Henter kommentarer

10 aktier - her er dommen

Her ses gæster ved Tencents plads under et 5G-arrangement i Beijing 22. november 2019.
Her ses gæster ved Tencents plads under et 5G-arrangement i Beijing 22. november 2019. Foto: Jason Lee
Vis mere

Det kan være en ørkenvandring af finde de rigtige aktier til porteføljen. Vi spurgte læserne, om de havde nogle bestemte store, udenlandske aktier i kikkerten, hvorefter vi bad senior kvantstrateg Morten Nielsen fra Quant Research hos Jyske Markets om at vurdere aktierne.

Han overvåger udviklingen i 3000 af verdens største selskaber via en kvantitativ aktieselektionsmodel, man har udviklet hos Jyske Bank.

Aktiestrategien kaldes for faktorinvestering og udspringer af traditionelle investerings- og porteføljeprincipper:

1) Value-investering, hvor du købe aktier, som er billigt prisfastsat i forhold til selskabets fundamentale værdi, og 2) quality-investing, hvor du køber aktier med kvalitetstræk, f.eks. aktier i selskaber med vedvarende vækst, og hvor der er styr på gældssituationen, samt 3) momentum-investering, hvor du køber aktier, der har medvind både prismæssigt og hos analytikerne.

Aktierne vurderes ud fra de tre faktorer - value, quality og momentum - hvorefter de 3000 aktier rangeres alt efter, hvor attraktive de er. De 3000 aktier inddeles i fem grupper, hvor aktierne i den øverste udgør de mest attraktive. Det kan du læse mere om her.

Morten Nielsen har vurderet 10 af aktierne via analysemodellen. Det drejer sig om Netflix, Roku, L Brands, Tencent, Anheuser-Busch InBev, Heineken, Molson Coors Brewing Company, Brown-Forman, Constellation Brands samt Diageo.

Her er en række af de mest interessante observationer ift. aktierne:

  • Ingen af selskaberne er blandt de nuværende 20 pct. mest attraktive ud fra de 3.000, som man følger hos Quant Research (12 eksempler på disse finder du her).
  • Tencent og Netflix ligger i gruppen lige under de mest attraktive aktier.
  • Anheuser og Roku fremstår som særdeles uattraktive, dvs. blandt de 20 pct. dårligst rangerende.
  • Især Roku fremgår som værende uattraktive grundet lave rangeringer for alle tre faktorer. De fremstår med andre ord som såkaldte red flags i analysemodellen.
  • Heineken, Molson, Brown&Forman, og Diageo ser også relativt uattraktive ud.
  • Constellation Brands fremstår uattraktivt, da kvaliteten er middelmådig, mens aktien handler til den dyre side og har et neutralt momentum. Især en ustabil indtjening og et ufordelagtig gældsniveau trækker ned i kvaliteten, mens aktien er dyr i absolut såvel som relativ forstand. Hverken den prismæssige udvikling eller stemningen hos analytikerne giver anledning til fordelagtigt momentum, forklarer Morten Nielsen.

Ses der på de bedst og værst rangerende selskaber ift. hver af de tre selskabskarakteristika, så gælder følgende for de 10 aktier isoleret set:

  • Billigste selskab: L Brands
  • Dyreste selskab: Roku
  • Højeste kvalitet: Tencent
  • Laveste kvalitet: Roku
  • Højeste momentum: Netflix
  • Laveste momentum: Roku

Af førnævnte aktier har vi valgt at gå lidt tættere på aktien med de mest attraktive karakteristika samlet set, nemlig Tencent, og aktien med de mest uattraktive karakteristika, nemlig Roku. Ud fra et rent kvantitativt og med Morten Nielsens ord 'unbiased' synspunkt beskrives attraktiviteten således:

TENCENT

Tencent Holdings Limited ligger i gruppen lige under de 20% mest attraktive selskaber og fremstår derfor som værende nogenlunde attraktiv. Det er især selskabets høje kvalitet med profitabiliteten og vedvarende vækst som de primære drivere, der trækker op i den samlede vurdering, forklarer Morten Nielsen

Derimod fremstår selskabet som værende dyrt både set ift. det brede marked og relativt til selskabets industrigruppe, mens stemningen omkring aktien er relativ neutral, forklarer Morten Nielsen.

 

ROKU

Roku Inc. fremstår uattraktiv, da selskabet karakteriseres som værende både dyr, af lav kvalitet samt har et lav momentum. Således angiver vi selskabet som værende et ’red flag’ grundet lave rangeringer ift. alle tre faktorer, som bidrager til øget sandsynlighed for merafkast på porteføljeniveau, forklarer Morten Nielsen

Ses der udelukkende på kvalitetsdimensionen, er det især indtjeningskvaliteten, som er lav, hvilket giver sig til udtrykt i en lav stabilitet i indtjeningen samt lave niveauer for selskabets vedvarende vækst. Dertil kommer, at Roku Inc fremstår dyr i absolut såvel som relativ forstand, mens stemningen omkring selskabet er relativ negativ, hvilket giver sig til udslag i et lavt momentum, forklarer Morten Nielsen.

Du kan læse mere om aktiestrategien hos Jyske Markets, og hvorfor det er værd at gå på jagt efter aktier, der scorer højt, når de bliver målt på faktorerne value, quality og momentum her.

Læs også: Value-aktiechef: Disse aktier har vi købt

Læs også: Lars Tvede: Det her satser jeg på nu