Henter kommentarer

Amerikansk aktie skyder op med raketfart efter ny milliardaftale


Det amerikanske selskab Bloom Energy, der beskæftiger sig med brændselsceller, står til en voldsom stigning i mandagens børshandel. 

Bloom Energy-aktien stiger med omtrent 30 pct. i det amerikanske formarked.

Det sker efter at selskabet har indgået et strategisk partnerskab med en værdi på op til 5 mia. dollar med selskabet Brookfield omkring udrulningen af Bloom Energys brændselsceller til AI-datacentre. Det fremgår af en meddelelse. 

»AI-infrastruktur skal bygges som en fabrik – med formål, hastighed og skala,« udtaler KR Sridhar, grundlægger, bestyrelsesformand og CEO for Bloom Energy og fortsætter: 

»I modsætning til traditionelle fabrikker kræver AI-fabrikker enorm strømkapacitet, hurtig implementering og realtidsrespons, som de gamle elnet ikke kan understøtte. Den effektive AI-fabrik opnås ved, at strøm, infrastruktur og beregningskraft designes i samspil fra dag ét. Dette princip styrer vores samarbejde med Brookfield, hvor vi gentænker fremtidens datacenter. Sammen skaber vi en ny model for, hvordan AI kan forsynes i stor skala.«

Bloom Energy producerer brændselsceller, der omdanner et brændstof til elektricitet gennem en elektrokemisk proces - ikke ved forbrænding. Dermed kan man producere elektricitet med en lavere CO2-udledning end konventionelt. 

»Blooms avancerede brændselscelleteknologi giver os en unik mulighed for at designe og bygge moderne AI-fabrikker med en holistisk og innovativ tilgang til energibehov. Som verdens største investor i AI-infrastruktur tilfører dette partnerskab et stærkt nyt redskab til vores globale vækststrategi – især i et marked med begrænset netkapacitet,« lyder det fra Sikander Rashid, der er global chef for AI Infrastruktur hos Brookfield i meddelelsen. 

Brookfield Asset Management er stort investeringsselskab, der blandt andet beskæftiger sig med udviklingen af infrastruktur til kunstig intelligens. Selskabet har mere end 1.000 mia. dollar under forvaltning. 

Brookfield-aktien er steget med 1,5 pct. i år indtil videre.