Henter kommentarer

Investorer sælger ud af risiko – i stedet lægger de sig i denne sikre havn


Investorerne søger stadig ly i de mere sikre fonde, når der skal købes obligationer, men en svag optimisme begynder at brede sig i markedet.

Helt konkret er der tale om, at investorerne køber op i de korte og lange danske obligationsfonde og sælger ud af de mere risikable udenlandske obligationsfonde.

Det viser nye tal fra Finans Danmark.

Læs også: 7 ting du skal vide, inden du køber obligationer

I 2022 var der et stort fald i investorernes risikovillighed, som er fortsat ind i 2023. Det er afspejlet i investorernes flugt fra de mere risikable obligationsfonde, skriver Finans Danmark i en pressemeddelelse.

Det ses især ved, at investorerne har trukket sig fra de mest risikofyldte udenlandske obligationsfonde i kategorierne Obligationer Non-Investment Grade og Obligationer Emerging Markets.

Læs også: Sådan køber du obligationer

Til gengæld er investorernes appetit på danske korte og lange obligationsfonde fortsat høj. Disse fonde har tilsammen haft et nettokøb på 2,6 mia. kr. i år.

»Efter et udfordrende 2022, hvor vi så store kursfald på obligationsfondene, ser vi nu den anden side af mønten i form af højere renter. Det er derfor naturligt, at investorerne i stigende grad er opmærksomme på de attraktive afkastmuligheder, som sikre danske obligationer giver lige nu. At investorerne fortsat spiller sikkert i lyset af de mere usikre geopolitiske forhold, kommer til udtryk ved, at de tillige er blevet påpasselige med at investere i de mere risikofyldte udenlandske obligationsfonde,« siger Birgitte Søgaard Holm, direktør for Investering & Opsparing i Finans Danmark.

Læs også: Spørg dig selv om disse to ting før du investerer i obligationer

På trods af den seneste tids forsigtighed er der spæde tegn på, at der breder sig optimisme i fondsmarkedet.

Investorerne har således købt fondsbeviser for 8,5 mia. kr. siden årets begyndelse, hvilket er mere end en fordobling af det samlede køb i 2022, der lød på 4 mia. kr.

Dog er formuen i de danske detailfonde stadig næsten 15 pct. lavere end ved udgangen af 2021.

Læs også: 9 mulige vinderaktier: 'Aktien ser meget attraktiv ud på nuværende niveau'

Læs også: Han forudså finanskrisen: Her er hans nye sats