Henter kommentarer

Adgang til verdens vigtigste indeks kan sende milliarder ind i Tesla


Op mod 435 mia. kr. kan ende med at flyde ind i Tesla 21. december.

Det viser beregninger fra Bloomberg News. Det er nemlig her, at elbilselskabet står til at blive optaget i verdens vigtigste aktieindeks, det amerikanske S&P 500-indeks.

Når Tesla bliver en del af det toneangivende aktieindeks, ventes kapitalforvaltere, der følger indekset, at købe Tesla-aktien til deres respektive porteføljer. Det er også en mulighed, at kapitalforvaltere, der måler sig op mod S&P 500-indekset vil føje Tesla-aktien til porteføljen for at være sikker på, at man følger med indekset, påpeger Forbes.

I videoen ovenfor ses udviklingen i markedsværdien pro anno for en række elbilselskaber. Grafikken er lavet via Flourish Studio.

Hos udbyderen af aktieindeks, S&P Dow Jones Indices, vurderer senior indeks-analytikeren Howard Silverblatt, ifølge Forbes, at der vil strømme omkring 311 mia. kr. ind i Tesla, når selskabet bliver optaget i indekset.

Læs også: Aktiedirektør: 3 aktier til 2021

Tesla er med sin markedsværdi på 3447 mia. kr. det største selskab, der er blevet optaget i S&P 500. Derfor havde udbyderen af S&P 500-indekset tidligere overvejet at optage Elon Musk elbilproducent i indekset over to dage. Det er dog endt med, at det kommer til at ske på én dag.

Inden da havde stjerneinvestoren Warren Buffetts investeringsselskab Berkshire Hathaway rekorden som det største selskab, der blev optaget i indekset.

Tesla bliver et af de 10 største selskaber i S&P 500 målt på dets nuværende markedsværdi.

Læs også: Lars Tvede har tjent en formue her før - nu ser han en ny mulighed

Læs også: Tesla-aktien i 3 vilde billeder