Henter kommentarer

5 scenarier for 2021: 'Når det sker, vil aktiemarkedet typisk bremse op'



2020 var et helt igennem specielt år. Da året begyndte, var arbejdsløsheden i USA på det laveste niveau i 50 år. Så ramte Corona krisen, og blot få måneder senere var arbejdsløsheden steget til det højeste i 80 år. Det var samtidig et år, som både rummede den hurtigste nedtur på aktiemarkedet og den kraftigste aktieoptur siden 1930’erne.

Så 2020 mindede os på den mest ekstreme måde om, hvorfor så mange betragter aktiemarkedet som hysterisk – eller sagt lidt pænere; at markedet ikke venter på nogen - hverken ned eller op.

Aktier slår obligationer i 2021

Det kan lyde paradoksalt, men aktiemarkederne klarer sig bedst, når der er stor ledig kapacitet i økonomien, dvs. når det faktiske BNP er noget lavere end det potentielle BNP. I den situation er der potentiale for accelererende økonomisk vækst uden inflationært pres – hvilket skaber et positivt fundament for aktier. Det afspejler også en situation, hvor investeringer og forbrug er bremset op og har potentiale for at vokse.

Hvor centralbankerne fører en meget lempelig pengepolitik (som nu) for at stimulere beskæftigelse og inflation. En lempelig pengepolitik stimulerer låntagning, vækst og løfter husholdningernes formuer. Det er derfor heller ikke tilfældigt, at aktiemarkederne trives, når væksten i pengemængden er høj – som nu. Lagrene i virksomhederne er lave, som de typisk er det efter en krise – og en normalisering af lagrene kan yderligere medvirke til at stimulere væksten i 2021.

Læs også: Porteføljeforvalter bag bedste danske fond: Derfor ser jeg potentiale i disse to nye danske aktier

Jeg må give skeptikerne ret i, at visse aktiesegmenter ser dyre ud. Fordi coronakrisen har ramt virksomhedernes aktuelle indtjening hårdt, men frem for alt fordi renterne er historisk lave, hvilket har løftet kurserne på f.eks. FANMAG-aktierne (Facebook, Amazon, Netflix, Microsoft, Apple, Google, red.) til høje niveauer. Men de historisk lave renter betyder samtidig, at obligationer er meget dyre. Det sidste vil blive endnu mere tydeligt i 2021 hvor økonomien rammer det ”sweet spot”, som jeg beskriver ovenfor, som grundlæggende giver medvind til aktier – og modvind til obligationer.

Småt er godt

Small cap-aktier har outperformet large cap-aktier markant siden vaccinenyheden fra Pfizer 9. november. Jeg tror dog, at der er plads til mere på den front i 1. halvår af 2021. Small cap-aktier outperformer typisk de første 12-15 måneder af en optur. De er ofte mere sårbare, når økonomien bremser op, og deres aktiekurser falder typisk kraftigere end resten af markedet under en nedtur. Det betyder også, at de er mere oversolgte end resten af markedet, når opturen starter.

Læs også: Lars Tvede har tjent en formue her før - nu ser han en ny mulighed

De er samtidig ofte mere fleksible og kan hurtigere tilpasse sig en ny situation, hvor økonomien atter vokser. De trives, når kreditspændende har været høje og falder, som det er tilfældet aktuelt. Så i Danmark findes de bedste aktieinvesteringer i 2021 formentlig ikke i C-20 indekset, men længere nede i kurslisten.

Value slår vækst i 2021

Begreberne value- og vækst-aktier er lidt flydende, men vækstaktier er typisk aktier, som er højt prissat, fordi der er høje forventninger til deres evne til at skabe vækst i indtjening på lang sigt – mens det med value aktier forholder sig omvendt. Siden 2006 har vækstaktier generelt outperformet value-aktier. Finanskrisen betød lavere vækstrater i økonomien i en årrække, hvilket ramte value-aktier hårdt.

I de seneste 3 år har vækstaktiers outperformance været historisk høj. Først var det Trumps handelskrig, der skyggede for de generelle økonomiske vækstudsigter, og siden ramte coronakrisen. Under de økonomiske vilkår har virksomheder med evne til at skabe forudsigelig og stabil vækst i den grad været en mangelvare. Derfor har investorerne i stigende grad søgt mod vækstaktier og de ”sikre væksthavne”, herunder Tech og Pharma aktierne.

Læs også: 3 mulige vinderaktier til 2021: 'Det er en af mine yndlingsaktier'

Men med valget af Joe Biden som præsident i USA er der udsigt til mindre geopolitisk uro i verden, og med vacciner, der betyder en gradvis og permanent åbning af den globale økonomi, vil flere virksomheder kunne præstere høje vækstrater – i det mindste i en periode. Energi og finans – to klassiske value sektorer – har været de svageste performere på aktiemarkedet i 2020. Men det er også de to sektorer, der i december måned har oplevet de største løft i analytikernes
indtjeningsforventninger til 2021.

Resten af verden slår USA

Da Trump i 2017 arbejdede for skattenedsættelser, og den globale økonomi befandt sig i et synkront opsving, performede aktiemarkederne i alle verdens regioner stærkt. Men da Trump skød handelskrigen i gang i januar 2018, skiftede mønsteret og resten af verden begyndte systematisk at underperforme det amerikanske marked, der er domineret af Tech+ og defensive sektorer. Det mønster er brudt nu med valget af Joe Biden som præsident i USA.

Samtidig peger historien på, at aktier på emerging markets typisk outperformer USA i den første fase af et opsving. Japan er ligeledes et cyklisk aktiemarked, som vil nyde godt af opsvinget i 2021. I Europa fylder value-sektorer meget, og Tech - som har været den store outperformer de seneste år – meget lidt. En forudsætning for at
Europa og value kan outperforme i 2021, er at de lange renter stiger – eller i det mindste har udsigt til det. Og med historisk lave renter og realrenter samt udsigt til et synkront opsving i den globale økonomi i halen på corona-vaccinerne, tror jeg, at tendensen gradvist vil gå mod højere renter.

Første halvår bliver bedre end andet halvår

Aktiemarkederne vil i de kommende måneder nyde godt af, at de befinder sig i et sweet spot, hvor økonomien kan vokse hastigt uden af skabe inflation, og pengepolitikken vil forblive ekstremt lempelig. Men væksten vil på et tidspunkt toppe ud og falde tilbage mod et mere normalt niveau. Når det sker, vil aktiemarkedet typisk bremse op. Hvis det sker samtidig med, at den amerikanske centralbank signalerer, at den er på vej mod at reducere sine obligationskøb, kan det betyde en hårdere opbremsning på aktiemarkedet. Jeg tror, der er en god chance for, at mindst en af de to ting sker i 2021 – men formentlig først i andet halvår.

Det behøver ikke at betyde en langvarig opbremsning, men det er værd at huske på, at aktiemarkedet potentielt ser alle ændringer igennem et forstørrelsesglas –
især når de kommer efter store bevægelser: Globale aktier er siden bunden i marts 2020 steget med 68 pct.

Lige nu er den største synlige risiko mod det verdensbillede, som jeg beskriver overfor, at coronavirussen muterer i et omfang, der gør, at de udviklede vacciner mister deres effekt. Der er derfor mange gode grunde til at holde et skarpt øje med større mutationer i virus, som den, der netop er rapporteret fra Sydafrika.

Læs også: Aktiechef peger på 3 mulige aktie-guldfugle til 2021

Læs også: Kendt tech-investor tror på gaming-aktie til 2021: 'Aktien er alt, alt for billig'