Henter kommentarer

Strateg: Hold øjnene på bolden – så kan du komme med på vinderholdet

Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, nordisk investeringsstrateg i Saxo Bank
Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, nordisk investeringsstrateg i Saxo Bank Foto: PR-foto
Vis mere

I en tid, hvor politisk uro, Trumps nye agenda, krig og geopolitisk konflikt fylder meget i medierne og også i aktiemarkedet, kan man som investor let komme til at fokusere for meget på retorik og politik frem for virksomhedernes egentlige tilstand og vækst.

I øjeblikket virker det som om, at investorer er meget fokuserede på det store billede samt frygten for, hvor verden er på vej hen med Trump som præsident for verdens største økonomi.

Det er selvfølgelig klogt at have øje på dette, men det kan også være farligt som investor at glemme fokus på virksomhedernes realitet, og hvordan det egentlig går.

Læs også: Store børshuse advarer mod skifte i markedet: Det bliver ikke ved

Har man udelukkende fulgt de globale mediers dækning af Trumps embede, siden han blev valgt 6. november, ville man som investor nok gætte på, at aktier i Kina og Europa ikke havde været det bedste sted at investere. I stedet ville man nok tro, at America first-doktrinen ville få amerikanske aktier til at klare sig markant bedre.

Virkeligheden er dog, at både store kinesiske aktier samt europæiske aktier har klaret sig godt siden valgsejren 6. november, og ser man på afkast i 2025 alene, har de to regioner været markant bedre end amerikanske aktier på trods af tariftrusler og geopolitiske spændinger.

Som vist nedenfor er Hong Kong 50-indekset siden det amerikanske valgresultat oppe med cirka 12 procent, det brede europæiske aktieindeks Euro Stoxx 600 er oppe med godt 9 procent, og det amerikanske S&P500-indeks er oppe med cirka 6 procent.

Læs også: Fra no go til kæmpe optur: Sådan har de mest populære forsvarsaktier klaret sig siden Ukraine-krigens start

Herhjemme i Danmark hænger C25 fortsat i bremsen, primært på grund af kursfaldene i de grønne aktier som Vestas og Ørsted samt Novo Nordisk dramatiske kursfald 20. december.

Vis mere

Men hvad kan vi som investorer lære af dette?

Først og fremmest, at det gælder om at have en globalt diversificeret portefølje frem for at have alle sine penge investeret i Danmark, der i 2024 lå langt bag de globale aktieafkast.

Det vigtigste er dog, at man som investor skal forstå, at markedet handler på forventninger til fremtiden, men også at aktieafkast i bund og grund handler om, hvorvidt virksomhederne formår at vokse deres indtjening.

Læs også: Legendarisk investor opbygger enorm pengetank: Dette mener strateg, det betyder

Havde man for eksempel i starten af året fokuseret på forventningerne til de største amerikanske virksomheder i forhold til de største europæiske virksomheder, ville man nok have været mere positiv på europæiske aktier, i forhold til hvis man kun havde fokuseret på Trumps tariftrusler og hårde retorik.

Tabellerne nedenfor er et overblik over markedets ventede vækst i indtjening pr. aktie (EPS) i 2025, forskellen i væksten sammenlignet med 2024 – også kaldet vækstmomentum – samt værdiansættelsen for aktierne relativt til deres ventede 2025 indtjening (2025 P/E).

Sammenligner man sidste års kursvindere, teknologiaktierne -Magnificent 7, med Europas ‘GRANOLAS’, en gruppe af de 10 største europæiske aktier, der blandt andet indeholder Novo Nordisk, vil man bemærke, at den ventede indtjeningsvækst er højere i GRANOLAS-aktierne og ligeledes med højere vækstmomentum sammenlignet med 2024.

Læs også: Dyster melding fra fremtrædende økonom: Amerikanske aktier kan falde 30 pct.

Samtidig ser værdiansættelserne væsentlig lavere ud sammenlignet med de amerikanske Magnificent 7 relativt til markedets ventede indtjening til de enkelte virksomheder i 2025.

Med andre ord: 

Havde man efter valget fokuseret mere på de enkelte virksomheder og mindre på politik og Trump, var man muligvis kommet med på de gode aktieafkast i Europa og Kina i 2025.

Vis mere

Denne kommentar er skrevet af Oskar Ehlert Barner Bernhardtsen, investeringsstrateg i Saxo Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her: 

Læs også: Boligredaktør: Dette skal Lagarde give Merz i tiltrædelsesgave

Læs også: Dette år bliver dyrt for bilejere – nu kommer ekspert med de bedste råd: Spar op mod 50.000 kroner