Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Selvom om Bavarian Nordic er det tredjemindste C25-selskab målt på børsværdi, er det en særdeles kendt aktie både hos investorer og i offentligheden. Aktien bliver handlet aktivt, og i februar 2022 var det den mest handlede aktie blandt Saxo Banks danske kunder.
Bavarian Nordic har en markedsværdi på 16,8 milliarder kroner og kan beskrives som en blanding af et mindre medicinalselskab og en biotech-virksomhed. Sidste år havde virksomheden, der forsker i vacciner til bl.a. covid-19, abekopper og RSV, en omsætning på 3,15 milliarder kroner og et underskud på 347 millioner kroner.
Læs også: Saxo Bank-strateg: Sådan vil jeg investere 100.000 kr. lige nu
Bavarian Nordic har dog endnu ikke lanceret en vaccine til hverken covid-19 eller RSV. Begge studier ligger i fase 3, som er den sidste fase inden en eventuel godkendelse af vaccinen til kommerciel brug. På nuværende tidspunkt har de andre vaccineprodukter, der giver indtjening, fx vacciner mod abekopper, koppervirus og rabies. Disse tre vacciner står for 80% af Bavarian Nordics nuværende omsætning.
Jeg vil hverken komme med en anbefaling eller rådgivning om, hvorvidt aktien er en god investering eller ej, men set med investorøjne ser jeg følgende tre styrker og svagheder ved aktien.
De tre styrker
1. Udsigt til det bedste resultat nogensinde i 2023
Bavarian Nordic har fået store ordrer på abekoppervacciner, hvilket har ledt til en forventet stor stigning i omsætningen i 2023 på 113%. Baseret på forventningerne til 2023 kan Bavarian Nordic opnå det bedste resultat nogensinde målt på både omsætning og indtjening.
2. Store ambitioner inden for rejsevacciner
En del af Bavarian Nordics strategi indebærer løbende opkøb af vacciner. Fornyeligt har de annonceret en aftale om at opkøbe en portefølje af rejsevacciner fra Emergent BioSolutions. Prisen vil være op til 2,6 milliarder kroner, hvoraf 1,9 milliarder betales med det samme, mens det resterende beløb udbetales i rater, når de aftalte mål nås. For eksempel ved en fremtidig godkendelse af det opkøbte fase 3-studie af en vaccine mod chikungunya feber, der er en malaria-lignende sygdom.
Opkøbet er primært finansieret ved at udstede over 7.000.000 nye aktier, hvorfor man har udvandet eksisterende aktionærers ejerandel for at kunne betale beløbet.
Hvis transaktionen bliver godkendt, vil Bavarian Nordic tilføje to nye vacciner mod tyfus og kolera til porteføljen samt vaccinen mod chikungunya feber, hvis den bliver godkendt i fremtiden. Det potentielle marked for de opkøbte vacciner er på over 5,5 mia. kr. i 2028.
Læs også: Rygterne svirrer: Markant større aktiesparekonto på vej
Det kan dermed blive en fremtidig omsætningskilde og gøre aktien til et ’pure play’ på vaccineområdet. Med ’pure play’ menes, at virksomheden fokuserer på et bestemt forretningsområde eller tendens. Her er Bavarian Nordics ambition at blive ’pure play’ på særligt rejsevacciner, og de nævner i deres årsrapport for 2022, at deres strategi er at blive en af de største virksomheder inden for vacciner.
3. Positive forventninger til den fremtidige indtjening
Bavarian Nordic forventer at levere en signifikant større EBITDA (på 2,2 milliarder kroner) og nettoindtjening (på 1,5 mia. kr.) i 2023 og årene efter sammenlignet med, hvad de historisk set har leveret. Det forventes derfor også, at Bavarian Nordic formår at konvertere den voksende omsætning til et mere betydeligt resultat på bunden i fremtiden.
De tre svagheder
1. Kan Bavarian Nordic konvertere en voksende omsætning til en stigning på bundlinjen?
Bavarian Nordic har historisk set haft svært ved at konvertere en voksende omsætning til bundlinje. Omsætningen er vokset de seneste 10 år med særlig stor vækst de sidste 2-3 år, men bundlinjen er ikke fulgt med.
Læs også: Danske Bank: Den største opfindelse siden skiveskåret brød
Det kan skyldes, at virksomhedens produkter har forholdsvis lave marginer. En anden forklaring kan være, at de har svært ved at holde deres organisatoriske omkostninger nede i takt med, at de vækster forretningen.
2. Omsætning fra abekoppervacciner er usikker i fremtiden
Bavarian Nordic forventer en stor omsætningsvækst i 2023. Over halvdelen (4,4 mia. kr. ud af 6 mia. kr.) ventes at komme fra salg af abekoppervacciner, men det er usikkert, hvor stort dette marked reelt bliver efter 2023. Investorerne kan derfor ikke forvente de samme resultater i 2024 og fremadrettet. Omsætningsvæksten forventes at blive negativ i 2024, hvorefter den forventes at stabilisere sig i 2025-27.
3. Historien taler imod Bavarian Nordic
Historisk set har Bavarian Nordic haft en lavere brutto- og EBIT-margin sammenlignet med lignende medicinalvirksomheder. Marginerne forventes at blive bedre i fremtiden, men historikken taler imod, da de indtil videre har været relativt begrænsede.
Er aktien lidt for dyr?
Det er svært at finde virksomheder med den samme produktsammensætning og fokus som Bavarian Nordic, hvorfor det også er svært at konkludere, om virksomheden er højt eller lavt prisfastsat. Men når man sammenligner med andre vaccine-producenter som Merck & Co og GlaxoSmithKline eller med andre danske medicinalvirksomheder, tyder noget på, at aktien er lidt for dyr målt på P/E.
Læs også: Hvad er P/E-tallet?
Når man ser på analytikernes gennemsnitlige forventninger til fremtiden, ifølge Koyfin Data, handler Bavarian Nordic lige nu til en P/E på 13,7, hvis man laver beregningen ud fra deres forventede nettoindtægt i 2024. Vi fokuserer ikke på de forventede 2023-resultater, fordi de store leverancer af vacciner mod abekopper ikke kan forventes at være på samme niveau i årene efter 2023. Sammenlignet med lignende virksomheder handler Bavarian Nordic derfor til nogenlunde samme P/E multiple set ud fra nettoindtjeningsforventninger til 2024.
Ser man nærmere på Bavarian Nordics marginer, både forventet brutto- og EBIT-margin, har de nogenlunde samme effektivitet som lignende virksomheder. Dog ventes Bavarian Nordics bruttomargin at blive en smule lavere end lignende virksomheders, hvilket kan indikere, at markedet fortsat forventer, at Bavarian Nordics bruttoindtægt per omsat krone vil være dårligere, end hvad vi generelt ser i medicinalindustrien. Dette taler for, at Bavarian Nordics aktie ikke nødvendigvis bør handle til en højere P/E multiple sammenlignet med lignende medicinalvirksomheder, og derfor er en aktie, hvor man får lov at betale lidt ekstra.
Generelt bliver det afgørende at følge, hvor stor omsætning Bavarian Nordic får fra de nyindkøbte rejsevacciner, hvorvidt virksomheden skaber et bedre forhold mellem omsætningsvækst og omkostninger, og om det vil resultere i en bedre bundlinje og nettoindtjening i fremtiden.
Du kan læse mere om Oskar Bernhardtsens analyse af Bavarian Nordic-aktien her.
Læs også: Totalkredit: Blæs og hav mel i munden, når du vælger lån
Læs også: Maj Bank: Elbiler og behovet for råvarer

Få styr på økonomien til efteråret: 10 smarte greb, der kan spare dig tusindvis af kroner