BREAKING
På finansmarkedet skuer man med nervøsitet mod selv det mindste røgsignal fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve Bank. Fed er den første blandt ligemænd af centralbanker - skønt USA er endt i den klassiske fælde for reservevalutaer, nemlig som låntagernation. Alle folk og firmaer rundt om i verden vil have fat i Dollar som et sikkert aktiv, og det betyder underskud i udenrigshandel, der hurtigt udvikler sig til betalingsbalanceunderskud, som akkumulerer sig op i en stadig voksende udlandsgæld.
Fed mødes altid med en blanding af underdanig ærefrygt og respekt for USA som supermagt og samfundets struktur.
Enhver meddelelse fra deres side afkodes omhyggeligt for at forstå det reelle, underlæggende budskab så godt som muligt. Alan Greenspan (Fed chef i 20 år) forklarede det sådan (frit fortalt): mit job indebærer, at jeg bevidst udtrykker mig uklart og tåget. Forvent aldrig klar tale fra min side.
Den ansvarlige chef må hele tiden sikre sig råderum og handlefrihed uden at være bundet af for faste ”statements”. Samtidig skal han udføre sin opgave med at sikre stabile økonomiske forhold i USA og adressere de løbende udfordringer. Det er en balancegang – med mange tilskuere, og jo mindre der siges klart og tydeligt, des mere plads til er der til fortolkning, vurdering og gætteri.
For at forbedre visibiliteten om kommende tiltag, har Fed åbnet posen med informationer om de jævnligt afholdte FOMC-rentemøders forløb. Samtidig angives der en ”Bias” for den retning, der forventes fremover, hvis der ikke indtræffer ”eksogene stød”. Man prøver at masere forventningerne, så markedet ikke kommer for langt væk fra Fed’s linje, da der så kan opstå mindre chokreaktioner, når det hele skal justeres på plads igen.
Problemerne skærpes mht. inflation og renter – men Fed prøver finten med ”intentioner” Når man føler sig klemt og ikke kan gøre noget uden at risikere postyr, så kan man altid benytte det gamle trick om at udskyde tingene på en seriøs udseende måde. Lars Løkke Rasmussen fablede i sin sidste tid som statsminister om visioner for anvendelse af ”råderummet i 2025”. Fugle på taget. Det blev som bekendt også kun til et slag i luften - med mindre han gør comeback i et nyt parti med de samme grå standpunkter, som findes i de fem andre socialdemokratisk indstillede partier, hvori Venstre indgår.
Fed’s chef Jerome Powell bruger også metoden med langsigtede intentioner for fremtidige tiltag ved at tale om det uundvigelige problem med behov for højere renter, men det kan sagtens vente et par år – og desuden vil omfanget blive af så begrænset omfang, at alle og enhver kan indse, at det er uden betydning nu og her. Smuk Story Telling.
Venstreorienterede med foragt for de kapitalistiske vestlande, vil vel sammenligne Fed-chefen med ypperstepræsten i en kult, som fremsætter en religiøs besværgelse, som han angiveligt selv tror på og håber at tilhørerne derfor vil underlægge
sig.
Powell har overtaget en svær opgave og skal videreføre mange års ekstrem lempelig pengepolitik. Hjælp og støtte til økonomien har været linjen. De gentagne tiltag (udført efter slet skjult politisk pres herfor) med nye lempelser og hjælpeopkøb af obligationer har sendt Fed ud i en situation, hvor de har malet sig selv op i et hjørne. Handlefriheden er snævret ind – fordi Fed har været alt for flink og imødekommende over for det politisk pres om at vise hensyn til USA’s økonomiske udvikling.
I virkeligheden har Fed derved medvirket til at udskyde en påkrævet sanering og revitalisering af økonomien i USA.
Landet lever højt på sin store fortid med en suveræn stilling som verdens eneste militære supermagt og Dollar som den dominerende reservevaluta, men økonomisk er stillingen blevet svækket voldsomt. En stor fortid med toppunkt i sejren i Anden Verdenskrig giver prestige - så længe de omgivende lande og store firmaer er følgagtige og udskyder en magtkamp. Det giver USA kunstig styrke. Trump’s ide ”Make America great again” var udtryk for et forsøg på at rette op på den langstrakte nedtur for USA økonomisk og politisk. Det endte dog som et Onemanshow.
Tillid er Fed’s sidste bastion
Opgaven lige nu består i at forsinke et løft i renteniveauet mest muligt, da det kan kvæle opsvinget i økonomien just som Corona-belastningen er ved at drosle ned og til sidst helt forsvinder.
Balladepunktet er, at centralbankerne i de fleste vestlande har misbrugt deres position (overspillet deres kort) og ladet sig påvirke af politiske hensyn. De har ikke håndhævet deres selvstændige stilling, som er ideen i de fleste lande. Kort sagt har de været alt for flinke. Resultatet er blevet, at renterne er endt på et urealistisk lavt niveau. Det fører så til boom i priserne på aktier og fast ejendom med afledt vækst (byggeri) baseret herpå.
Fed frygter formentlig, at renteforhøjelser vil kunne torpedere optimismen - både i økonomien og på børsmarkedet.
Strategien er derfor bare at lade renterne på obligationsmarkedet bevæge sig opad ”af sig selv” - og så kan Fed træde til med forsinkede tilpasninger uden at pådrage sig ansvaret for at have spændt ben for økonomien. De er - og ønsker at være - bagefter kurven.
Rentedannelsen i de fleste vestlande er imidlertid reelt sat ud af kraft baseret på frie markedskræfter. Der har været en stadig mere kunstig prissætning med fokus på kursgevinster (ved yderligere rentefald) og ikke køb/salg af obligationer ud fra en vurdering af om renteniveauet gav et tilfredsstillende afkast eller ej. Centralbankerne har ved systematiske opkøb forvredet markedet. Stop for opkøbsfesten bliver vel den første ændring i retning af en strammere pengepolitik. Det
kaldes Tapering.
Powell’s mareridt: kan renten falde ud af sengen?
USA er placeret i front, da Fed har status som den første blandt ligemænd. For Powell må målet være at undgå en worst case situation, som må formodes at kunne fremkomme, hvis renten falder ud af sengen og pludselig foretager et niveauskift opad på 1-2-3 procentpoint. En form for blackout situation. Hverken Fed eller ECB kan forhindre renten i at kravle markant højere op. De kan bare prøve at forsinke processen.
Drastiske omskift indtræffer sjældent, men vi lever i en tid med forekomst af overraskende begivenheder. På det punkt bærer centralbankerne selv ansvaret for situationen med latent trussel for en sådan afsporing. Man har alt, alt for længe drevet rovdrift på metoden med ekstremt lave renter, da det blev opfattet som et ”gratis instrument” til gavn for den til enhver tid siddende regerings ønske om at afbøde negative påvirkninger og fremme vækst og beskæftigelse.
Jo længere tid man udskyder ubehagelige justeringer, des værre vil omskiftet blive, når det indtræffer. Som folk siger i lande med risiko for jordskælv: hellere mange små rystelser end lang tid med ro og så et ordentligt brag med risiko for forfærdelige skader. Penge er ikke gratis, og renten er en form for pris på penge relateret til den tidsmæssige varighed man råder over dem. Hvis penge bliver gratis, mister de deres værdi.
Europa står stærkere og har fordel af at ligge i slipstrømmen af USA - men er mere fastlåst
På den anden side af Atlanten er vi her i Europa tidsforskudt i forhold til USA og halter bagefter. Vores renteforhold og struktur i økonomien er mere robust end USA (vil jeg påstå). Det svage punkt er Euro’ens umodne stilling baseret på tidligere selvstændige nationer, som har svært ved definitivt at glemme (i regeringer og befolkning) fortiden med egne statsfinanser og valuta.
I Euroland har vi (Danmark er jo hæftet op hertil) et væsentligt lavere renteniveau end USA. Det kan muligvis føre til et mere dramatisk opbrud, hvis nulrente-toget en dag afsporer. Men i første omgang kan vi jo bare lade USA om at håndtere et skift væk fra de glade dage med gratis renter.
Lau Svenssen, EuroInvestor
Læs også: Lau Svenssen: Bunkebryllup blandt bankernes bænkevarmere
Læs også: Lau Svenssen: Forsikringsfeber for 50 milliarder kroner
