Verdensøkonomien er hastigt på vej op i omdrejninger efter Corona-nedlukningerne.
Udviklingen øger olieforbruget og det reagerer hurtigt, men i årets første måneder er der sket en markant reduktion af de unormalt store olielagre. Korrektionen har betydet lavere råolieproduktion end forbrug, men denne tilpasning er næsten overstået. Derfor skal output og forbrug følges ad fremover. Lavere produktion er årsagen til det svage tankmarked i Q1 og videre ind i Q2.
I efterspørgslen er der fortsat et efterslæb i olieforbruget inden for flytrafik, som først skal i gang igen. Selv om det er på vej, må det formodes at indebære væsentlig færre starter i år og næste år end niveauet lå på i 2019 før Corona. Det vil fremgå af et stort antal fly sat i mølpose.
Strukturelt er det trods alt positivt for balancen i forbrugsmix’et, da flyene bruger let brændstof. Den ekstra mængde af let brændstof kan så blive brugt andre steder. Tunge olieprodukter er der overskud af. For søfarten kan det give en sidegevinst i forsyningen og prisen på let marineolie.
Perspektivet er, at det nuværende olieforbrug på 96 mio. tønder i døgnet (mboe) vil stige til rundt 100 mboe ultimo 2021. Toppunktet i 2019 lå på knapt 102 mboe. Produktionen ligger dog pt. lavere på rundt 94 mboe. Kapaciteten reduceres løbende i form af vigende output. Denne modvind skal klares ved at åbne nye felter, men her er tilgangen lav. Den linje vil fortsætte, da olieselskaberne ikke ønsker at investere mere end nødvendigt.
OPEC+ søger at holde en ansvarlig balance i oliemarkedet
Kartellet ser ud til at have godt greb om markedet i form af disciplin i overholdelsen af de aftalte kvoter. Associeringsaftalen med Rusland, Mexico mv. fungerer også tilfredsstillende. OPEC+ råder dermed over halvdelen af den globale oliekapacitet, men det er også dette kartel selv som må bære byrden ved udsving nedad. Reservekapaciteten angives til at ligge på 6 mboe, men alle de frie oliefirmaer kører på fuldt tryk. Kartellet har alligevel greb om markedet, idet de accepterer en buffer. Deres store ønske er at kunne holde prisen oppe i nærheden af det maksimalt mulige.
Der er dog to lande, som er uden for kontrol, men det truer ikke med at få oliemarkedet til at flyde over med udbud og dermed risiko for prisfald. De to frie variable er USA og Iran. USA er blevet verdens største olieproducent. Fremgangen kommer fra skifferolie, hvor prisen er afgørende. Der sker nemlig en hurtig tømning af disse felter, og det giver behov for shakeups eller nye boringer. Med priser over 50 dollar er der på ny fremdrift i produktionen. Da olieprisen var i knæ, truede en krise med at ramme skifferproducenterne, men de slap ud af klemmen som bestod i gældsbyrden.
Iran råder over en væsentlig reservekapacitet som følge af USA’s boykot relateret til den såkaldte atomaftale. Trump førte en hård linje, mens Biden ser ud til at være interesseret i en konstruktiv forsoning. USA ønsker ro og afspænding i Mellemøsten, hvor Iran og Saudi Arabien har oparbejdet et alvorligt modsætningsforhold. I Yemen udfører de to lande en såkaldt stedfortræderkrig, og der er gentagne konfrontationer en række andre steder mellem de to landes lokale allierede.
Iran’s kapacitet til oparbejdning af uran er balladepunktet. Der har været gennemført en række forsøg på sabotage og en likvidering. Det ser ud til at have spoleret udviklingsplanerne. Samtidig erkender man vel hos styret i Teheran, at man vil blive bombet tilbage hver gang man får godt fat. Det er derfor tid til revurdering og i stedet søge at få gang i økonomien, så man kan udnytte landets enorme potentiale af olie og naturgas. Om 20 år er det for sent, og så må de enorme energireserver blive liggende nede i jorden. Nu eller aldrig.
Biden vil bruge Iran til at stoppe Putin
En aftale med Iran om ophævelse af sanktioner og samarbejde om fredelig udnyttelse af A-kraft kan være på vej i løbet af de kommende måneder. USA har nemlig travlt med at få udvidet adgangen til olieforsyninger, idet en større plan kan være på vej.
Biden-administrationen har en helt anden holdning til Putin end Trump, som havde en betænkelig god samarbejdsrelation til Putin & Venner. Formentlig gælder disse venlige relationer mest Vennerne i inderkredsen med byggeprojekter, hvor der ser ud til at være en vigtig berøringsflade.
Biden har en traditionel attitude over for Rusland. Landet opfattes som hovedfjende og modpart, der skal holdes i ave og forhindres i at få yderligere succes med aggressiv udenrigspolitik. Det samme gælder for Ruslands undergravende aktiviteter i Vestlandene inklusive USA selv, da det har karakter af en moderne form for guerillakrig. USA vil ikke længere give Putin frit spil omkring undergravende og direkte fjendtlig aktivitet ved Ruslands vestgrænser. Ukraine skal beskyttes. Belarus (Hviderusland) er også i spil, men her har Rusland en stærk stilling indtil landets præsident væltes af befolkningen ved et oprør.
Sanktioner mod Rusland har indtil videre vist sig virkningsløse, da eksporten af olie og naturgas ikke forhindres. Men det bliver pludselig til en ny mulighed, hvis Iran får fri adgang til olieeksport. Så kan Rusland tages ud af ligningen for verdens olieforsyning. De må nøjes med at sælge til Kina og de traditionelle kunder i de omliggende SNG-lande. Kina redede (så vidt vides) Rusland fra ruin i 2014, hvor olieprisen droppede fra 100+ dollar til under det halve. Kina lovede at aftage olie og naturgas fra Rusland. Kineserne retter sig nemlig ikke efter amerikanske diktater – tværtimod udgør det en åbning for dem til at etablere nye relationer.
EU-landene vil dog blive ramt af et problem omkring fremtidig levering af naturgas fra Rusland. Alle involverede parter dog nok kunne acceptere dette dilemma som en praktisk nødvendighed.
Læs også: Lau Svenssen: Rentefestens kapitalgevinster findes på boligmarkedet
Olieprisen
Ovenstående er udtryk for min vurdering af et muligt/sandsynligt scenarie i løbet af de kommende måneder. Der kan dog ske mange andre ting, da det er et åbent spil. Pointen med USA’s ønske om inddæmning af Rusland er der næppe tvivl om som strategi. Opgaven består for USA i at styrke (genopbygge efter Trump) sin stilling over for Rusland og systematisk - men ikke for synligt - at stramme grebet. Man må vente med at åbne den direkte konfrontation med Rusland indtil brikkerne er på plads og USA har opnået maksimal robusthed for sin konstellation mod Rusland, som ikke må smuldre. Hvis styret i Belarus pludselig væltes af befolkningen, vil Putin blive desperat. Af samme årsag har Putin og Tyrkiets Erdogan begravet stridsøksen og prøver nu at hjælpe hinanden.
Olieprisen ser ud til at få rygvind fra genrejsning af økonomien efter Corona-nedlukningen. Det er i fuld gang. Sammenholdt med det opkogte marked for metaller er olieprisen imidlertid langt bagefter i sin optur. For mig at se peger retningen opad for olieprisen. Mit gæt er 75-80 dollar pr. tønde ultimo mod pt. 68,0 dollar for WTI-kontrakten og 70,6 dollar for Brent kvalitet.
Hvis der for alvor indledes en hård embargo mod Rusland omkring eksport af råolie, kan prisen rykke yderligere opad. Det bliver dog kun kortvarigt som en form for overraskelse og chok. Ingen påregner, at Biden på den måde virkelig vil sætte Putin stolen for døren og dermed undergrave hans magtposition i landet. Ruslands eneste håb vil så være salg til Kina, som vil kunne træde til i endnu større omfang med import. For tankskibe kan det blive ren jubel med ekstremt lange rejser på kryds og tværs, herunder øget eksport fra Persergolfen af iransk olie.
Påvirkningen af inflation og renter kan få et yderligere skub opad, hvis Rusland’s eksport af energi og råstoffer blokeres effektivt, men det vil være en negativ følgevirkning. En konfrontation vil både være dyr og kan komme til at tage lang tid. Håbet for USA er, at der kan komme skub i en positiv udvikling i Belarus. Det vil underminere Putin. Mussolini i Italien faldt også før Tyskland i Anden Verdenskrig, men mærkværdigvis døde han kun to dage før Hitler.
Aktierne
Olieselskaberne optimerer deres udnyttelse af felterne og har derfor fuld gavn af de stigende priser på råolie og afsmitningen på naturgasprisen. Branchens aktier må anses for lavt prissat med mindre man frygter et markant dyk i olieprisen. Her ligger risikoen. Aktier olieselskaber har været udsat for massive udsalg ud fra holdningsbaserede synspunkter hos en række store investorer og forvaltere, der ønsker at afvikle deres eksponering inden for sort energi.
Jeg mener, at der er tale om misforstået teoretisk form for politisk korrekthed. De pågældende aktører er alt for tidligt ude – men det kan jo give positiv omtale. Hvis man ikke selv har pengene på bordet men blot optræder som en velaflønnet administrativ forvalter, så er argumentet jo i orden - kunden betaler gildet og bliver ikke ”grøn i hovedet” af utilfredshed og misundelse over tab af afkast. Grøn idealisme koster. Det giver så en god opsamlingsmulighed for alle andre investorer.
Problemet for olieselskaberne bliver at få tømt reserverne tilstrækkeligt hurtigt, så de ikke brænder inde med et stort restlager om 20 år, når verden er nået langt frem med omstillingen til grøn energi. De skal pumpe løs nu, så OPEC+ landene ender med Sorteper i form af store uanvendelige oliereserver.
I min optik er der for andet halvår og de næste par år positive udsigter for olieproducenterne (Upstream). Selskaber som Equinor, BP og Shell med planer om omlægning til grøn energi i de kommende 20 år, har ekstra langsigtet upside potentiale som fremtidens store grønne energiselskaber oveni værdien af den nuværende forretning.
Naturgas vil få høj vækst frem mod 2050 og forventes at klare både stigningen i energiforbruget og skiftet væk fra kul. Desværre ligger et af verdens største gasselskaber, Gazprom, i Rusland, så det må vente som aktiekøb til et systemskifte i landet har fjernet de negative faktorer. Til gengæld vil Equinor kunne se frem mod forbedret afsætning og højere priser for sin store eksport af naturgas fra Norge, hvis Rusland bliver udsat for en embargo.
Midstream og Downstream olieselskaber med raffinaderier og tankstationer mv. er svære at begå sig i, da de let kan blive påvirket af de store prisudsving på olie (lagerværdien rykker op/ned).
Endelig har oliemarkedet stor indflydelse på transporter med tankskibe. Råolieskibe (Crude Carriers; Stortank) har haft elendig indtjening i første halvår. Med udsigt til +2 mio. tønder i øget eksport fra OPEC+ fra starten af andet halvår og formentlig endnu mere frem mod årsskiftet, tegner det godt. Hvis Iran får fri adgang til eksport vil det gavne stortankmarkedet, men det kan på kort sigt udløse et fald i olieprisen. Til gengæld vil start på en hård linje fra amerikansk side over for Rusland kunne føre til en markant stigning i olieprisen og øge transportarbejdet. Behovet udregnes som afstand X mængde, da det udgør transportarbejdet og dermed kravet til skibskapacitet. Kina’s import fra Rusland er allerede i dag fantastisk for skibene. Det samme gælder for USA til Kina eksporten, men det eventyr ser ud til at være standset (midlertidigt eller permanent?).
Produkttankskibe er en dansk specialitet med TORM og DS Norden placeret i top som operatører og også angående deres indsats af ejede/lejede skibe. Hafnia (børsnotert i Norge) er også med i dette segment. Efter normaliseringen af olielagrene vil behovet for transport af færdige olieprodukter vokse markant. Samme positive påvirkning kommer fra ændringerne i forbrugsmønstret, som gradvis vil blive mere normalt. Yderligere er der sat gang i markante omlægninger fra de kommercielle olieselskabers side, hvor gamle raffinaderier vil blive nedlagt. Det er en konsekvens af behov for opgradering, usikker indtjeningsmargin og udsigt til faldende salg på langt sigt som følge af den grønne omstilling. El-biler er en regulær trussel, som er ved at få betydning for bilparkens sammensætning, og denne udvikling vil tage endnu mere fart år for år.
Tankrater er en 0-1 situation: enten ekstremt høje (i korte perioder) eller nede på en bund der kun dækker de løbende driftsudgifter (i lange perioder). Q1 gav store underskud for råolieskibe i spotmarkedet, og det er fortsat i Q2. Produkttankere klarede sig bedre men Q1 viste alligevel let røde tal på bundlinjen. Håbet er derfor, at der vil indtræde et ryk opad for fragtraterne i takt med stigningen i olieforbruget.
Afslutningsvis skal det tilføjes, at stadig flere olieselskaber og tankredere erkender perspektivet for en grøn fremtid inden for energi. Derfor er disse erhverv en ”solnedgangsindustri”. Man vil ikke investere i nye projekter med flere års opbygningstid (oliefelter) og udsigt til 20-30 års drift. Konsekvensen må blive udsigt til høj indtjening, da kapaciteten vil ligge i underkanten af det krævede.
Lau Svenssen ejer aktier i olieselskaberne BP og Exxon, og i en række rederier inden for tankfart med olie (TORM, DS Norden, Concordia Maritime, Euronav, Frontline, Teekay Tankers, Tsakos Energy Navigation)
Læs også: Henrik Henriksen: Hvor drejer du porteføljen hen, hvis inflationen får fat?
Læs også: Lau Svenssen: Hvem vil redde de nyrige børsbaroner?
