I det følgende gennemgår jeg fem forskellige udviklingsforløb for aktiemarkederne i I-landene.
Wall Street har i kraft af IT-boom’et forstærket sin normale (men efterhånden udtjente og derfor ufortjente) lederposition inden for aktiernes kursudvikling. Derfor bør man rette opmærksomheden mod USA for at følge med i udviklingen. Min udredning skal læses med USA-aktierne for øje som anfører (Bellweather). Andre lande trækkes med eller følger frivilligt efter. Men den tid kan måske få sin afslutning nu, hvis USA rammes af et IT-krak og skal finde frem til en ny begyndelse.
Europa har derimod et langsommere og næsten dvask børsmarked. En ændring mod mere aktiedynamik i Europa er på vej pga. nulrenterne. Det kan vise sig at blive vores redning og sikkerhedsnet ved en eventuel afsporing af det opkogte IT-fokuserede børsmarked i USA. De store danske C25-aktier har dog også oparbejdet et meget højt kursniveau (stærke niche-virksomheder og grønne aktier) som en solopræstation, men det er et dansk særpræg.
Du kan læse en udredning om den dybere sammenhæng af årsager og ændringer i min foregående artikel. Nu går vi til stålet og ser på fem forskellige scenarier for 2021 og 2022.
Ud over disse muligheder, hvoraf kun en må anses for at ligge lige uden for ”skiven”, kan jeg kun udtænke to andre og ekstreme situationer:
Scenarie 6 er et USA-børskrak (formindsket 1929 forløb), som breder sig til andre lande med flere års efterfølgende koma tilstand (i stil med Japan dykket i 1990 og udviklingen siden da).
Scenarie 7 er en helt ny form for ”moderat hyperinflation” (stigninger i forbrugerpriserne på +5-15 pct. årligt i en årrække), hvorved det nuværende høje værdiniveau for aktier og fast ejendom bliver retfærdiggjort herved og alle finansielle/reale aktiver så skubbes yderligere opad i markedspris.
Scenarie 1: Fortsættelse af den igangværende udvikling - Blød sektorrotation
Det er altid mest sandsynligt, at den allerede igangværende udvikling vil fortsætte (The trend is your friend). Men det er dog også udtryk for ”at springe over, hvor gærdet er lavest”.
Udviklingen kan vel beskrives som en blød sektorrotation, hvor IT-boom aktierne drejer mod Øst og siver lidt nedad med periodevise forsøg på fornyede ryk opad. Men der opstår ikke massive udsalg. Mit børsknæ fortæller, at ”Smart money” trækker penge ud af IT-segmentet og trapper ned til fordel for køb ind i nye hotte påfund. Metaller som kobber er et sådant nyt hot spot, og mineselskaber er derfor ”on the rise” så det kan ses. Man satser på nye hurtige aktieideer, altså fortsat aggressiv adfærd hos ”leaders of the pack”.
Omvendt er der allerede nu bedre performance for mere traditionelle selskaber end IT-boomers, hvilket må afspejle en sektorrotation. Nye hotspots som kobberminer er et interessant signal. Konjunkturfølsomme selskaber som stål, kemi og bilindustri er også rykket mod Nordøst.
Scenarie 1 er derfor en blød sektorrotation med relativ bedst performance for traditionelle aktier, som vil blive trukket ind i opturen i voksende udstrækning. Banker i Europa (Danmark) burde kunne komme endnu mere ind i en sådan optur. I min optik er olieselskaber en oplagt sektor med upside. Forbruget af olie vil vende tilbage til 2019-niveauet i løbet af 6-12 måneder, hvor flyvning vil komme i gang i Ny Normal omfang og kræve måske 3 mio. tønder mere i døgnet end i dag.
Scenarie 2: IT-krak - Hurtig sektorrotation drevet af børsmarkederne
Et andet forløb (mit gæt er netop dette) kan blive en drastisk omlægning med exit fra IT-boom segmentet med massive udsalg og dermed kursfald her. NASDAQ 100 kan opfattes som proxy for dette segment, og et dyk vil kunne få et drastisk omfang: et procentuelt stort kurstab og et enormt tab af bogførte formueværdier. Et kurstab på eksempelvis 40-50 pct. vil blæse formuer væk af et omfang, som vil medføre forhøjede krav til afkast/risikoforholdet for alle placeringer (også obligationer) og betyde nedsat kursværdi på andre aktiver i kapitalmarkedet (spredning af kursfald). En mere simpel udgave heraf vil blive, at mange investorer vil kaste håndklædet i ringen og trække sig væk fra aktieplaceringer med de mest risikofulde som de første. Brændt barn skyr ilden.
Risikoen ved et abrupt omskift er, at der kan opstå en form for IT-børskrak. Drengene på Wall Street vil så prøve at udnytte situationen ved at short-sælge almindelige aktier for at tjene på en spredning. Samtidig kan de ved at forstærke balladen håbe på at få hjælp fra centralbanken og Biden-administrationen.
Der kan med andre ord komme et hårdt ryk nedad ved et uventet sådant omskift, og turbulens på hele børsmarkedet vil straks kunne indtræffe. Men det burde kunne betragtes som en form for Blackout risiko. Perspektivet er nemlig, at en bred optur i det normale marked vil kunne tage fart (Europa er godt positionere her). IT-boom’erne må tage sig en pause nede på et helt andet og meget lavere kursniveau end i dag.
Perspektivet er derfor, at vi skal passere en hård oplevelse med en form for IT-børskrak. Blackout vil fra Fed’s og Biden-administrationens side blive søgt hindret i at brede sig, da det kan spolere hele samfundsøkonomien. Det normale aktiemarked vil dermed kunne blomstre op i 2021 og videre i 2022.
Læs også: Lau Svenssen: Opkøb af egne aktier – ingen smutvej til en positiv profil
Scenarie 3: Renteeventyret stopper pludselig pga. inflation
Dette udviklingsforløb vækker voksende bekymring og fremhæves gang på gang som årsag, når aktiekurserne foretager et mærkbart ryk nedad. Rigtigheden i tankegangen er god nok og en ”nobrainer”. Derfor er alle og enhver i finansmarkedet fokuseret på de lave renter, som jo udgør selve kilden til boom’et i formueværdierne. Gratis penge er brændstoffet, som har skabt de enorme formuegevinster og grundlag for All Time High priser på aktier, fast ejendom og alt muligt andet. Desuden elsker banker og finansøkonomer renter, som er sektorens levebrød: dybest set er nul renter at fjerne en banks livsgrundlag, men heldigvis har kapitalgevinster kunnet opveje dette tab.
Truslen er, at mange års stadig mere offensiv og aggressiv brug af ekspansiv pengepolitik, pludselig rammer ind i en mur som følge af en eksplosion i inflationen. Den er ved at vende tilbage og simpel logik tilsiger, at renten i sin egenskab som ”prisen på penge per år” nu skal opad. Størrelsen af det igangværende løft i inflationen er der mange meninger om, da det drejer sig om en ny situation og en række til dels sammenfiltrerede faktorer: Start-op prisstigninger pga. for små lagre, problemer i varekæden (logistik og kapacitetsmangel på centrale komponentfabrikker), leveringstid på mange produkter (biler), overophedning af bygge-/håndværkssektoren, start på udskudte projekter herunder EU-hjælpeprogrammernes igangsættelse og endelig genoptagelse fra forbrugernes side af anskaffelser og underholdning/ferier efter Corona-koma-fasen.
En blød og langsom rentestigning kan ikke vælte læsset, og her står Europa stærkt i forhold til USA. Omvendt vil et pludseligt kvantespring opad i renteniveauet, eksempelvis i USA fra de nuværende 1,6 pct. for en 10 årig statsobligation til 3,0 pct. Det vil udløse voldsomme kurstab og et chok, der kan ramme bankerne med et uventet hammerslag. Denne risiko er svær at bedømme men må ikke ignoreres.
Pludselig vil obligationer igen fremstå som et alternativ til aktier med et fornuftigt afkast. TINA (There Is No Alternative) situationen for aktier vil forsvinde på en nat. Den amerikanske centralbank Federal Reserve vil naturligvis prøve at stå imod et sådant jordskred, men det vil kun gøre ondt værre. Værdien af dollar på valutamarkedet vil kunne gå samme vej: Syd. Pensionssektoren vil havne i en krise med hul i kassen.
For aktiemarkedet er det et ondt scenarie. Her står selskaber med lange projekter med fastlagt afkastningsgrad (fx vindmøller) dårligst. Det generelle P/E-niveau skal reguleres ned til et højere afkastkrav, og aktierne må imødese modstand ved bortfald af de nugældende ekstremt gunstige renteforhold. Der bliver opad bakke for aktierne. I relation til sektorrotation vil et sådant forløb fortsat gavne traditionelle sektorer i forhold til IT-boomers, men en sektor som banker kan komme i klemme.
Hvor vidt en hidtil ukendt situation med et pludseligt kvantespring opad i renterne på over 1,0 pct. i løbet af måske 24-72 timer kan fremkalde et generel børskrak er et interessant spørgsmål. Hvis ITballonen ikke er blevet hevet ned i en holdbar højde, vil det måske kunne indtræffe netop ved et sådant rentechok.
Alt det her handler mere om rækkefølgen end selve strukturen/konsekvenserne i renteforholdene, som er uholdbare. Der er bare ingen, som tør sige det højt og alle synes interesseret i at fortsætte eventyret længst muligt. Jeg har som en gammel sur mand med fornuft tilbage i mit hoved i lang tid advaret om, at jo længere man skubber normaliseringen af renteforholdene foran sig, des mere dramatisk må afslutningen nødvendigvis blive. Men renten i USA vil trods alt næppe stige mere end et par procent, så en total choktilstand burde der ikke blive tale om. Problemet på det punkt er, at vi er blevet fartblinde omkring minimale renteforhold. Kalibrering til virkeligheden er påkrævet.
Scenarie 4: Corona-regningen i form af gældsforøgelse sender renterne op
Forud for og i forlængelse af problemerne med fornyet inflation er der spørgsmålet om en reel eksplosion statsgælden som følge af de voldsomme statslige udgifter under Corona-nedlukningerne. Samtidig er økonomiens grundlag i form af privat indkomstdannelse (reelt BNP) udsat for et stort tab. Gæld/BNP forholdet er med andre ord steget, da de to faktorer er gået hver sin vej. Centralbankernes opkøb af obligationer har stoppet hullet midlertidigt, og nul-renterne betyder, at man (staten) umiddelbart betragtet kan tage let på problemet. Lån er jo gratis.
Værst står UK, som i næsten i ethvert spørgsmål har en katastrofal svag økonomisk stilling. Det eneste sted UK er i besiddelse af fordums storhed er inde i Boris Johnson’s hoved. England ligner Frankrig: en nation med en alt for storstilet selviscenesættelse uden erkendelse af virkeligheden. Heldigvis har UK valgt at isolere sig fra EU.
USA står reelt set også svagt men prøver at leve videre på stormagtens renomme. Renteniveauet viser allerede nu svagheden med en forskel til Euroland på 1,75 pct. i spread for 10 årig obligationer mellem USA og Tyskland.
Kernen i dette spørgsmål er risikopræmien på de enkelte landes statsgæld, altså deres credit rating. Kreditbureauerne kan dog hverken anses for uafhængige eller særlig visionære, så deres bidrag til rettidig omhu synes at mangle. De er bagefter i en form for misforstået ansvarlig adfærd, da de omfatter sig selv som systemvigtige institutioner i forhold til statsmagten. Til gengæld vil de formentlig drage af huse med advarsler, hvis/når renterne begynder at stige. De skulle jo nødigt komme for sent, så Subprime moradset fra 2006-08 og Finanskrisens snavs på ny hvirvles op.
Pointen omkring dette punkt er, at højere risikopræmie på statsgæld vil bremse økonomien og medføre kurstab på statsobligationer og en negativ afsmitning over mod andre obligationer (bolig og erhverv). Det vil ramme pensionsformuerne med kurstab. Afkastkravet til aktier vil blive forhøjet som følgevirkning. I relation til sektorrotation får det næppe betydning, og aktierne burde være robuste på dette punkt.
Læs også: Morten Springborg: Fart på den grønne bølge i emerging markets
Scenarie 5: Corona-evaluering udløser politiske omvæltninger
Håndteringen af Corona med nedlukninger har efter min vurdering været en eklatant fejltagelse. Det er blevet gennemført som et politisk-administrativt styret overgreb mod befolkningen. Man har skudt myg med kanoner og regeringen (politikerne i bred forstand, da alle jo var enige) har dermed vist sig uduelige og direkte skadeforvoldende. Denne konklusion gælder uagtet de samme metoder har været rullet ud i de fleste andre europæiske lande. Ingen tænker eller tør tage ansvar for aktiv handling men prøver bare at efterligne de andre. Frygt og uvidenhed har kendetegnet beslutningstagerne under Corona-krisen. Man gjorde ondt værre.
For at dække over fadæsen søger den herskende elite derfor at videreføre deres hidtidig linje. De er fanget af deres egen italesættelse af Corona-problemerne som folkedød og katastrofe. Kunsten for The Establishment består derfor i at luske væk fra overgrebene med ”spærretid” på en måde som ligner en sejr. Man benytter (stats-)medierne til at kolportere disse synspunkter, som indpakkes i ansvarlighed. Tiltag om afvikling af indespærringen med vaccinationer og Corona-pas fungerer som skalkeskjul. Man må håbe, at vaccinerne virker, ellers har vi siddet i hulerne og visnet uden grund.
Det store problem opstår, hvis/når Corona-frygtens tåge letter. Låget på samfundsgryden kan hurtigt ryge af, når folk begynder at overskue de horrible konsekvenser af Corona-nedlukningerne. Som samfund er vi alle blevet påført som et enormt tab af en almægtig statsmagt, som påstod at beskytte os mod en svært håndterbar men trods alt ikke højdødelig sygdom. Samtidig er nogle mennesker blevet markant rigere i kraft af et stort ryk opad i prisen på fast ejendom og aktier. Andre er blevet holdt i live med statshjælp og må nøjes med det. Et utal af folk får tiden til at gå med at teste og nye former for udgiftskrævende indsats. Små selvstændige servicefirmaer har fået hårde tæv og mange er gået fallit. Minkavlerne har fået berufsverbot og er blevet tvangslukket med erstatninger, som vi alle skal betale. Regning uden vært.
Hvis Europa’s befolkning vågner op af døsen, er der revolution i luften uanset om farven på vestene fortsat bliver gul. Danmark har aldrig været foran i den form for opbrud, så det vil i givet fald først indtræffe i andre lande, fx Frankrig eller Tyskland. UK er også en mulighed, men de har stirret sig blinde på Brexit ud over Corona. EU skal dog nu til at åbne for den store fælles pengepose fra genopretningsfonden, som landene bevilgede hinanden. Fælles låntagning udgør her den egentlige nyhed og det afgørende punkt for de svage Eurolande i Sydeuropa. Disse nye penge kan måske holde folket hen med snak et stykke tid: Giv dem teater og brød.
I relation til aktiemarkedet vil drastiske opbrud i magtforholdene blive anset som en trussel, og pilen peger derfor i første omgang mod Sydøst i et sådant scenarie. Renterne kan også gå amok opad, da tilbagebetalingen af statsgæld kommer under angreb. Sektormæssigt vil det gavne traditionelle selskaber. IT-monopolernes evne til at smigre sig ind hos Magteliten kan derimod blive standet og repressalier/straf tænkes lanceret. Den kendte struktur i de europæiske lande vil blive brudt op.
Mange stilfærdige mennesker vil mene, at Scenarie 5 ligger langt uden for ”skiven”. Uanset det vil vore lande formentlig ende med et sådant – på mange måder åbent, farligt og dramatisk – forløb i løbet af de kommende år (inden for 10 år men formentlig få år). Europa og USA kører på overtid med de nuværende samfundsmæssige magtforhold (Elitært styre). Det er kun et spørgsmål om tid før folk vågner op og forstår, at vi er blevet ført bag lyset. Demokratisk legitimering af en struktur med overdimensioneret fremmedgørende kontrol i superstater er udtryk for manipulation. Der er ikke tale om reelt demokrati, hvor vi selv må bære ansvaret for selvskadelig styring af samfundet fra de valgte politikeres side. Vestlandenes repræsentative demokrati med superstater har i tidens løb i virkeligheden udviklet sig til partibaseret oligarki (fåmandsvælde). Hvis det går op for folk at de er blevet snydt og mishandlet for deres egne penge, vil de have magten tilbage. Hverken frygt for forandringer, Corona, Putin eller Kina kan lamme frie folk. Kriser åbner for ny erkendelse af virkeligheden - og det er der brug for.
Læs også: Lau Svenssen: Uro og forvirring på børserne
Læs også: Niclas Faurby om bølgen af børsnoteringer: To ting bekymrer mig
