Henter kommentarer

Ikke set i 15 år: Danskerne kaster 79 milliarder efter disse fonde

Foto: Kristian Djurhuus
Vis mere

 

Danske investeringsfonde hitter blandt danske privatinvestorer.

Danskerne investerede for knap 79 mia. kr. i danske investeringsfonde i 2020, hvilket er højeste niveau i 15 år og næsten dobbelt så meget som i 2019. Det viser nye tal fra Finans Danmark.

Købelysten har været spredt ud over de danske investeringsfondes produkter, herunder cirka 23. mia. kr. i aktiefonde, 20 mia. kr. i udenlandske obligationsfonde og 25 mia. kr. i de blandede fonde, fremgår det.

»De danske investorer ser ud til at have set på markedsudviklingen med de lange briller og undladt at paniksælge, da bølgerne gik højt. Mange investorer har endda set coronakrisen som en mulighed for at købe op af investeringsfonde – og det er de blevet belønnet for i langt de fleste tilfælde,« siger investeringschef Kåre Valgreen fra Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Den mest stigende danske fond i 2020 var ‘BankInvest Small Cap Danske Aktier KL’, som endte med at stige 88 pct. Du kan læse mere om fonden og porteføljeforvalterens opskrift bag afkastet i artiklen her.

Generelt var afkastene imidlertid mere beskedne. De globale aktiefonde, som også udgør den største kategori, gav et afkast på 5 pct. Emerging markets-aktiefonde endte med plus 13 pct. i 2020, mens aktiefonde med eksponering mod Fjernøsten genererede et afkast på 15 pct. Som kategori lå danske aktiefonde i toppen med et afkast på 30 pct., viser tallene.

Til sammenligning gav det danske C25-indeks et afkast på 34 pct. i 2020. MSCI World var oppe med 16 pct., og MSCI Emerging med 18 pct.