Henter kommentarer

Hold godt øje med Niclas Faurby - ny kommentator på Euroinvestor

Niclas Faurby er ikke helt som de andre. Han har hverken gået på CBS eller på universitetets økonomi-uddannelse som det store flertal af professionelle investorer og analytikere har været igennem. Og derfor er han er værd at lytte til.

»Min baggrund ind i finansverdenen er en helt almindelig bankuddannelse fra Nordea. Jeg har arbejdet som erhvervsrådgiver i både Nordea og Sydbank. Men hele tiden har det investeringsmæssige haft min store passion. Jeg har skelet til dygtige kolleger i kapitalforvaltningsafdelingerne og bed mærke i, at de ofte havde en bestemt og måske lidt ensrettet måde at anskue verden på,« siger Niclas Faurby.

Gennem bankkarrieren fik han opbygget et netværk blandt succesfulde forretningsforbindelser, herunder milliardæren Henrik Lind. Og efter at Henrik Lind havde investeret i den uafhængige kapitalforvalter Aros Capital fulgte Niclas Faurby med et par år senere som partner i Aros.

I dag har han stiftet sin egen investeringsvirksomhed, Faurby Capital, som bygger på gamle dyder og nyeste viden. Det er præcis de to rettesnore, der også bliver omdrejningspunktet, når Niclas Faurby springer ud som fast kommentator for Euroinvestor.

»Fordi jeg ikke er uddannet økonom, går jeg oftest anderledes til værks. Jeg går meget op i at finde helhedsbilledet på markedet, i de underliggende aktiver og i virksomhederne. Jeg mener f.eks., at mange markedsdeltagere har alt for lidt fokus på sund fornuft. Winston Churchill er blevet citeret for at sige: ”Jo længere tilbage du kan se, desto længere fremad ser du sandsynligvis”. Det er blandt andet en af årsagerne til, at jeg interesserer mig for økonomisk historie,« siger Niclas Faurby.

Han understreger, at det historiske vingesus over børserne ikke kan bruges som en direkte rettesnor for, hvad der kommer til at ske på markederne i dag.

»Det handler mere om, at historien giver en dybere forståelse for markedets luner. Børshistorien viser os, at mean reversion til alle tider har været gældende,« siger Niclas Faurby og henviser til, at periode med enten stærkt undertrykte eller stærkt opkørte nøgletal for prissætning altid har det med at vende tilbage til det historiske gennemsnit.

»Men historien viser også, at varigheden af perioder med disse udsving kan være meget forskellige. Konteksten og forløbet er også altid forskellige,« siger han.

Euroinvestors læsere kan glæde sig til en masse indsigtsfulde kommentarer fra Niclas Faurby fremover.

Den første er allerede klar og kan læses her: Kommentar: Aktiernes egentlige værdier er blevet usynlige

Læs også: Ny aftale på plads: Danskerne får udbetalt de sidste feriepenge

Læs også: Aktiedirektør: 3 aktier til 2021