En lang række aktier er blevet slagtet siden årets begyndelse.
Investorer skal fokusere på 'overleverne', lyder rådet fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen. Du kan med fordel fokusere på kvalitetsselskaberne, der har råstyrken til at overleve børsnedturen og måske endda æde mindre selskaber via opkøb.
Det er selskaber, der er kendetegnet ved blandt andet at have en »stabil vækst i indtjeningen, et højt afkast af egenkapitalen og en lav finansiel gearing, dvs. et forholdsvis begrænset niveau af gæld, «forklarer Lars Skovgaard Andersen.
Læs også: Ikke set siden 9/11: Professionelle dropper aktier
Danske Bank-strategen har et særligt råd til dig som investor: Hold fast i din investeringsstrategi, som matcher din tidshorisont, og hvor risikovillig du er.
»Lad være med at sælge stort ud af aktier i panik – eller køb grådigt op i forventning om, at vi måske befinder os omkring bunden nu,« påpeger han.
Det betyder dog ikke, at du skal forholde dig fuldstændig passivt, lyder det.
Læs også: Ser nye muligheder i techmastodont: ‘De begynder at gå samme vej som Apple’
»Aktuelt anbefaler vi, at du undervægter aktier i din portefølje. Dvs. at du har en lidt lavere andel af aktier i porteføljen, end du forventer at have på længere sigt, og modsat en lidt højere andel af obligationer,« forklarer Lars Skovgaard Andersen.
Hos Danske Bank fremhæver man, at energipriserne er steget langt mere i Europa end USA. Derfor forudser man, at europæiske selskaber vil miste markedsandele, fordi virksomhederne ikke kan producere varerne billigt nok som konsekvenser af højere energiudgifter

