Henter kommentarer

Chefanalytiker om afgørende øjeblik: Det holder alle øje med i aften

Natalia Setlak, seniorstrateg i Danske Bank
Natalia Setlak, seniorstrateg i Danske Bank Foto: Jeppe Bøje Nielsen
Vis mere

Investorer, økonomer og analytikere holder alle øje med, hvad den amerikanske centralbank signalerer på rentemødet onsdag aften.

Federal Reserves rentemøde er interessant, fordi centralbanken sætter ord på, hvordan den vil styre økonomien fremover – altså hvor meget lån, priser og jobs kan blive påvirket i hverdagen. 

»Det er dog ikke renten, men retorikken, der rykker markedet,« forklarer chefanalytiker Natalia Setlak fra Arbejdernes Landsbank. Markedet forventer nemlig, at centralbanken sænker renten, hvilket gør det billigere at låne penge.

»Det mest interessante ved mødet bliver ikke selve rentebeslutningen, men de signaler, der kommer fra det opdaterede dot plot og Jerome Powells pressekonference. Her vil investorerne søge svar på, hvor langt og hvor hurtigt Fed er villig til at gå i genoptagelsen af sin rentenedsættelsescyklus.«

Udfordringen for Federal Reserves formand, Jerome Powell, bliver balancegangen i mellem at anerkende svaghederne i arbejdsmarkedet og samtidig fastholde troværdigheden i inflationsbekæmpelsen, forklarer chefanalytikeren.

En forsigtig tone med fokus på inflationen kan skuffe aktiemarkedet, mens en mere lempelig retorik kan sende renter ned og aktier op.

»Kombinationen af økonomisk afmatning og stigende inflation kan blive mere udtalt senere på året. Derfor er det vigtigt om det er den fortsat høje inflation eller svagere data fra arbejdsmarkedet, som Powell vil lægge størst vægt på i sin tale. Investorerne vil især lytte efter, om han åbner døren for yderligere rentenedsættelser allerede i oktober – eller om Fed vælger at være mere afventende,« forklarer chefanalytikeren.

»Uanset hvad, bliver pressekonferencen et afgørende øjeblik for både investorer og økonomer,« tilføjer hun.

Inflationen ligger fortsat over målsætningen på 2 pct, og Powell vil formentlig understrege, at centralbanken vil forblive dataafhængig på sine kommende møder, vurderer man hos Arbejdernes Landsbank.