Henter kommentarer

Efter milliardopjustering: Novos største konkurrent i markant stigning


Medicinalselsskabet Eli Lilly springer op med 6,3 pct. i den amerikanske børsåbning klokken 15.30 dansk tid.

Herhjemme er Eli Lilly bedst kendt som den største konkurent til den danske kæmpe, Novo Nordisk, som begge er store på diabetes- og fedmemedicin.

Kilden til den flotte fremgang til Eli Lilly tirsdag er et frisk regnskab fra den amerikanske sundhedsgigant.

Der er nemlig fuld fart på salget af de populære fedmemidler, hvilket sikrer, at Eli Lilly nu kan opjustere sine forventninger til salget i år med 2 mia. dollar. Det svarer til knap 14 mia. kr.

Således forventer Lilly nu en omsætning for året på mellem 42,4 og 43,6 mia. dollar hvor forventningerne tidligere var på 40,4 til 41,6 mia. dollar. Ligeledes forventer Eli Lilly også, at indtjeningen kommer til at være bedre end ventet.

Du kan læse mere om regnskabet fra Eli Lilly her

Efter offentliggørelsen af regnskabet reagerede også Novo Nordisk-aktien herhjemme. På nuværende tidspunkt går Novo-aktien frem med 0,5 pct., selvom den umiddelbart efter offentliggørelsen af regnskabet gik frem med op til 3 pct.

Også det danske biotekselskab, Zealand Pharma, der har en række fedmemidler under udvikling, steg på Eli Lilly-regnskabet. Zealand-aktien gik frem umiddelbart efter regnskabet med 3,4 pct., men stigningen er nu nede på 1,1 pct.

Eli Lilly er verdens niende største selskab målt på markedsværdi. Selskabet har en markedsværdi på 750 mia. dollar.