Henter kommentarer

Sarah Ophelia Møss: Det maskuline marked


Er aktiemarkedet biased mod mænd? Eller måske skulle jeg hellere spørge hvordan og i hvilket omfang. For selvfølgelig er investorland rettet mod mænd, og det er helt naturligt, eftersom det er indrettet af mænd. Mænd har i store dele af verden været den primære aktør, når det handler om økonomi.

Hvis vi tager de lange briller på og kigger bagud, så har mænd fra tidernes morgen været dem, der slæbte byttet hjem. Engang med øksen over skulderen, senere geværet og nu attachemappen. Der er stadig mange kvinder, som helt overlader familiens økonomi til husbonden. Og jo, selvfølgelig er der hjem, hvor kvinden står for pensionerne, børneopsparingerne og investeringerne. Men dog stadig flest hjem, hvor det fortsat er manden.

Da jeg først begyndte at interessere mig for investeringsverdenen, var det for mig ret tydeligt, at det var en mandsdomineret verden. De store investorgrupper jeg meldte mig ind i på Facebook, blev administreret af mænd, de hjemmesider og seriøse blogs jeg fandt, var drevet og skrevet af mænd, og de jeg så på scenerne og til de events, som jeg deltog i, var mænd. Der var næsten ikke noget fra feltet, jeg kunne spejle mig i. Ingen og intet der lignede mig.

Men her en rum tid senere er jeg blevet bevidst om, at det går endnu dybere end det. Platformene, farverne, begreberne, tempoet - hele konceptet. Alt er gearet mod det maskuline. Jeg mener endda, at selve det at handle med værdipapirer er biased mod mænd.

Nu sidder du måske og tænker, hvordan det at handle med aktier kan være biased? Det er jo åbent for alle. Eller er det? Lad mig starte med et helt andet eksempel. I Danmark er undervisning gratis, så det må betyde, at alle har lige adgang til en uddannelse, ikke sandt? Men hvis man er vokset op i et hjem, hvor der ikke er en computer eller internet, eller hvor man er i tvivl om hvorvidt mor og far har penge til huslejen, eller man ikke får madpakke med i skole eller nyt tøj, når man er vokset eller det gamle er gået i stykker. Har man så samme adgang til fx en universitetsuddannelse som de børn, der ikke har skulle bekymre sig om den slags?

Selvom der er teoretisk lige adgang til et felt, kan der godt være så mange barrierer, at det ender med helt lavpraktisk ikke at være lige. Fx de barrierer for en kvinde som jeg, som jeg startede med at fortælle om. Udover at der ikke var noget jeg kunne spejle mig i, var der heller ikke nogen i min omgangskreds, der var interesseret i at snakke om aktiehandel. Jeg kan stadig ikke få mine veninder eller kvinderne i min familie til at interessere sig for det jeg laver.

Platformene er ofte ret tekniske, det er jeg ikke. Det handler i bund og grund om at lave den gode handel på bekostning af vores næste, hvilket taler imod mine naturlige kvindelige egenskabe,r som at drage omsorg og sørge for flokken. Vi kvinder kan udvide os, rumme mere og mere, og er gerne ydmyge over for vores egne kompetencer, et faktum som ofte trækkes frem i forbindelse med kvindernes manglende succes til lønforhandling eller i forhold til at søge de gode stillinger.

I virkeligheden så kommer det helt ned til, at vi klæder drengebørn i blåt og finansfeltets farver er blå. Så selvom jeg studser lidt over min søster, der insisterer på kønsneutrale farver, og griner lid, når niecen stolt proklamerer, at hendes yndlingsfarve er lyserød som 3-årig, så er der jo noget om det. Jeg synes dog vi skal gøre branchen mere kønsneutral. Ikke kønnene.

Over for dette har vi mændene, der gennem tusinder af år er formet til at kunne koncentrere sig om én ting ad gangen, ligge på lur, være stærke, hurtige og magtfulde.

Hvem synes du lyder som den oplagte investor, sådan som feltet er indrettet nu?

Personligt er jeg ikke så optaget af, hvorvidt noget er rigtigt eller forkert. Men jeg synes det er sindssygt vigtigt at pege spotlightet på, hvordan tingene egentlig hænger sammen.

Forleden kom jeg ind på Børsen og opdagede, at de 15 øverste artikler alle havde fokus på en mand. Det blev jeg alligevel lidt imponeret over.

Hvis du ikke tænker ovenstående har noget på sig overhovedet, så er jeg ked af at fortælle, at du nok er privilegieblind. Det er der ikke noget galt med. Men prøv at overvej om det alligevel kunne have noget på sig. Spørg kvinderne omkring dig om de investerer, hvis ikke, hvorfor så ikke.

Sarah Ophelia Møss er iværksætter, sociolog og forfatter til bogen Den lille guide til investering Hun skaber 'rum for læring' på investeringsfeltet med sine virksomheder Ophelia Invest og Forlaget Penge. Hun driver desuden Facebook-grupperne Aktieklubben Danmark og Kvindelogen samt medlemsklubben Ophelia Invest Club på www.opheliainvest.dk.

Læs også: Sarah Ophelia Møss: Hvor meget slagkraft har én privat investor?

Læs også: Ugens aktie: 'Banken kan visne fra roden'

Læs også: Teknisk Set: Her ser udviklingen betænkelig ud