Henter kommentarer

Analytiker om dansk folkeaktie: 'Vil være varsom med at købe ind i aktien'


Jyske Bank skærer kursmålet for en aktie i Vestas ned til 205 kr. fra 220 kr. efter vindmølleproducentens kapitalmarkedsdag onsdag.

I samme omgang fastholder banken sin "hold"-anbefaling.

Det fremgår af en analyse fra banken.

Bankens Vestas-analytiker, Janne Vincent Kjær, påpeger i analysen, at der ikke kom banebrydende nyt frem på kapitalmarkedsdagen, der for alvor øgede tiltroen til, at Vestas på kort sigt vil være i stand til at forbedre indtjeningen.

- Tvært imod var Vestas meget forsigtige i deres kommentarer omkring 2022 og fremhævede, at omkostningspresset kommer til at fortsætte ind i 2022. Vi sænker vores estimater for 2022 med 25 pct. og fastholder vores forsigtige holdning til aktien, da Vestas på kort sigt står over for kraftigt stigende inputomkostninger, som kommer til at lægge pres på indtjeningen i 2022, skriver hun og fortsætter:

- Samtidig tyder meget på, at de logistiske udfordringer kommer til at fortsætte langt ind i 2022, hvilket skaber noget støj omkring marginudsigterne for 2022. Vi vil derfor være varsomme med at købe ind i aktien frem mod regnskabet.

Vestas er på den korte bane blandt andet udfordret af usikkerheden omkring PTC-ordningen i USA, hvilket betyder, at kunderne er afventende med at placere ordrer. Samtidig er priserne på pladestål fordoblet, mens priserne på epoxy er steget med 150 pct., hvilket øger omkostningerne til produktion af vingerne. Hertil kommer de kraftigt stigende transport og logistkomkostninger, hvor cointainerfragtraterne er firedoblet, opremser Janne Vincent Kjær.

Læs også: 3 mulige aktievindere til 2022: 'Det er en kvalitetsaktie, der er enormt billig'

Hun påpeger, at omkostningspresset fortsætter ind i 2022, og at Vestas ser ikke tegn på bedring hverken i råvarepriserne eller de logistiske udfordringer, der ligeledes strækker langt ind i 2022.

- Selv om Vestas forsøger at overvælte de stigende priser på kunderne og i stigende grad benytter sig af klausuler i kontrakterne, er det ikke muligt at sende hele regningen videre, da ikke alle omkostninger kan hedges, skriver Jyske Bank-analytikeren.

- Desuden tyder meget på, at konkurrenterne ikke er helt så disciplinerede med hensyn til at hæve priserne som Vestas, hvilket kan resultere i, at Vestas går glip af vigtige ordrer til levering i 2022, fortsætter hun.

Og samlet skaber det usikkerhed om aktivitetsniveauet og de forventninger, som vindmøllekoncernen vil komme med for næste år.

- Vi fastholder vores "hold"-anbefaling på aktien, men vil være varsomme med at købe ind i aktien frem mod regnskabet, da vi ser en risiko for, at de kraftigt stigende råvarepriser og logistiske udfordringer vil skabe noget støj omkring marginudsigterne for 2022, lyder det fra Janne Vincent Kjær.

Vær med i Euroinvestors julekonkurrence. Svar på dagens spørgsmål og dyst med om forskellige præmier. Tilmeld dig her!

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklerne og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.

Læs også: Vild udvikling i norske aktier: Coronavindere savet over - taberne er sendt i vejret

Læs også: Danske Bank advarer: Disse aktier bør du ikke have for mange af

//Marketwire//