Henter kommentarer

| Opdateret

Danske Bank: Disse aktier er billige - begynd at købe op

Foto: Francisco Seco
Vis mere

De massive kursfald har betydet, at en lang række interessante aktier er blevet meget billige.

Det vurderer Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen. Han taler om de såkaldte halvleder-selskaber (på engelsk semiconductors), der producerer computerchips, som får vores elektroniske produkter til at virke.

»Jeg mener, at semiconductor-aktierne er billige, for det er nogle af de aktier i vækstsegmentet, der er blevet ramt hårdest i nedturen. Det er omvendt nogle af dem, der retter sig først,« udtaler Lars Skovgaard Andersen

Han taler om den del af aktiemarkedet, hvor man finder aktier som Taiwan Semiconductor Manufactoring Company, ASML, Skyworks Solutions, Texas Instruments, Nvidia, Intel, Qualcoom og Applied Materials.

Læs også: 8 grønne aktier med spændende potentiale

»Hvis du skal se på noget af det, der virkelig har fået tæsk, så er disse aktier. Når økonomierne engang vender rundt, så er det nok dem, der vil stige mest. Få købt en smule nu og vær tålmodig. Det kan blive en rigtig god investering.«

Investorer bør ifølge ham købe op i halvleder-selskaberne, fordi de med hans ord er »fremtidens energi«. Navnet halvledere - eller semiconductors - kommer af, at computerchips er opbygget af halvledende materialer som f.eks. silicium.

Læs også: Advarer investorerne: Mange glemmer, hvad der venter i 2023

Strategen hæfter sig ved, at den amerikanske stjerneinvestor Warren Buffett har købt stort op i verdens største chiproducent, Taiwan Semiconductor Company (TSMC).

»Semi’s er at betragte som den digitale verdens energi, så det undrer mig ikke, at Buffett - som jo er kendt for sine energiinvesteringer - har kastet sig over dette emne,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

For ham at se er det en »kæmpe historie«, at Warren Buffett har købt op i TSMC.

Læs også: Jeppe Christiansen: Det er et godt tidspunkt at købe aktier

»Striden om computerchips er for mig at se noget af det, der bidrog til hele handelskrigen imellem USA og Kina. Det er fremtidens olie, som nu hedder semiconductors. Kina skal have dem, hvis kineserne skal lave Kina 2.0, og det er også derfor, at TSMC er vigtig. USA forsøger at sikre sig, at de ikke havner i samme afhægighedssituation, som Europa er endt i, når det kommer til Ruslands olie og gas,« udtaler Lars Skovgaard Andersen.

»Det er lige så vigtigt at have semiconductor-aktier i porteføljen som energi-aktier, for ellers misser du en af de store langsigtede trends,« tilføjer han.

Investorer bør dog have in mente, at chipselskabernes aktiekurser kan svinge meget - og mere end markedet, understreger Lars Skovgaard Andersen. Der sker med henvisning til, at selskaberne er cykliske af natur, dvs. der er selskaber, der nyder godt af, at økonomien buldrer derudaf, og der produceres en masse elektronik med computerchips indeni. Selskaberne kan også blive ramt af politisk uro, hvis forholdet imellem USA Og Kina forværres, påpeger strategen.