Henter kommentarer

Analytiker om dansk selskab: Derfor ser jeg potentiale i sønderskudt aktie


 

Den nordjyske satellitproducent Gomspace opførte sig som et lykkeligt børseventyr efter sin debut i sommeren 2016, hvor aktiekursen steg med omkring 1000 pct. på under 15 måneder. Herefter toppede raketten i september 2017, og siden har eventyret imidlertid taget en noget mere kedelig drejning. I løbet af de sidste tre års tid er aktien faldet 90 pct.

Gomspace er på én og samme tid gået fra at være omgærdet af hidsig hype til en nærmest larmende stilhed. Men i hvert fald har stadig én analytiker et særdeles godt øje til den sønderskudte aktie.

»Jeg er meget begejstret for Gomspace, men den fumler rundt lige i øjeblikket. Det er et fantastisk projekt, men det, satellitterne kan bruges til, er slet ikke udviklet endnu. Det er der, balladen er. Men det kan blive en fantastisk aktie,« siger Lau Svenssen, aktieanalytiker gennem mere end 42 år og kendt fra aktiepodcasten Millionærklubben.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Gomspace blev grundlagt i 2007 og producerer nanosatellitter, der er væsentligt mindre og billigere end traditionelle satellitter. Virksomhedens største kunde er den europæiske rumorganisation ESA, der udgør en tredjedel af omsætningen. Generelt har selskabet få kunder, hvilket gør Gomspace relativt sårbar.

»Det er en virksomhed, der slet, slet ikke er kommet op og løbe, og risikoen for, at de snubler, er også stor; det har de sådan set også gjort, men de prøver at komme tilbage,« siger Lau Svenssen med henvisning til, at selskabets daværende største kunde i 2018 blev ramt af betalingsproblemer, så en markant del af Gomspaces forretning gik tabt, og selskabet måtte fyre en stor del af sine medarbejdere.

Andre projekter er desuden røget i vasken. Virksomheden skulle bl.a. overvåge en stor del af Afrikas flytrafik, så det enkelte land ville være i stand til at indkræve afgifter, men projektet blev droppet, og værdierne nedskrevet.

Venter på aktieoptur

Lau Svenssen har dog stor tiltro til teknologien, der kan benyttes til eksempelvis overvågning af skibstrafik eller kvægflokke. Han betegner virksomhedens teknologi som »disruption«, og han er overbevist om, at Gomspace nok skal trænge igennem med et kommercielt gennembrud i takt med, at flere kunder får øjnene op for mulighederne ved satellitterne.

Læs også: 3 mulige aktie-guldfugle til 2021: 'Selskabet har leveret en flot vækst'

»Aktien gik op, så gik det ned med et brag, og nu venter vi på, at det skal gå op igen,« siger Lau Svenssen, der selv har ejet aktier i selskabet i fire år.

Gomspace, der er børsnoteret i Sverige, bliver dækket af bl.a. storbanken Danske Bank, der aktuelt værdiansætter aktien til en pris mellem 9-27 svenske kr. Aktien ligger i øjeblikket lige omkring 11 svenske kr. I bedste fald kan den altså stige til over det dobbelte fra nuværende niveau, påpeger storbanken i sin seneste analyse fra slutningen af oktober.

»Vi ser fortsat værdi i aktierne, men vi anerkender også, at det ikke er uden risiko, da kunder skal rykke yderligere på projekter, hvis det skal kunne realiseres. Udsigterne for kommercielle ordrer skal blive tydeligere, hvilket kan vare et stykke ind i 2021,« skriver analytikerne.

Gomspace har i årets første ni måneder haft en omsætning på 122 mio. svenske kr., hvilket er en stigning på 25 pct. i forhold til samme periode i 2019. Resultatet endte på minus 39 mio. svenske kr. i 2020. Trods milliontab er det en forbedring på 65 pct. i forhold til samme periode året før.

Danske Bank estimerer, at virksomheden vil vokse 25 pct. på toplinjen både i år og næste år, mens 2022 vil byde på en stigning i omsætningen på 45 pct.

I 2022 forventer banken desuden, at Gomspace vil lande sit første overskud på 24,5 mio. svenske kr. før skat.

Læs også: Storbank har sønderbombet dansk aktie som 2021-favorit

Læs også: Har sikret sig stor stigning i dansk aktie: 'Det er en lærerig historie'