Henter kommentarer

Jyske Bank afslører dugfriskt regnskab: Tjener 851 mio. kr.


Jyske Bank har inden børsåbningen tirsdag morgen løftet sløret for deres regnskab i årets første kvartal.

Det viser, at Jyske Bank har et resultat før skat på 851 mio. kr. Det er en anelse lavere end samme periode sidste år, hvor resultatet var 883 mio. kr.

»Ruslands invasion af Ukraine har sat sit præg på første kvartal af 2022. Krigen har resulteret i enorme menneskelige omkostninger, sat millioner af ukrainere på flugt og ændret den geopolitiske situation,« udtaler bankens topchef, Anders Dam, i forbindelse med regnskabet.

Analytikere havde forventet, at banken - som er en af landets absolut største - ville lande et resultat efter skat på 841 mio. kr. Det viser estimater, som Jyske Bank selv har indsamlet forud for regnskabet.

Læs også: Dansk høreapparatgigant skuffer analytikere

Jyske Bank havde sidste år sit bedste år nogensinde og kunne bryste sig af et resultat efter skat på 3,176 mia. kr. I slutningen af april opjusterede banken sine forventninger til hele året, hvor de satser på at ramme et resultat mellem 3 til 3,4 mia. kr. efter skat.

Den positive udvikling forklarer Anders Dam således:

»Udviklingen er underbygget af den højeste vækst i bankudlån i mere end et årti samt et generelt højt aktivitetsniveau,« udtaler den administrerende direktør.

Banken, der har hjemsted i Silkeborg, har 160.000 aktionærer. De kan se frem til resultat per aktie på 12,1 kr. – mod 11,6 kr. i samme periode sidste år.

Den anerkendte investor Jens Løgstrup har et mindre trecifret millionbeløb i Jyske Bank-aktien. Han trykker først på sælg-knappen, når aktien har ramt kurs 500. Det kan du læse mere om her.

Da børsen lukkede mandag, lå aktien i kurs 386,7 kr.

Jyske Bank er grundlagt i 1967 og har 3.242 medarbejdere.

Læs også: Nye kursmål vælter ind over danske aktier - få overblikket her

Læs også: Nu sætter storbank bag lynkrak selv ord på