Henter kommentarer

Aktiechef med negativt syn på USA: 'Det scenarie har vi meget svært ved at se for os'


 

Man bør træde forsigtigt frem, når det kommer til amerikanske aktier for tiden.

Det mener aktiechef i kapitalforvalteren Formuepleje, Otto Friedrichsen. Det fortæller han om i mandagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.

»Overordnet set har vi en forsigtig tilgang til risikoaktiver,« fortæller Otto Friedrichsen.

Med risikoaktiver mener han blandt andet aktier.

Den forsigtige tilgang bunder i et negativt syn på den amerikanske økonomi, forklarer aktiechefen.

»Vi tror, at den amerikanske økonomi kan komme til at opleve en materiel vækstopbremsning. En mild recession,« forklarer Otto Friedrichsen.

De udsigter står dog i kontrast til den amerikanske centralbank, som for nylig opjusterede forventningerne til væksten, påpeger Otto Friedrichsen selv. Han mener dog, at der er grund til at være skeptisk overfor meldingen fra den amerikanske centralbank, Federal Reserve.

»Den løntilpasning, som centralbanken i USA skal have gennemført for at få inflationen ned på 2 pct., vil komme til at betyde, at arbejdsløsheden kommer til at stige i USA til nogle niveauer, som ligger væsentligt over de nuværende,« siger Otto Friedrichsen.

Han mener, at Federal Reserve er alt for optimistiske i deres forventninger.

»Man regner med, at inflationen kommer ned uden, at det har nogen nævneværdig effekt på arbejdsløsheden samtidig med, at man opretholder en relativ robust vækst. Det scenarie har vi meget svært ved at se for os. Derfor er vi relativt forsigtige i forhold til aktier og virksomhedsobligationer,« siger Otto Friedrichsen.

Både Nordea og Sydbank ser i øjeblikket mere potentiale i danske aktier fremfor amerikanske. Det kan du læse mere om her.

Læs også: 

Læs også: