Kan rentemarkedet falde ud af sengen? Ja, det kan efter min opfattelse godt indtræffe - men store politisk-administrative kræfter vil prøve at forhindre det eller i det mindste forsinke et drastisk omskift i renteforholdene.
En rystelse på kapitalmarkedet efter 35 år med stadig lavere rente og en finale med nul-renter (gratis lån) i flere år vil nemlig markere et historisk vendepunkt. I praksis udgør det en direkte trussel mod det igangværende opsving i den globale økonomi efter krisen i 2020 med corona-nedlukningerne. Vi skulle nødig snuble over vore egne ben just som alting på ny burde køre fremad.
Eliten mister kontrollen ved genåbningen
I den virkelige verden er den politisk-administrative magtelite i de meget ensartede vestlande optaget af de kortsigtede opgaver og hensyn. Lige nu gælder det om at få alle kræfter til at skubbe gang i økonomien, og et vigtigt punkt er derfor også at undgå at blive angrebet af udskudte problemer og andre ting, som helst skal skubbes videre ud i fremtiden. Den tid, den sorg.
I de fleste lande er man gledet over fra demokratisk styret udvikling af samfundsforholdene til en form for passiv administration af en overdimensioneret offentlig økonomi, som er vanskelig at styre i praksis. Statsmagten omfordeler goder og indkomster via skatter og tildeling af privilegier og hjælp på tværs mellem indbyggerne. Samtidig udføres talrige serviceopgaver i et kæmpe maskineri. For magteliten gælder om at beholde magten over Systemet ved at please befolkningen. Borgerne har jo en slags vetoret i kraft af adgang til at afgive en stemme ved det næste valg - uagtet de må tage til takke med det udbud af personer, som det tæt sammenvævede elitesystems gruppe af politiske partier på forhånd har fastlagt. Med et smukt ord kaldes det for repræsentativt (indirekte) demokrati.
Udfordringen ved genåbningen efter corona er, at det er Systemet selv som har optrådt som den egentlige stopklods og dermed belastende faktor for livet og økonomien i samfundet. Corona var og er en slem sygdom, men der er skudt gråspurve med kanoner. Argumentet er hult om nødvendighedens lov for at begrænse corona-smitten, så vacciner kunne blive udviklet. Cost-Benefit forholdet er helt skævt. De handlede i frygt og anede ikke, hvad de foretog sig. Men magteliten må holde fast i deres egen fortælling, og derfor åbner det hele langsom, gradvis og kontrolleret. Ikke for hurtigt. Nu skal de prøve at skifte position for at bevare magten. ”Der gik mine mænd; jeg måtte med, så jeg atter kunne lede dem” (frit citat fra den franske revolution).
Økonomien skal genstartes i de mange nedlukkede erhverv. Hjemsendte papirnussere i landets overdimensionerede og dysfunktionelle offentlige administration må overveje om deres job overhovedet giver mening ud over lønnen. Er det bare pænt orkestreret beskæftigelsesterapi? Hvis det er tilfældet, bør du skifte til noget meningsfyldt. Vi lever jo kun en gang.
Bunden er gået ud ad Statsfinanserne selv om den omtalte administrative kompleksitet har ført til flaskehalse for iltforsyningen i de store hjælpepakker. Selvskabt bøvl. Hjælpen blev ellers lanceret med stor pondus som en slags ”gave” fra Regeringen til befolkningen, som skulle gøre os trygge i nødens stund. Derfor har udbetalingerne været langt meget mindre end lovet og det gavner statsfinanserne.
Danmark er i kraft af et ekstremt skattetryk fortsat pænt placeret mht. størrelsen af statsgæld - til gengæld har danskerne EU-rekord i privat gæld pga. store realkreditlån. I Grækenland er strukturen stik modsat, og det er jo en fordel for dem, hvis der en dag skal gennemføres en ny gældssanering. Ingen hæfter for statens gæld på den onde dag.
Rentemarkedet findes ikke længere – prisen på penge er ikke fri
Helt tilbage fra Greenspan-æraen (Alan Greenspan var chef for Federal Reserve i perioden 1987-2006) har den amerikanske centralbank spillet førsteviolin blandt verdens pengepolitiske myndigheder. EU var fra 1990’erne og frem optaget af Euro-projektet, og ECB er først nu ved at finde ind i en rolle som passer til Eurolands format som verdens næststørste økonomi. Bank of Japan har altid ønsket at passe sig selv. Kina har været langsomt på vej mod mere moderne adfærd, men Etpartisystemet har gang på krævet indgreb fra Folkets Bank (PBOC) ud fra politiske og økonomiske hensyn. Man er kort sagt bagefter kurven.
Linjen hos Fed har været aktivt at understøtte økonomien og beskytte finanssektoren mod ethvert anslag. Kriser er blevet kvalt med massiv hjælp og støtte. Finanskrisen i 2008 kan i vid udstrækning anses som en følgevirkning af de foregående 20 års grænseløse support. Man taler ligefrem om ”The Greenspan Put”, hvilket betyder tillid i finanssektoren til at Fed altid ville holde hånden under dem. Men ingen ting varer ved. Man ødelægger sig selv. Konsekvensen blev Moral Hazard og volumensyge i banksystemet. Det førte til boom i huspriserne og dermed Subprime lånekrisen, som udløste Finanskrisen. For at fremme genrejsningen blev renten sænket ned mod nulpunktet og Euroland fulgte samme linje men langsommere og mere famlende pga. Nord-Syd spændingerne og behovet for at holde sammen på Eurolande-gruppen, hvor Grækenland og andre flere andre lande i Sydeuropa blev tildelt krisehjælp. Det lykkedes. Bukserne holdt.
Læs også: Morten Springborg: Fart på den grønne bølge i emerging markets
Balladepunktet er, at nul-rentepolitikken og opkøb af obligationer er gået amok i en langstrakt fase. Ude i samfundet har der været lav vækstevne, og derfor råbes der gang på gang på yderligere støtte. Med Corona som sidste belastning er vi havnet i et regulært hul for statsgældens omfang målt i forhold til det reducerede økonomiske grundlag (Statsgæld/BNP forholdet er eksploderet og kreditværdigheden antastes derved).
Realøkonomiens styrke er udhulet, og uhørt lave rente fører i stedet til boom i prisen på boliger og start på nyt luksusbyggeri. Det er spild og en tidsindstillet bombe under realkredit og de hertil knyttede banker samt pensionsforvaltere, som også ønsker at sponsere denne fest. Vores egen Nationalbanken advarer da også om en udvikling som er løbet løbsk, men ingen har lyst til at høre på der sure opstød. Et sikkert tegn på overophedning er markante prisstigninger på stribevis af råstoffer, varer, komponenter og serviceydelser. Cost Push dominerer, men Demand Pull har klart kraft på især boligmarkedet. Der er voksende leveringstider, og situationen minder om russiske tilstande med en planøkonomi, hvor aktiviteten er alt for høj og ingen kan/vil prøve at korrigere. Renten er prisen på penge, og den burde stige markant for at dæmpe aktiviteten. Men det ønsker magteliten ikke, da det kan forhindre opsvinget i at bide sig fast. Vi har blokeret sikkerhedsventilen og sætter trykket yderligere op i kedlen. Til sidst må det ende i en (rente-)eksplosion - med mindre der indtræffer en afsporing forinden.
Kan renten falde ud af sengen?
En kunstig situation for prisdannelsen uden et velfungerende kapitalmarked for renter, skal afsluttes på en eller anden måde. Hvis centralbankerne bliver ved med at opkøbe lange og kursfølsomme obligationer, inviterer de alverdens spekulanter i hedge funds og banker til at spekulere imod sig – og det er næsten at forære penge væk, da man før eller siden må give op. Så vil renten rykke opad i løbet af få dage, og vi må som borgere betale gildet og sende en check til gruppen af spekulanter.
Det eneste modtræk er at prøve at opbygge forhindringer via restriktioner på banksystemets adgang til at medvirke i sådanne transaktioner. Banker fungerer som nødvendige modparter, men de vil også gerne selv slippe ud af deres egen eksponering på fast forrentede fordringer, hvis et renteryk opad er på vej. Hvis de kan få del i en stor kursgevinst ved at følge efter spekulanterne er de naturligvis parat til at være med. De kan jo læse spillet. Der kan derfor blive udløst en massive bølge med udsalg af obligationer, hvis nul-rente miraklet og fortryllelsen pludselig blæses bort. Virkeligheden vil melde sig.
Læs også: Lau Svenssen: Uensartet fremgang hos Schouw & Co.
I relation til aktiemarkedet kan der opstå voldsomme følgevirkninger. For det første kan det ramme banker med kurstab på deres egne beholdninger og ramme krediteksponeringen, herunder realkredit via disse datterselskaber. For det andet kan økonomien blive ramt af et Blackout, som dog hurtigt kan blive overstået. Endelig vil et løft i renteniveauet brede sig og dæmpe den globale økonomiske vækst, ligesom aktier atter vil få konkurrence fra placeringer i obligationer Tiden med There Is No Alternative er forbi. There Is A New Alternative (Fra TINA til TIANA).
Hvor og hvordan kan det indtræffe?
Det svageste I-land omkring økonomi og statsgældens fundamanet er efter min opfattelse UK. Med gennemførelsen af Brexit står UK alene i verden med en elendig og meget åben økonomi samtidig med at den politiske selvforståelse er fuldstændig urealistisk. Når omverdenen erkender deres svaghed, kan det ende i en alvorlig krise. Indre opløsning af Unionen fra Skotlands side er en del af dette morads. GBP er imidlertid en selvstændig valuta, og det kan fungere som en delvis modvægt, altså udsigt til svækkelse af værdien af Pundet. UK kan blive angrebet både på sine statspapirer og valutaen.
USA ligner UK med 20-25 års forsinkelse. Omfanget af støtte via statsfinanserne og Fed’s pengepolitik har langt overgået formatet i Euroland, som blev bremset af Tysklands krav om ansvarlig opførsel. USA har optrådt mere ”socialdemokratisk” end EU. Landet har ad også oparbejdet et rentegab på pt. 1,75 pct. for en 10-årig statsobligation. Denne merpris kan bremse udsalg af statspapirer i USA og sender aben videre til Euroland som mest udsat for renteangreb.
Euroland er det oplagte offer for en mulig angrebsbølge af spekulanter med ønske om at score en enorm kursgevinst ved en markant rentestigning i den kommende tid. Muligvis vil det vare mange år frem, hvis der virkelig bliver tale om et historisk vendepunkt med skift fra 35 års vigende renteniveau til markant højere renter. En ny trend kan være på vej.
Her er der ovenikøbet en attraktiv situation for folk med blik for højere renter. Starten er nemlig ved at gå for det store fælles EU-projekt for genopretning med infrastrukturprogrammer osv. Stimuleringen af økonomien skal finansieres ved et stort fælles låneprogram, og det må naturligvis være nam-nam for folk med en hypotese om udsigt til stigende rente. Der åbnes for en ny kæmpe pose af lånte penge, og der er lagt op til fest for de andres penge. De gode græd og de onde lo.
Mit gæt er derfor, at vi her i Europa som de første vil stå for skud ved en bølge af shortselling og Put-optioner. Centralbanken ECB skal hurtigt finde ud af, om de vil give slip eller kæmpe indædt imod og derved acceptere at give store gevinster til en skare af gribbe, som er parat til at plukke os. Et gæt på omfanget af et løft opad er +1,5-2,0 pct. for den 10-årige rente i Euroland. Renten i USA vil så blive skubbet med opad i et langsommere tempo (halvt gennemslag). Det kan lyde vildt men er næppe urealistisk.
Problemet er dybest set, at man allerede har overspillet sine kort, da det nuværende renteniveau er uholdbart. En truende flodbølge af spekulation kan fremrykke rentestigningen med 2-3 år i forhold til den hidtidige almindelige snak på bjerget, hvor alle har ladet sig lulle i søvn i blind tillid til Systemet. Alle erkender, at renten vil stige, men det vi først ske en gang ude i fremtiden. Man løser næppe udfordringen ved at sætte en sengehest op i form af forhindringer– det vil kun udløse endnu større angreb. Et blad i den store bog er ved at blive vendt.
Læs også: Lau Svenssen: Fem scenarier for aktierne i 2021-22
