Henter kommentarer

Derfor ser storinvestor potentiale i value-aktier flere år frem


Der er udsigt til børsfest for value-investorer.

Det mener blandt andre porteføljeforvalter Per Kron Jensen fra Sparinvest, der har under 23 milliarder Kroner under forvaltning. Det skriver Børsen. En værdiaktie eller såkaldt value-aktie er en billigt prisfastsat aktie. Det er både i forhold til de fundamentale værdier i det bagvedliggende selskab, men også sammenlignet med det øvrige marked. Det kan du læse mere om her.

»Uagtet renteniveau er value-aktier relativt billigt prissat i historisk perspektiv – selv efter vendingen i oktober sidste år. Vi tror på, at værdiansættelserne alene er nok til at sikre et fornuftigt merafkast til value-aktier på lang sigt, altså tre-fem-syv år,« siger Per Kronborg Jensen til Børsen.

Han satser blandt andet på en finansaktie som Regions Financial, en olieaktie som ConocoPhillips, men også Alcoa og Arcelormittal, der begge opererer inden for Materiale-sektoren samt en tøjaktierne som Gap og American Eagle.

Se også: Aktieordbog: Det betyder investeringsbegreberne

Over for Euroinvestor deler chefstrateg Henrik Henriksen fra pensionskæmpen Velliv det positive syn på value-aktier. I en klumme hos Euroinvestor hæfter Henrik Henriksen sig blandt andet ved, at nøgletallene fortsætter med at overraske positivt på aktiemarkedet. Han fremhæver desuden, at analytikerne fortsætter med at løfte indtjeningsforventninger.

»Positive overraskelser er et helt klassisk fænomen de første 1-2 år efter en recession – og det mønster forstærkes denne gang at den markante stop/go karakter som Coronakrisen har haft. I et sådant miljø er der stadig bedre udsigter for value-aktier end vækstaktier, og især banker er et godt bud på en sektor, der har glæde af opsvinget, og som trives med høj vækst samt stigende renter og inflation. Det samme gælder cykliske aktier, der efter en opbremsning igen har mere positive udsigter end defensive aktier,« forklarer Henrik Henriksen til Euroinvestor.

En anden, der også ser positivt på value-aktierne – også kaldet værdiaktier – er den danske hedgefondchef Lars Tvede, der står i spidsen for Atlas Global Macro. Det har han i et interview tidligere forklaret over for Euroinvestor.

»Jeg er meget fokuseret på værdiaktier. De er faldet ekstremt langt tilbage i pris i forhold til vækstaktier. Nu er værdiaktierne steget noget, men der er masser af plads til, at værdiaktierne kan fortsætte opad, for selv om de kursmæssigt har taget teten, siden jeg postede om deres fordele d. 14. november sidste år, er de faktisk værdimæssigt lige så langt bagud som dengang. Det er, fordi deres indtjening er steget endnu hurtigere end kurserne,« udtalte Lars Tvede over for Euroinvestor. Det kan du læse mere om her.

Vækstaktier dækker over aktier i selskaber, der forventes at skabe stor indtjening i fremtiden. En lang række vækstaktier har en lille eller ikkeeksisterende indtjening i øjeblikket, men der er også en masser vækstaktier, der rent faktisk tjener penge. Du vil i begge tilfælde opleve, at prissætningen indikerer, at investorerne forventer en markant højere indtjening i fremtiden. Det kan du læse mere om her.

Læs også: Under overfladens stilhed er værdierne blevet revet rundt på det danske aktiemarked

Læs også: Lars Tvede: Der er et kæmpe opbrud på i vækstaktierne