Henter kommentarer

'De blev så billige, at vi var nødt til at købe dem'


»Du skal bare være langsigtet,« lyder et af de mest almindelige råd til investorer.

Men det er lettere sagt end gjort. Bare spørg folk med aktier under de brutale corona-kursfald, investorer med value-aktier, imens renterne faldt, eller folk som i disse uger oplever en giftig nedtur blandt vækstaktierne.

Læs også: Danske Bank-strateg: 'Jeg vil overhovedet ikke være i nærheden af de her aktier'

Men hvordan tackler du det, at din aktie fortsætter med at falde? Det har Lars Hytting, der er chef for aktiehandlen hos Artha Kapitalforvaltning, et bud på.

»Du skal huske, at når du er langsigtet, er du med hele vejen. Både i de gode tider og de dårlige tider, for det er de færreste aktier, der kun kører op i en lige linje. Der er næsten garanti for, at du kommer til at opleve begge dele,« udtaler Lars Hytting.

Læs også: Han advarer investorerne: 'Markedet skal være forberedt'

»Du kan selv se det i en af mine personlige favoritter, Novo Nordisk. Det er et fantastisk selskab, men det har ikke været nogen børsfest, hvis du først er kommet med fra årsskiftet. Hvis du kom med for et par år siden, har det været en god rejse,« udtaler han.

Som langsigtet investor bliver du prøvet, for markedet er ikke altid lige rationelt, forklarer han. Når en aktie bliver ved med at falde, er det for ham at se en hjælp at spørge sig selv om, hvorvidt virksomheden leverer produkt, som folk vil blive ved at efterspørge i fremtiden.

Læs også: Jeppe Christiansen: Aktiemarkedet er i gang med en nødvendig tilpasning

Det spørgsmål stillede han og hans analytikerteam sig selv i foråret 2020, da verdens aktiemarkeder blev kastet ud i brutale kursfald.

På det tidspunkt bredte coronavirussen sig som en steppebrand, og Carlsberg-aktien var en af dem, der faldt kraftigt, fordi der blev lukket ned for restauranter, barer og koncerter. Carlsberg-aktien lå 24. februar 2020 i kurs 968, mens den ramte en bund i kurs 663 kr. 18. marts.

»Jeg kunne sagtens se, at det var skidt for Carlsberg, at de ikke kunne sælge øl til fodboldkampe eller koncerter, men markedet havde en meget voldsom reaktion i forhold til, at den langsigtede forretningsmodel ikke var udfordret. Derfor samlede vi op i Carlsberg-aktien,« udtaler aktiechefen.

Den danske transportgigant DSV var et andet selskab, der også faldt tilbage af frygt for, at verden ville gå i stå, påpeger Lars Hytting. Fra 24. februar 2020 faldt kursen 772 kr. til 459 kr. 19. marts.

Læs også: Svensk storbank om falden himmelstormer: Vent med at handle aktien

»Markedet overreagerede, og vi benyttede derfor chancen til at samle op i DSV, fordi vi skelnede imellem kortsigtede udfordringer og langsigtede udfordringer.«

Et tredje eksempel er servicekoncernen ISS, der stadig er præget af coronanedlukningerne. ISS-aktien blev under coronakrisen kastet ud i en voldsom børsnedtur. Fra den 24. februar faldt kurs fra 151 kr. til knap 71 kr. 19. marts. ISS har blandt andet specialiseret sig inden for kantinedrift og kontorrengøring, og selskabet blev derfor ramt af medarbejdere i stor stil blev opfordret til at hjemme hjemmefra.

»Alle tre selskaber leverer dog et 'produkt', som jeg ikke ser forsvinde. Vi elsker øl og dens slags drikkevarer, vi har brug for, at varer fragtes rundt i verden, og der vil stadig være brug for de services, som ISS leverer,« forklarer Lars Hytting og tilføjer:

»En kursgraf viser, at de tre selskaber blev savet fuldstændig over. De blev så billige, at vi var nødt til at købe dem, fordi det er tre gode langsigtede cases.«

Når dine aktier kommer i modvind, gælder det om at have is i maven og så tænke over, om hvorvidt markedet overreagerer, eller om det er fordi noget har ændret sig. Hvis et selskab for eksempel har mistet et produkt eller 20 pct. af sin markedsandel, kan kursfald give mening, forklarer han.

Han henviser imidlertid til undersøgelser, der viser, at det kan være psykologiske svært at købe en aktie tilbage til porteføljen, efter kursen er steget.

»Det er ofte utrolig svært at komme med på toget igen, når det først har forladt perronen. Hvis du sælger ud af en aktie, er der en stor risiko for, at du ikke kommer med igen. Hvis den stiger 5-6 pct. dagen efter, sidder du bare og venter på, at den falder tilbage, men det er bare ikke altid, at den gør det,« udtaler han og tilføjer:

»Bid tænderne sammen og undlad at købe døgnfluerne.«

Artha Kapitalforvaltning er en dansk formueforvalter, der forvalter mere end 17 mia. kr. for 600 velhaverfamilier. Formueforvalterens aktiefokus ligger på nordiske og danske aktier.

Du kan prøve kræfter på aktiemarkedet uden at investere for rigtige penge ved at bruge Euroinvestors porteføljeværktøj gratis. Du logger ind på Euroinvestor i menuen øverst til højre på sitet. Du kan også klikke videre på de enkelte aktier i artiklen ovenfor og få mere information om virksomhedernes afkast, forretningsmodel samt en række nøgletal.