Henter kommentarer

Dansk børsbaby vil sende om­sæt­nin­gen i vejret fra 9 til 75 millioner

Foto: Monsenso
Vis mere

Det danske selskab Monsenso, der står bag en digitale sundhedsløsning, står foran en børsnotering til sommer.

Det skal skaffe vækstpenge, som kan sikre, at Monsenso kan skyde omsætningen i vejret fra 9 mio. til 75 mio. i løbet af de næste fem år. Det fortæller adm. direktør Thomas Lethenborg, ifølge Børsen.

»Vi budgetterer med en omsætning på 9 mio. kr. i år, den skal fordobles næste år, og frem mod 2024 skal den stige til 75 mio. kr. qua de internationale partnerskaber og de skalerbare kundesager, som vi forventer at få,« siger Thomas Lethenborg til Børsen.

Monsenso står bag en mobil sundhedsløsning rettet mod mental sundhed, der gør det nemmere for psykologer, psykiatere og læger at vurdere, hvordan deres patienter har det på distancen.

Via Monsensos app kan eksperterne følge og vurdere patientens mentale velvære ud fra en række data, som personen selv har indtastet i app'en.

På den måde ved de sundhedskyndige folk, om en samtale med en patient kan klares via video, telefon, eller om vedkommende bør komme ind til en konsultation.

Monsenso er allerede til stede i ni lande.

»Vi synes, at der er et stort potentiale for at komme bredt ud. I 2019 hentede vi over 50 pct. af vores omsætning i udlandet. Vi har allerede vores løsning i ni lande, og planen er med de igangværende projekter at være til stede i 11 lande inden udgangen af 2020,« har Thomas Lethenborg tidligere forklaret over for Euroinvestor.

Du kan læse mere om Monsenso her.

Læs også: 5 aktier, der er værd at holde øje med

Læs også: Bitcoin-investor: Vi står over for et nyt bitcoin-bullmarked