unbanked”.

Det betyder, at kryptovaluta i og for sig prøver at give dem, som ikke kan få en bankkonto, muligheden for at opbevare sin kapital på andre måder end med kontanter. Derudover er alle netværket krypteret og sker uden at blive verificeret af en tredjepart.

Mere specifikt er der i dag ca. 1,7 milliarder voksne mennesker uden en bankkonto.

Ikke millioner… Milliarder.

Det er et stort problem, men ikke et problem vi har i Danmark - og gudskelov for det.

Nogle gange kan jeg godt selv glemme, hvor privilegeret jeg egentligt er, ved at have statsborgerskab i et land med så god en infrastruktur. At vi allerede, mere eller mindre, er 99% digitaliserede, må vi ikke tage for givet.

Men hvis vi lige smutter op i helikopterperspektivet og tager et smut til Afrika, Indien eller store dele af Asien, så er situationen helt anderledes. Grundet den manglende infrastruktur har borgerne slet ikke de samme muligheder for at oprette en bankkonto, da de enten ikke har det, vi kender som et CPR-register eller ikke opfylder kapitalkravene. Det de fleste af de 1,7 milliarder mennesker til gengæld har til fælles, er, at de ejer en smartphone.

Så hvis jeg lige hælder et par gode centiliter globalisering ned i min shaker og topper den med et par gode dråber af teknologisk udvikling, for så til sidst at skænke den i et martiniglas lavet af økonomisk bæredygtighed, så har man altså en rimelig god - og højest sandsynlig rentabel - cocktail.

Så selvom du ikke kan gå ned i Rema og købe aftensmad med kryptovaluta via dit nuværende betalingskort, så er det ikke ensbetydende med, at vi ikke kommer til det. Fokuset ligger blot et andet sted lige nu.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Vi har slet ikke opdaget, hvor elendig Tyskland er for aktierne

Der, hvor det giver mening at starte, og der hvor man har muligheden for at finpudse teknologien, før vi sender den videre til resten af verden. For kryptovaluta og blockchain skal nok blive implementeret i vores dagligdag - det er jeg slet ikke i tvivl om. Det handler trods alt, helt basalt set kun om en ting: Automatiseret revision.

Tror du fx, at Skat fortsat vil være baseret på tillid, eller kunne det tænkes, at vi igennem smart contracts sørgede for at komme ting som momssvindel og andre typer af skattesvindel til livs?

Derfor er vi nødt til at se - og forstå - helhedsbilledet allerede nu. For kryptovaluta er ikke “drug money” og våbenhandel. Det er den naturligvis også… ligesom dollaren, kronen og euroen.

Kryptovaluta revolutionerer - og effektiviserer - måden vi lever på, og alene af den årsag er vi nødt til at forstå teknologien allerede nu. Hvis ikke, så er jeg ret sikker på, at det er min generation, som kommer til at ringe til vores børn om 10-20 år, for at få hjælp til at overføre penge, stake vores coins, oprette smart contracts eller hvad end fremtiden nu byder på.

Så selvom det ligger i vores natur at være kritiske, når vi hører om nye tiltag, så bliver vi nødt til at være rationelle og basere vores holdninger på fakta. Ikke konservative idéer og følelser.

Så lad os i fællesskab omfavne det faktum, at Danmark har muligheden for at blive first movers på det mest revolutionerende, der er sket siden internettet.

Læs også: Lau Svenssen efter Mærsk-udmelding: 'Det giver penge til massivt sats'

Læs også: Pensionskæmpe: Scenariet, hvor value-aktierne får nyt comeback