2020 er heldigvis overstået, og det har været et besværligt år med store afvigelser – først nedad i Q2, så et rebound i Q3.
Spørgsmålet om Q4-udviklingen er endnu ikke oplyst, og udfaldet kan ligge inden for et bredt interval. Formentlig vil de børsnoterede selskaber kunne fremlægge en række positive afvigelser i forhold til den matte og usikre guidance, som tidligere er afgivet.
Pointen er, at ledelsen skal informere uden unødig forsinkelse, hvis der er indtrådt væsentlige afvigelser. Denne gang kan man vel sige, at informationspligten må være udvidet til også at gælde ”udfald inden for skiven”. Sagen er jo, at uklarheden er større end normalt og i sig selv virker det som en belastning på børskursen. Hellere for megen information i en fase med turbulens end for sparsomme oplysninger.
Generelt har topcheferne (CEO og CFO) godt greb om tallene takket være velfungerende IT- systemer (typisk SAP-løsninger). Kombineret med julestilheden (og denne gang også en nedlukning) er der få ukendte forhold til at kræve udskydelse for oplysning udadtil af hovedtallene.
Et punkt med ekstra usikkerhed og vægt kan blive 'Impairment test', dvs. vurdering af nedskrivning af immaterielle aktiver som goodwill og produktrettigheder. Når en forretning bringes ud af kurs på grund af kriseforhold, reduceres værdien af tilkøbte aktiviteter og dermed den overpris (goodwill mv.) som allerede er betalt.
Læs også: Tegn på nye tider: Gemmer der sig guld i disse aktier?
Samlet set har 2020 ikke været noget godt år for de fleste virksomheder. Man har generelt klaret sig pænt igennem denne uventede test af forretningens indre styrke og fået afprøvet organisationens evne til at fungere under stressede ydre vilkår. Et interessant eksempel er DFDS, som har oplevet gentagne Go-Stop situationer i UK-trafikken pga. udskudte frister for Brexit, og samtidig fik passagertrafikken en mavepuster af Corona-nedlukningerne.
Selv om selskabet har modtaget statslig støtte i Danmark, har ledelsen tildelt medarbejderne et pænt beløb i bonus – og det var vel at mærke før den endelige Brexit-aftale faldt på plads. Pandora har opjusteret sin guidance, men uanset det er 2020 belastet af afbræk og bøvl med et unormalt flow i varesalget, logistik og produktion. Høreapparatselskaberne ser ud til at være ved at indhente det nysalg, som blev udskudt i Q2, men her kan de nye nedlukninger forstyrre den igangværende genrejsning.
Hos GN er der en lignende situation, men det anden ben med headsets (og IT videomødeudstyr) viser for alvor sine udviklingsmuligheder. Carlsberg vil formentlig også kunne opjustere efter et år med behov for dygtig styring ude i de enkelte lande. Corona har nemlig også betydet mindre magt til koncernledelsen og større værdi af indsatsen ude i frontlinjen.
Guidance 2021 er dog et problem
Den væsentligste bremse omkring udsendelse af en Trading Update må være uklarhed om udsigten for 2021 og dermed guidance og andre signaler angående fremtiden. Forlængelse af de uventede, besværlige og unormale markedsvilkår pga. Corona ind i 2021 udgør et nyt problem. I stedet for at se frem mod Relief og Rebound i Q1 er der nu udsigt til et kvartal med lav aktivitet og nye afbræk i salget og leveringen af varer og services.
Hvis man før det planlagte tidspunkt frigiver hovedtal for 2020, er man næsten nødt til også at komme med en situationsmelding om forholdene her og nu og dermed en delvis guidance for hele 2021. Uanset hvor mange budgettal man har til rådighed, er der vist ikke mange folk i bestyrelser som frivilligt ønsker at videregive disse informationer før Corona-tågen letter.
I relation til aktiernes optimistiske kursniveau på 'All Time High', er der næppe grund til frygt for en punktering fra sådanne Trading Updates men derimod en beroligelse. De mest oppiskede aktier kan dog risikere en punktering.
Læs også: Lau Svenssen: Negative renter straffer ældre menneskers passivitet
Læs også: 5 scenarier for 2021: 'Når det sker, vil aktiemarkedet typisk bremse op'