Henter kommentarer

5 spændende aktier: 'De har uden tvivl et kæmpestort marked'


En lang række kinesiske aktier giver en interessant eksponering mod den grønne omstilling.

Det vurderer Peter Lisbygd, der er direktør i China Experience, i mandagens udgave af Millionærklubben. Her sætter han fokus på en stribe kinesiske aktier inden for elbilindustrien samt sol- og vindindustrien.

»Kina har i lang tid fokuseret på den grønne omstilling. De er på en rejse, hvor de er ved at accelerere det her,« udtaler han. Lisbygd påpeger, at Kina udleder CO2 i sådan en grad, så deres udledning overgå USAs og Europas udledning tilsammen.

Læs også: Dansk aktie er blevet savet over: 'Jeg var nødt til at købe den'

Det betyder, at en lang række kinesiske selskaber rummer en interessant investeringsmulighed, forklarer han. Det sker blandt andet med henvisning til elbilområdet. Vi taler om en branche, hvor den  amerikanske elbilproducent Tesla især har fået megen eksponering, påpeger han.

»Tesla har i virkeligheden gjort det formidabelt i Kina. De bliver selvfølgelig langsomt indhentet af kinesiske producenter, men jeg synes, at Tesla har gjort det fantastisk godt, Jeg synes dog, at mange af de analytikere, der kommenterer Tesla, i stor grad undervurderer den udvikling, der foregår i Kina,« udtaler Peter Lisbygd i podcasten.

»Jeg hører mange analytikere, som siger, at Tesla er tre-fem år foran på batteriteknologien, men det kan jeg bare ikke få til at stemme med det, som jeg hører og ser herude (i Kina, red.),« udtaler han. Det sidste sker med henvisning til, at kinesiske Nio ifølge ham kommer ud med en ny bil (ET7), som angiveligt kan køre 1000 km på en opladning.

Læs også: Storbank tror dansk aktie kan stige mere end 7000 kroner

»Batteriet bliver leveret af den kinesiske producent CATL (Contemporary Amperex Technology – tickerkode: 300750), der er verdens største batteriproducent. CATL  kommer til næste år – eller begyndelsen af 2023 – med en helt ny generation af batterier, der er baseret på sodium-teknologi, som kan køre langt over 1000 km på en opladning, som lader meget hurtigere og som er ekstremt meget mere effektive under kolde omstændigheder. Jeg kan ikke få de tre-fem år til at passe, men jeg synes, at det er en vigtig pointe i forhold til Tesla, der er strøget afsted på aktiemarkedet og klarer sig fantastisk,« udtaler Peter Lisbygd.

Det kinesiske selskab leverer også batterier til Tesla, men Peter Lisbygd mener, at der er en risiko for, at en kommende litium-mangel kan ramme Tesla.

»Hvis der bliver knaphed på litium, som det ser ud til, at der bliver meget snart, så er det ikke sikkert, at de kinesiske producenter er mest forhippet på at levere til Tesla. Der kan godt være andre producenter, der står forrest i køen,« advarer han.

Der er dog flere interessante kinesiske elbilaktier, mener han. Han fremhæver nedenstående fem elbilproducenter.

Nio

XPENG

Li Auto

BYD (Build Your Dream)
»Selskabet udmærker sig ved, at de har den fulde forsyningskæde, de laver egne batterier, som de sælger til andre, de laver lastbiler og busser og mange andre køretøjer,« udtaler han.

Geely »der nok er mest kendte for, at de købte Volvo, gør det rigtig godt,« lyder det fra Peter Lisbygd. Han vurderer, at Geely og BYD vil komme til at stå for mange af de biler, som skal ind i den offentlige bilflåde i Kina.

»De (folk i offentlig transport, red.) kommer ikke til at sidde i en Nio, Xpeng eller en Li Auto. De brands er for dyre, for flashy og det passer slet ikke ind i forhold til den generelle velstand. De (Nio, Xpeng og Li Auto) har uden tvivl et kæmpestort marked, men de andre (BYD og Geely) kan vise sig at være en bedre investering,« udtaler han.

A Lynk & Co 09 Captain SUV is seen during a launch ceremony in Shanghai, China October 20, 2021. REUTERS/Aly Song Vis mere

Der er dog andre dele af det kinesiske aktiemarked, der er interessant i forhold til den grønne omstilling, påpeger Peter Lisbygd. Han fremhæver eksempelvis tre selskaber, der opererer inden for solceller-rådet, nemlig Trina Solar (tickerkode 688599), Ja Solar (002459), samt Jinko Solar (JKS), der er børsnoteret i USA.

Inden for vindområdet fremhæver han desuden to vindmastodonter – Goldwind (002202) og Dongfang (000682) – som han sammenligner med vestlige giganter som Vestas, General Electric og Siemens Gamesa. Han peger samtidig på en tredje spiller på området, nemlig selskabet China Longyuan (00916), der har specialiseret sig inden for drift af vindmølleparker. China Longyuan er blandt andet interessant, fordi selskabet står for 30 pct. af driften af kinesiske vindmølleparker, forklarer han.

Du kan høre mere om selskaberne i Millionærklubben-podcasten 'COP26 med kinesiske øjne'.

Du kan også prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på den enkelte aktie i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Dansk aktie er blevet savet over: 'Jeg var nødt til at købe den'

Læs også: Nordea advarer om fremtidsudsigterne: 'Vi er ikke længere i tvivl'