Henter kommentarer

| Opdateret

Danske Bank advarer om stort skifte: Vær forberedt


Investorer skal være forberedt på, at der kan ske et skifte i markedet.

Det påpeger Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen.

»Du skal sørge for, at der er balance i din portefølje, så du ikke er sårbar over for en rotation,« udtaler han.

Læs også: Amerikansk aktienedtur har ikke været så brutal siden 1974 - men der er godt nyt

Den økonomiske usikkerhed har fået investorer til at flygte ind i defensive aktier, dvs. selskaber, som typisk tjener penge, selv om der er nedgang i økonomien. Faren er imidlertid, at du ender med at få skævvredet dit depot, forklarer strategen.

»Du skal sørge for at have vækstaktier i porteføljen. Du kan for eksempel have kvalitetsaktier inden for it-sektoren, så du ikke er sårbar over for en rotation,« påpeger Lars Skovgaard Andersen.

Læs også: Aktieordbog: Det dækker investeringsbegreberne over

Du skal være forberedt på, at der kan ske et skifte på de finansielle markeder, hvor investorerne pludselig satser på nogle af de aktier, der er faldet meget.

»Jeg vil ikke blive overrasket, hvis der kommer en kortvarig rotation over mod vækstaktier og cykliske aktier. Det er jo ikke en overraskelse, at der er inflation, og at en recession truer. Det gør måske ondt i længere tid endnu, men nogle selskaber er blevet handlet i atomer, så der er nu nogle spændende muligheder for optimistiske investorer,« forklarer Lars Skovgaard Andersen og tilføjer:

»Der er segmenter i markedet, der er underinvesteret, og hvor der skal meget lidt til, før aktierne stiger. Omvendt er der defensive aktier, der er sendt op, og som får sværere ved at performe.«

Optimistiske investorer kan ifølge Danske Bank-strategen overveje kvalitetsaktier inden for softwaresegmentet samt visse halvlederselskaber. Rådet er ifølge Lars Skovgaard Andersen, at investorer leder efter aktieguld, der er blevet hældt ud med badevandet i dette års aktienedtur.

Læs også: Professionel investors råd til nye investorer: 'Hvis du har hørt det i pølsevognen, ved alle det'

Læs også: 6 råd, hvis du overvejer at trække stikket fra arbejdsmarkedet før tid