Easy come, easy go.
Det kan blive resultatet for de seneste års vinderaktier inden for IT, hvor USA indtager den dominerende rolle. Formuegevinsterne er enorme – på papiret. FANG+ gruppen omfatter de ledende digitale IT-firmaer, og de har ført an i boom’et for selskaber med tilbud på nyeformer for digitale services af alle mulige slags. Egentlig produktion af varer er begrænset (Apple).
Argumentet for deres styrke og voksende dominans lyder igen og igen: The winner takes it all. Det er genbrug af et slogan fra Microsoft’s storhedstid med styresystemer og software til PC’er. Dermed indikerer de pågældende kolportører af denne ”story telling”, at det også vil lykkes for FANG+ selskaberne at opbygge en monopollignende position i deres respektive markeder med udsigt til enorm vækst og indtjening. De vil kort sagt erobre alt.
Internettet vil øge konkurrencen
Ude i den virkelige verden ser det modsatte faktisk ud til at være tilfældet. Internettet udgør en åben platform for konkurrence og hurtig udvikling. FANG+ selskaberne har bare ved hjælp af økonomisk styrke, positiv politisk hjælp og dygtig IT-teknik/produktudvikling formået at placere sig forrest. De har benyttet sig af aggressive forretningskoncepter. De er parat til at mase sig ind i de ønskede markeder uden indtjening, hvorefter markedspositionen i anden halvleg udnyttes til at hæve priserne og der gøres brug af de data, som forbrugere og virksomheder har givet dem adgang til.
Internetbaseret aktivitet har svært ved at opbygge beskyttende voldgrave omkring sig. Intensiv konkurrence er perspektivet – på mellemlangt sigt. Pointen i udsagnet om Vinderens magt synes kun at have rigtighed, hvis en ledende IT-baseret udbyder kan 'sætte sig hårdt på et marked' med en form for monopol-lignende dominans. Så kan de tvinge almindelige virksomheder ind i et underdanighedsforhold. De kan blive presset til at benytte den store platform, men derved er 'Storebror' ved at udvikle sig til en form for infrastruktur med monopol. Dette problem har USA- myndighederne endnu ikke turde gribe ind over for med krav, regler, begrænsninger og kontrol, men det vil komme både i USA og i andre lande (EU). Politikere præges af misforståede ideer om fri konkurrence. De store selskaber søger ivrigt at opnå beskyttelse ved at bore sig ind og blive en del af elitens magtkreds ved at tilbyde samarbejde om ligegyldige småting. Imagepleje.
'The winner takes it all'-mantraet fungerer i praksis som en glimrende metode til at styrke og ekspandere markedspositionen for de ledende IT-koncerner. Hvis modparterne hopper på den og tror på dette ræsonnement, har man jo vundet slaget, da de giver frivilligt op. Mange vareudbydere køber faktisk argumentet og kobler sig helt frivilligt op hos disse mastodonter. De vælger dermed en sådan salgskanal og fravælger omvendt eksisterende salgskanaler. Dybest set accepterer de pågældende udbydere at afgive et stort bruttoavancebeløb og en ændring med en klar rolle fremover som en slags underleverandør. Håbet er større volumen i salget, men det er altid farligt at være i lommen på en enkelt stor forhandler.
Snedig snik-snak
Der findes en tankevækkende parallel angående forsimplet strategi og management. I sin storhedstid var den officielle linje hos General Electric, at man skulle formå at placere sig helt i top i de udvalgte segmenter. Hvis det ikke kunne lade sig gøre at være anfører, burde man frasælge aktiviteten. Mange topledere rundt om i verden betragtede med ærefrygt GE’s frembrusende udvikling, som dog viste sig at have svært ved at få styrke i indtjening.
Faktisk kom der i GE en lang årrække med opstramninger og tilpasninger efter epoken med opkøbsvækst, og udfaldet var reelt afvikling af almindelig industriel produktion og vækst inden for finansiel service, medier mv.
Andre topchefer efterlignede naivt den påståede GE-metode, uagtet den var mere ord end handling. Det satte ekstra skub i en igangværende bølge med tilkøb og frasalg. Der kom gang i hovedrengøring og høj aktivitet i bankernes afdelinger for Mergers & Aquisitions. Goodwill-formuer dukkede op ud af den blå luft, men efter et givtigt frasalg kom der ofte et tilsvarende dyrt opkøb. GN’s exit fra Sonofon og opkøb af et internetteknik-selskab var et uheldigt eksempel herpå.
Vindernes magt er snik-snak. I sig selv er udsagnet jo korrekt, men sådan er virkeligheden bare ikke. Vinderen vil ikke være i stand til at fastholde sin magt og monopolprofit igennem lang tid. Det skyldes konkurrence. Der kommer effektive modtræk fra de eksisterende udbydere i de forskellige brancher med udgangspunkt i deres traditionelle forretningsmodel og faglige styrke. Corona har fået alle til at vågne på og tage fat på seriøse digitale løsninger. E-handel er ikke længere et sekundært tilbud (»jo, det har vi da også«). Nye udbydere med store ambitioner dukker også op, og flere er på vej. Med de ekstremt høje IT-børskurser føder man dem nærmest på stribe. Kina ser ud til at bestræbe sig på at undgå amerikansk dominans og ønsker at få opbygget store IT-firmaer med hjemsted i landet.
USA-myndighederne er uhørt langsomme med indgreb for at regulere disse giganter, og derved opnår de yderligere fordel af strukturforholdene. Selskaberne prøver at profilere sig som nye dynamiske virksomheder, der kan puste nyt liv i USA’s hensygnede erhvervsliv. Fra befolkningens side er der voksende bekymring og utilfredshed med de nye monopoler, men indtil videre har pengene magten i deres hjemsted.
Udviklingen er imidlertid uholdbar, så det er et spørgsmål om tid. EU er bagefter. Vi har kun mellemstore digitale koncerner, men det vil vel komme. Udviklingen drives fortsat af de gamle selskabers indsats for at komme med i E-ræset. I stedet prøver man fra EU-myndighedernes side at stikke kæppe i hjulet på de amerikanske IT-giganter, men det har indtil videre været et akademisk slag i luften uden succes. Lovgivningen og administrationen halter langt bagefter, og de store selskaber udnytter deres forspring. Det er politiske amatørers kamp mod optimering udført af professionelle med spidskompetencer. De er klogere end lovgiverne.
TV-segmentet er i opbrud
I år er der for alvor kommet skub i udviklingen inden for TV-medier og film. Her har Netflix været den fremstormende vækstaktie. Et centralt punkt for dem til at tiltrække nye kunder er spændende serier. Den ide har de andre udbydere dog også grebet, og selv om underholdning er et umætteligt marked, hvor efterspørgslen vokser i takt med skærpelse af udbuddet, så er der trods alt en grænse for tidsforbruget bag skærmen. De gamle giganter inden for film, TV, underholdning og telenet har gearet op for deres indsats. De andre og nye udbydere er også på krigsstien for at sikre sig en god indgangsvinkel ved brug af levende billeder. Det går jo meget lettere for synlige indtryk end kommunikation via læsning eller lyd.
Netop nu er der gang i opkøb og fusioner i USA. Strukturen ændres derved markant, og underholdning er i sig selv en hurtig og omskiftelig branche. Netflix kan let blive overhalet, og så må de også søge ly i en større koncern. Ud over den umiddelbare situation på dette marked, udfolder der sig hele tiden en endnu større og mere langsigtet magtkamp om at udmanøvrere stærke og farlige konkurrenter med henblik på at udhule deres forretning uden at man ved et offensivt skridt skærer den gren over, som man selv sidder på. Der er knive i ærmet.
Superværdier er skrøbelige
I medvind er alle skippere gode. Det har FANG+ selskaberne oplevet – først i deres forretningsmæssige etablering og udvikling og siden hen er det sket til overmål rent børsmæssigt.
IT-giganterne har lanceret nye servicetilbud og koncepter for salg, men de har ikke ændret livet i verden voldsomt på det punkt. Hovedvægten drejer sig om erobring af marked ved at overtage eksisterende firmaers positioner. Hertil kommer en eksplosion i skærmtid og dermed IT-forbrug.
Amazon er en regulær forretning med et enormt sortiment af anvendelige varer på hylderne. Her udvider man så i bredden med servicetilbud som en form for ekstra salg, der både giver flere indtægter og blokerer for de andre konkurrenters forsøg på at æde sig ind i Amazon’s marked.
Google og Facebook har erobret annoncemarkedet og dermed opnået en stærk stilling inden for salgskanaler, der søges uddybet i form af kommercielle services. De må begge formodes at have planer om ekspansion ind i mere håndfaste former for produkttilbud.
På det punkt vil de bevæges sig over mod Apple’s forretningsform, som vel er det klareste eksempel på opbygning af et ”eget univers”. Inden for denne ramme prøver Apple at udfolde sig, men man er afhængig af konstant succes for dette integrerede produktkoncept. Det søges udvidet og suppleret med stadig flere relevante og anvendelige tilbud. Samtidig kæmper Apple for at opretholde sin profil med selv-definition af design og kvalitet med en høj pris som kendetegn. Det skal hele tiden passe sammen og fremstå med en frisk og dynamisk profil. Apple er for mig at se en 'Stand Alone'-virksomhed med høj konceptrisiko. Om deres koncept er holdbart i det uendelige i en verden, hvor mobilt udstyr er blevet til stangvarer, er tvivlsomt.
Selskabernes aktier har akkumuleret ekstreme kursstigninger. Deres børsværdi kræver formidabel fremgang mange år frem. Aktiemæssigt er de Wall Street darlings. Den omvendte forretningsmodel fra deres urentable opbygningsfase er flyttet videre over på aktiemarkedet og er i sin natur akkurat den samme: Der er tale om ekstremt høje børsværdier – opbygget som et kædebrev af et stadigt voksende antal gevinstjagende investorer i forventning om en efterbevilling. Den faktiske udvikling i de kommende 10-20 år vil vise om de imponerende positive forventninger til fremtiden er holdbare eller om ny realisme er nødvendig og dermed behov for en stor reduktion af aktiernes børskurser.
Superværdierne på børsmarkedet er skrøbelige. På det punkt fremstår Tesla dog som den mest åbenlyse risiko, da aktien nærmest fungerer som en slags magnet for jubeloptimister med fokus på nye grønne ideer og disruption. Storytelling.
Her har de eksisterende bilkoncerner omsider og som planlagt indhentet deres efterslæb inden for store el-biler. Kampen i segmentet for luksusbiler er derfor gået i gang. Selv om Tesla kom først med high end el-biler, er de reelt den nye udbyder inden for luksusbiler. Nu skal de kæmpe mod en hel række af dygtige, veletablerede bilfabrikanter.
De glade år på børsen for IT-giganterne ser ud til at være forbi. Kursudviklingen på disse aktier kan ikke længere følge med tempoet i opsvinget på aktiemarkedet som helhed. Men IT-optimisterne giver ikke så let op og prøver at holde ud i håb om en chance for yderligere kursstigning til nye All Time High-rekorder.
Der er gevaldig langt ned, hvis aktierne skal prissættes ud fra vurderinger baseret på sund fornuft. Den manglende realisme på børsmarkedet kan næppe føre til andet end en afslutning med et BRAG. Lad os håbe, at et eventuelt/muligt IT-krak i USA ikke river alt og alle med sig i faldet.
Læs også: Lau Svenssen: Vil et rentespring opad udløse krise på aktiemarkedet?
Læs også: Lau Svenssen sætter ord på rentemarkedet: Der kan opstå voldsomme følger for aktierne
