Henter kommentarer

Finanstilsynet kommer med advarsel til private investorer


Almindelige investorer bør være forsigtige med at investere ud fra råd og anbefalinger, der er givet af brugere på onlinefora.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Finanstilsynet, hvis hovedopgave er at føre tilsyn med landets finansielle virksomheder – blandt andet banker og investeringsselskaber.

Det er blandt andet episoden med GameStop-aktien, der har fået tilsynets lamper til at blinke.

»Den investoradfærd, vi har set på Reddit, får Finanstilsynet til at hejse et advarselsflag til forbrugerne om den information, man kan finde online. Køb og salg af aktier kan ikke sammenlignes med en nem opskrift på drømmekage, som du kan google dig til, og som lykkes for alle,« udtaler Ulla Brøns Petersen, kontorchef i Finanstilsynets Forbrugerkontor, i meddelelsen.

GameStop har indtil videre været en af de mest omtalte aktier i 2021, efter en række private investorer i fællesskab gennem det sociale medie Reddit investerede i aktien. Den massive interesse for aktien tvang hedgefonden Melvin Capital i knæ, da den havde shortet GameStop-aktien.

Når man shorter en aktie, spekulerer man i, at aktiekursen falder. Hvis aktien stiger, taber man penge, og det var det der skete for den amerikanske kapitalfond.

Læs også: Simon Richard Nielsen: Småfisk åd en haj, og nu er der kaos på globale aktiemarkeder

Advarslen fra Finanstilsynet kommer i forlængelse af en udmelding fra Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, der blev offentliggjort tilbage i februar.

Fem råd fra tilsynet

Foruden at bringe en advarsel, har det danske tilsyn udarbejdet fem råd til private investorer.

De lyder blandt andet, at man bør handle aktier med hovedet og ikke ud fra mavefornemmelser, breaking news eller løfter om hurtige gevinster. Desuden råder Finanstilsynet til, at man tager kritiske briller på, når man søger information – især hvis informationskilden er gratis.

Derudover gør Finanstilsynet opmærksom på, at handel med kryptovaluta ikke er omfattet af samme forbrugerbeskyttelse, som handel med investeringsprodukter er.

»Risikoen for at tabe en stor del af eller alle dine penge er høj, hvilket er også baggrunden for, at EU-tilsynsmyndigheden på investeringsområdet har advaret offentligheden mod kryptovaluta som for eksempel bitcoins.,« skriver tilsynet om kryptovaluta.

Læs også: Ung investor: Derfor køber jeg flest enkeltaktier

Læs også: Københavns Lufthavne fik værste år siden Anden Verdenskrig