Henter kommentarer

Danske Bank-strateg: 'Jeg vil overhovedet ikke være i nærheden af de her aktier'


»Jeg vil overhovedet ikke være i nærheden af de små, dyre vækstaktier

Sådan lyder det fra Danske Banks senior investeringsstrateg, Lars Skovgaard Andersen. Han påpegede fredag, at han ville vente med at købe yderligere op i markedet, indtil han vidste, hvordan markedet ville reagere på det store kursfald i Facebook samt den amerikanske jobrapport, der kom fredag eftermiddag. Der kunne nemlig være stor forskel på, om du skulle købe vækst- eller value-aktierne, da især vækstaktierne forsimplet sagt har det sværere med rentestigninger.

Læs også: Han advarer investorerne: 'Markedet skal være forberedt'

Det viste sig at være en stærk jobrapport, og derfor er der med strategens ord »efterhånden ingen investorer tilbage, der ikke tror på, at vi får rentestigninger.« Spørgsmålet er bare hvor mange, hvor meget og hvor hurtigt de kommer, forklarer han.

»Jeg undgår derfor de dyre vækstselskaber og de selskaber, som ikke har leveret gode regnskaber. De aktier får det meget sværere, hvis renten skal meget op,« udtaler han.

Læs også: Danske Bank: Inflationen er på vej mod største hop siden 1986

»Efter at have set, hvordan markedet reagerede, er jeg dog mindre bekymret for, at vækstaktierne ødelægger børsfesten nu, end jeg var fredag, men det gælder stadig om at spotte de selskaber, som har leveret gode tal,« tilføjer strategen.

Når investorerne følger renteudviklingen så nøje, så skyldes det, at renten har en betydning for, hvordan de professionelle analytikere vurdere nutidsværdien af et selskabs fremtidige indtjening.

Læs også: Lau Svenssen: Jo-Jo, vi har et Gunslinger market

Jo højere rente, jo lavere bliver nutidsværdien af selskabernes fremtidige indtjening. En højere rente rammer derfor i særlig grad vækstaktierne frem for valueaktierne, fordi vækstaktierne relativt set har en større del af deres indtjening længere ude i fremtiden.

En af dem, der tror, at renten skal meget op er den anerkendte amerikanske topøkonom Larry Summers. Han er blandt andet kendt for at have været finansminister under præsident Bill Clinton og som øverste økonomiske rådgiver for præsident Barack Obama. Han ser en risiko for, at den amerikanske centralbank løfter renten på alle resterende syv rentemøder i 2022.

Læs også: Jeppe Christiansen: Aktiemarkedet er i gang med en nødvendig tilpasning

»Markedet skal være forberedt på en renteforhøjelse på alle møderne, og det er nødsaget til at være klar til muligheden for, efterhånden som inflationsprocessen fortsætter, at vi måske får behov for møder med mere end et enkelt renteløft på 25 basispoint, »har Larry Summers udtalt til Bloomberg News. Det kan du læse mere om her.

Udmeldingen skal ses i lyset af, at den amerikanske jobrapport fredag overraskede med en vækst i jobmarkedet på 467.000 stillinger uden for landbruget i januar. Til sammenligning var der blot 125.000 ventet.

Jobrapporten viste samtidig, at timelønningerne på årsbasis steg op til 5,7 pct., Forventningen var ifølge Marketwire, at de blot ville stige 5,2 pct. Begge dele øger frygten for, at inflationen løber løbsk, bemærker nyhedsbureauet.