Henter kommentarer

Hvad er kvalitetsaktier?


Kvalitetsaktier dækker over aktier i robuste og kapitalstærke virksomheder.

Det er typisk selskaber, der trives i usikre tider, fordi de blandt andet er kendetegnede ved en stabil vækst i indtjeningen, et højt afkast af egenkapitalen og en lav finansiel gearing. Det gør ifølge Danske Bank også, at kvalitetsselskaber ofte giver et pænt og stabilt udbytte.

Kvalitetsaktier findes inden for alle dele af aktiemarkedet og på tværs af regioner. Banken har tidligere beskrevet kvalitetsselskabet som »godt rustet til at klare sig igennem stormfulde perioder, fordi de har et solidt økonomiske fundament og solide forretningsmodeller, der ofte giver en stærk pricing power – dvs. mulighed for at hæve priserne.«

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Deres pricing power gør, at kvalitetsselskaber også bedre kan sænke priserne på deres produkter eller tjenester, ligesom deres økonomiske fundament gør, at de i sidste ende står bedre til at kunne opkøbe svagere konkurrenter.

Kvalitetsaktier har historisk klaret sig bedre end det brede aktiemarked i den sencykliske konjunkturfase samt i en recession, bemærker Danske Bank. Kvalitetsaktier klarer sig med andre ord bedre end value-aktier og vækstaktier på visse tidspunkt af den økonomiske cyklus.

Læs også: Hvad er defensive aktier?

Value-aktier er kendetegnet ved at være aktier i selskaber, der er billige i forhold til selskabernes indre værdi eller indtjening. Vækstaktier er aktier i selskaber, der vokser hurtigere end det brede marked og aktier, der handler på, at investorerne forventer et indtjeningspotentiale, der er højere end den nuværende indtjening.

Hvis du investerer i value- eller vækstaktier, så er der tale om en investeringsstil, der ifølge banken typisk klarer sig bedst i konjunkturfaser med henholdsvis tiltagende og høj økonomisk vækst.

Læs også: Hvad er en ETF?

Læs også: Hvad er teknisk analyse?