Henter kommentarer

Ole Hansen: Global usikkerhed baner vej for nye guldrekorder

En række makrotendenser peger ifølge råvarestrateg Ole Hansen, Saxo Bank, mod langsigtet stigning i guldpriserne.
En række makrotendenser peger ifølge råvarestrateg Ole Hansen, Saxo Bank, mod langsigtet stigning i guldpriserne. Foto: Edgar Su
Vis mere

COVID-19-optimisme har presset guldprisen, mens sølvet har gjort comeback. Global uro kan dog åbne døren for nye stigninger i guldprisen.

De seneste uger har råvarerne taget en puster efter en hæsblæsende indledning på året. Genåbningen efter Corona-nedlukningen, som så småt er begyndt i flere lande, har givet investorerne fornyet tro på, at markedet er i gang med et V-formet comeback.

Optimismen har imidlertid sat en kæp i hjulet for guldets fortsatte stigning. Samtidig er efterspørgslen på særligt sølv vokset støt på det seneste, ikke mindst grundet dets historisk lave værdi i forhold til guld.

Guld-sølv-ratioen som handles aktivt, og udtrykker værdien af en ounce guld i ounces sølv, nåede et rekord højt niveau i marts på over 125. Siden da er den faldet tilbage til 95, hvilket har givet sølv en markant føring den seneste måned.

På trods af stilstand i guldprisen er det dog primært her, jeg finder værdi, hvis vi tager de langsigtede briller på og kigger et par år frem i tiden. En række makrotendenser ligger til grund for min vurdering af metallets prisudvikling:

  • Guldet fungerer som risikoafdækning mod centralbankernes vilde - og på sigt uholdbare - forsøg på at kontrollere de finansielle markeder.
  • Vi oplever for tiden en statslig stimulus uden fortilfælde, der skal understøtte de COVID-19-trængte virksomheder. Disse initiativer kan med tiden føre til øget inflation.
  • Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, står muligvis overfor at indføre rentekurvekontrol (yield curve control), hvilket vil presse realrenten endnu længere ned og dermed støtte guldet.
  • Vi oplever en voksende overmætning i globale opsparinger, hvor det er svært at placere sine penge grundet negative renter og aktiemarkeder, der er pustet op til et uholdbart niveau.

Læg dertil risikoen for en meget volatil periode før det amerikanske præsidentvalg samt voksende geopolitiske spændinger i de kommende måneder, når ansvaret for COVID-19-pandemien skal placeres – så har vi har en sprængfarlig cocktail. Den stigende usikkerhed vil imidlertid være gode nyheder for guldet, da udsigterne til at fungere som sikker havn igen er optimale.

Konsolidering på oliefronten

På oliefronten fortsætter prisen med at stige – nu med Nordsøolien tilbage i over 40 dollar per tønde. Overordnet forventer vi, at markedet snart begynder at stabilisere sig efter nogle tumultariske måneder, hvor det foreløbige lavpunkt var kollapset i amerikansk råolie, der den 20. april gik i minus.

De seneste uger har tendensen imidlertid været opadgående med aggressive produktionssænkninger og en stigning i den global efterspørgsel; De to motorer, som har tiltrukket en stor spekulativ efterspørgsel.

I deres seneste månedsrapport rapporterede det internationale energiagentur (IEA) om et globalt fald i udbud på 12 millioner tønder dagligt i maj, hvilket betyder, at den samlede daglige produktion endte på 88 millioner tønder pr. dag i maj. Dette svarer til et foreløbigt niårigt lavpunkt. Efterspørgslen forventes at kravle tilbage mod normalen fra at have været 22 millioner daglige tønder under normalen i maj til ’kun’ 13 millioner i juni.

Det er dog nødvendigt at holde øje med de globale risici, som igen kan få oliemarkedet til at falde tilbage. Disse kunne være:

  • Fornyede lockdowns i tilfælde af for hurtig genåbning af samfundet.
  • Om OPEC+ kan opretholde deres aftale om at holde produktionen nede.
  • Hvis amerikanske skiferolieproducenter med WTI over 35 dollars/tønde begynder at hæve produktionen igen.
  • Ændrede forbrugermønstre i kølvandet på COVID-19 (færre flyture og mere hjemmearbejde).

Flere af ovenstående emner vil dog blive adresseret på OPEC+-mødet i løbet af indeværende måned.

 

Læs også: Ugens aktie: Her ligger det store potentiale

Læs også: Morten Springborg: Europa står ved en korsvej

Læs også: Analytiker: Aktien er oppe med 26 pct - det virker en anelse overgjort

Læs også: Oliepriserne stiger forud for topmøde