Henter kommentarer

Elon Musk splitter Wall Street: Her er de vilde kursmål


I videoen ovenfor ses udviklingen i en række kendte bilproducenters markedsværdi. Videoen er lavet via Flourish Studios.

Hvad er værdien af Tesla?

Tager man hypotesen om efficiente markeder bogstaveligt og dermed godtager, at al tilgængelig information på et hvert givent tidspunkt er indregnet i kursen, så er det korte svar: 1757 mia. kr. her kort før markedets åbning på Wall Street.

Som oftest afviger analytikernes kursmål på aktier ikke voldsomt fra de aktuelle markedsværdier. Men der er aktier, og så er der Elon Musks livsværk, Tesla, der sjældent set på aktiemarkedet skiller vandene.

Ifølge Bloomberg er der 36 analytikere på verdensplan, der følger selskabet. Fordelingen af køb, hold og salg er måske ikke så opsigtsvækkende, da 6 anbefaler køb, 15 anbefaler hold og 15 anbefaler at sælge.

Kursmålene derimod er en anden historie.

Markedsværdien på 1757 mia. kr. er baseret på mandagens lukkekurs i 1485 dollar pr. aktie. De internationale storbanker JP Morgan og Barclays, der begge opdaterede kursmålene 23. juli, vurderer, at kursen bør ligge i henholdsvis 325 og 300 dollar pr. aktie. Umiddelbart et klart udtryk for, at de to finanshuse skulle mene, at der er noget helt galt med Tesla.

Hør mere: Millionærklubben: Tesla og alle de andre

Men netop Tesla har givet investorerne et afkast på 255 pct. siden årsskiftet - og er altså stukket helt af fra en vurdering af selskabets værdi, der sådan set svarer til, at der er en pæn upside i aktien i forhold til kursniveauet for et år siden. Aktien er steget omkring 550 pct. på bare et år.

Bland de mest optimistiske analytikere finder vi Colin W. Rusch fra finanshuset Oppenheimer &Co. Han mener, at aktien bør handle i kurs 2209. Her stopper festen ikke, hvis man spørger Alexander E. Potter fra analysehuset Piper Sandler & Co, der er helt oppe i et kursmål på 2400 dollar pr. aktie - svarende til en markedsværdi på 2841 mia. kr.

Til sammenligning er markedsværdien af hele C25-indekset med Novo Nordisk, AP Møller, DSV og alle de andre danske giganter til sammen på ca. 1720 mia. kr.

Flere årsager til Teslas enegang

Tesla er endnu ikke medlem af det toneangivende amerikanske S&P500-indeks og flere iagttagere i internationale medier peger på, at en snarlig indlemmelse kan være en af årsagerne til det markante kurshop på det seneste. Når Tesla bliver en del af S&P500-indekset vil de store passive investeringsfonde, der følger indekset automatiske skulle ud på markedet for at købe, så den nye sammensætning af indekset flugter med det indhold fonde har lovet investorerne.

Andre påpeger som bekendt, at Tesla ikke skal slås i hardkorn med traditionelle bilproducenter, men nærmere prissættes som en disruptende teknologi-aktie. En status, der også gør, at den er medlem af det snævre FANG+ indeks, der har taget navn fra Facebook, Amazon, Netflix, Google (Alphabet), men som også indlemmet andre teknologigiganter som fx kinesiske Alibaba og Baidu.

FANG-aktiernes triumftog i 2020 er imidlertid også meget skævt fordelt de enkelte aktier imellem. FANG+ er således steget 53 pct. i år, mens Tesla som førnævnt er oppe med hele 255 pct.

Prissætningen på Tesla er tæt på at nå næsten 200 i forventet P/E-værdi.

Læs også: Mads Christiansen: Derfor har jeg købt Tesla-aktier

Læs også: Porteføljeforvalter forudser spekulation, der sende aktien nedad