Der tegner sig et helt tydeligt mønster, når man ser på, hvordan det er gået selskaberne i den amerikanske regnskabssæson.

Det vurderer Danske Banks seniorstrateg, Natalia Setlak, i en ny kommentar. Det sker, efter flere end halvdelen af selskaberne i det brede amerikanske S&P 500-aktieindeks er kommet med regnskab for fjerde kvartal i 2021.

»En del af de selskaber, der missede forventningerne og/eller kom med svag guidance – dvs. skuffende udmeldinger om den nærmeste fremtid – er blevet straffet gevaldigt,« påpeger Natalia Setlak.

Læs også: Privatinvestorerne handlede løs under aktieuro: Disse aktier købte de

Det gælder især vækstselskaber – herunder teknologiselskaberne – det vil sige virksomheder, der ventes at tjene mange penge i fremtiden.

»De er blevet straffet hårdt, hvis de har skuffet,« lyder det fra Natalia Setlak.

Hun henviser til streaminggiganten Netflix og teknologimastodonten Meta Platforms, der står bag Facebook, som oplagte eksempler. Begge selskaber blev kastet ud i en brutal børsnedtur, efter selskaberne havde aflagt regnskab. I begge tilfælde faldt Netflix-aktien og Meta-aktien mere end 20 pct.

Meta Platforms er faldet mere end 30 pct. siden regnskabet. Det kan du læse mere om her.

Læs også: De professionelles 5 største aktiesats

Dykker man ned i tallene hos S&P 500-selskaberne har 79 pct. af selskaberne slået analytikernes forventninger, bemærker man hos Danske Bank. Billedet er dog ikke så rosenrødt, som det umiddelbart kan fremstå – blandt andet fordi analytikerne typisk er konservative i deres forventninger.

»Selvom det kan lyde godt, er det kun lidt over de seneste fem års gennemsnit på 76 pct. – og lavere end gennemsnittet på 84 pct. for de seneste fire kvartaler,« bemærker Natalia Setlak.

Læs også: Spår kursløft til populær dansk aktie: 'Køb den'

Hos Danske Bank hæfter man sig ved, at vores forbrugsmønstre og arbejdsvaner er ved at vende tilbage til normalen. Derfor holder man« især øje med selskabernes guidance for deres indtjeningsvækst og salgsvækst i de kommende kvartaler,« fortæller Natalia Setlak.

Det bliver særligt spændende at se, »hvor meget stigende priser på råvarer og komponenter samt stigende lønninger kommer til at tynge selskabernes indtjeningsmarginer, og hvor godt selskaberne formår at håndtere det,« tilføjer strategen.