Henter kommentarer

Ambu skuffer på nøgletal


Det danske medicoselskab Ambu skuffer på en række nøgletal.

Det fremgår af Ambus regnskab for andet kvartal af selskabets skæve regnskabsår, som er blevet offentliggjort onsdag morgen.

Selskabet oplevede i perioden en organisk vækst på 11,7 pct. Her havde analytikerne ventet en organisk vækst på 13,3 pct., ifølge estimater indsamlet af selskabet selv. 

Det bringer omsætningen i perioden op på 1.554 mio. kr.

På EBIT-marginen før særlige poster klarede Ambu det værre, end analytikerne havde ventet med en margin på 14,4 pct. mod ventet 16,1 pct.

EBIT-marginen kaldes også for overskudsgraden, og den følges nøje af investorer og analytikere, da nøgletallet er et udtryk for, hvor stor en del af omsætningen i virksomheden, der er tilbage, når selskabet har betalt sine driftsomkostninger.

De frie pengestrømme lander på 80 mio. kr. i andet kvartal. Her havde analytikerne forventet 141 mio. kr.

De frie pengestrømme viser, hvor mange penge et selskab har at gøre godt med – efter der er sat penge af til investeringer i eksempelvis maskiner, bygninger med videre.

Ambu fastholder de finansielle forventninger til 2025 i dagens regnskab. Her venter selskabet en organisk omsætningsvækst på 11-14 pct. samt en EBIT-margin før særlige poster på 13-15 pct.

Til regnskabet lyder det fra topchef Britt Meelby Jensen:

»Jeg er stolt over, at Ambu fortsat leverer solid vækst og rentabilitet, samtidig med at vi fremmer vores innovation for stærk fremtidig vækst.«

»Midt i stigende geopolitiske og eksterne finansielle usikkerheder forbliver Ambu forpligtet til at støtte kunder og patienter, og vi er forberedte og godt positionerede til effektivt at navigere og lede forretningen. Med den nuværende status på toldsatserne er vi fortsat overbeviste om, at vi vil levere i overensstemmelse med vores forventninger for 2024/25.«

Ambu laver forskellige former for udstyr til lægeundersøgelser. Selskabet er især kendt for deres endoskopi. Siden maj 2022 har Britt Meelby Jensen været topchef for Ambu.

Siden årets start er Ambu-aktien steget med knap 15 pct.