Passiv investering i børsnoterede fonde har været det store salgshit for investeringsbranchen siden finanskrisen i 2008. Men verden er forandret. Måske sidder den lille aktive investor igen med alle esserne.
Mange iagttagere og økonomer – inklusive undertegnede – har trukket på erfaringerne fra 1970erne, når verdens aktuelle tilstand skal beskrives. Høj inflation, energikrise og faretruende økonomisk krise.
Historien gentager sig muligvis ikke, men den rimer, som Mark Twain sagde. Og tiden i dag rimer godt med dengang i 1980-82, da den amerikanske centralbankchef Paul Volcker effektivt stoppede 1970ernes inflation med højere renter i et tempo, der sendte USA i recession.
Læs også: Analytiker om C25-aktie: Der er plads til kursstigninger
Det skal gøre ondt, før det gør godt.
For som chef for Federal Reserve lykkedes det Volcker at genvinde forbrugernes, virksomhedernes og investorernes tillid til verdens vigtigste centralbank.
I grove træk har økonomer døbt årtierne efter, altså de seneste 40 år, »Den store moderation«.
Man kan kun håbe, at de nuværende ledelser af Federal Reserve og Den Europæiske Centralbank i samme grad lykkes med deres tilsvarende mission.
Læs også: Amerikansk aktienedtur har ikke været så brutal siden 1974 - men der er godt nyt
Netop perioden i slutningen af 1970erne til starten af 1980erne er uhyre interessant set med aktieinvestorøjne. Det var her, en ny stjerne på Wall Street så dagens lys, nemlig Peter Lynch, der i dag i en alder af 78 år stadig spiller en lille aktiv rolle hos kapitalforvalteren Fidelity.
Peter Lynch står ofte i skyggen af kongen over dem alle, når vi taler historiens bedste investorer, nemlig Warren Buffett. Men Peter Lynch fortjener i den grad noget mere opmærksomhed.
Han startede nemlig sit ridt mod stjernestatus i 1977, da han blev porteføljemanager for en investeringsfond med navnet Fidelity Magellan.
Afkastkongen fra Wall Street
Inden vi dykker ned i hans strategi, så tjek lige følgende statistik:
Fidelity Magellan leverede et afkast på 29,2 procent om året fra 1977 til 1990, da Peter Lynch var porteføljemanager. Det er en vanvittig flot bedrift, da det amerikanske aktiemarked i samme periode leverede omkring 15 procent i gennemsnit om året.
Kunderne strømmede til i et tempo, der i øvrigt betød, at fondens formue under forvaltning steg fra 20 millioner dollar til 14 milliarder dollar. Inden de passive investeringsfonde (ETF'ere) indtog investeringsbranchen, var Magellan Fund anset for at være den største af sin art i verden.
Og nu til det allerbedste: Da Peter Lynch forlod tjansen som porteføljemanager i 1990, skrev han hele sin filosofi ned i bogen »One up on Wall Street«, som alle kan have gavn af den dag i dag.
Læs også: Aktieanalysechef: Danske investorer skal forberede sig på mere dårligt nyt
Især hvis antagelsen om, at vi makroøkonomisk og pengepolitisk befinder os i nogenlunde samme boldgade, som da markedet skød i vejret i starten i 1980erne.
Sagen er jo, at vi særligt siden finanskrisens afslutning i foråret 2009 har befundet os i en zombiesucces, hvor aktive investorer igen og igen har fået klø af markedets performance. Døde, passive indeksfonde har slået alt og næsten alle.
Måske tiden er moden til, at aktive investorer kan få revanche. Jeg tror det.
Snobberiet koster
Her har Peter Lynch et endnu mere opløftende budskab i »One up on Wall Street«. Han mener nemlig ligefrem, at små, private investorer har en fordel i forhold til professionelle analytikere og kapitalforvaltere. Lidt karikeret beskriver han nærmest, at investeringsbranchen lider af en form for snobberi, der gør, at de ikke ønsker at investere i en stor del af markedet.
Husk på, at det amerikanske børsmarked er mange gange større end i København. Men pointen er, at de professionelle har en tendens til at fokusere på etablerede og kendte aktienavne.
De overser således virkeligheden og nye spændende produkter og tendenser. Lynch opfordrer i stedet til at bruge vores viden som forbrugere og dernæst til at se nærmere på en virksomhed.
Læs også: Danske Bank advarer om stort skifte: Vær forberedt
Man slipper ikke for det slidsomme analysearbejde. Et konkret eksempel er, hvordan han først selv opdagede, at kaffen hos Dunkin’ Donuts var virkelig god. Bær lige over med, at bogen er 42 år gammel og skrevet, før barista-bølgen rullede. Dernæst observerede han, at der skød nye Dunkin’ Donuts-butikker op i et rasende tempo.
Først derefter kiggede han på regnskaberne og endte med at investere massivt. Og vandt massivt.
Vi kan alle i en vis grad udstrækning bruge metoden. Hvad hitter i supermarkeder, butikker, blandt teenagere og så fremdeles. I vore dage kan vi også se, hvilke søgeord, der hitter på Google.
Brug virkeligheden aktivt, er budskabet. Og alle med matematikkundskaber svarende til femte klassetrin kan være med. Herligt.
En meget stor del af det ordforråd, vi bruger om aktiemarkedet, kommer i øvrigt fra Peter Lynch og bogen »One up on Wall Street«. Gode husgeråd som »grib aldrig en faldende kniv«, »undgå bundfiskeri« og den slags er alle fra Peter Lynch.
Han deler virksomhedernes aktier på markedet op i seks kategorier:
1. Langsomt voksende.
2. Hurtigt voksende.
3. Solide.
4. Cykliske.
5. Turn arounds.
6. Asset plays.
Idioten i selskabet
I dag taler vi ofte om value- og vækstaktier og forskellige andre faktorer som kvalitet og momentum med mere. Lynch har en mere konkret og brugbar tilgang. Og så skal man have mange forskellige aktier – Magellan Fund havde omkring 1.000, da han stoppede som manager.
Mindre kan gøre det – ellers har private investorer trods alt ikke en chance.
Læs også: Nordea-direktør: Disse kunder har vi svært ved at hjælpe
Men både store og solide og små hurtigløbere skal der være plads. For det, som Peter Lynch allerhelst ser ske, er de såkaldte »tenbaggers«, som han kalder dem. I stedet for at være tilfreds med 30-40 procent i afkast, så spejder han efter selskaber, som kan vokse med en faktor 10 i forhold til den oprindelige investering. Tak for kaffe.
Slutteligt vil jeg viderebringe et af mange råd fra Peter Lynch, som heller ikke er helt uden humor:
»Køb aktier i et selskab, som enhver idiot kan lede. For før eller senere kommer der sikkert en idiot og leder det.«
Simon Richard Nielsen er chefredaktør på Euroinvestor
