Henter kommentarer

Jyske Bank: Investorerne søger ly efter eksplosioner

En chokbølge er rullet igennem de finansielle markeder fredag morgen.

Det er konsekvensen af nattens hændelse, påpeger Jyske Bank.

De globale markeder er her til morgen blevet rystet af frygten for en yderligere eskalering af konflikten i Mellemøsten mellem Iran og Israel. Rygter om eksplosioner nær en iransk militærbase.

Hændelsen kommer godt en uge efter et iransk raket- og droneangreb på Israel. Det er ifølge banken uklart, om eksplosionerne er gengæld fra Israel. Det har Israel endnu ikke bekræftet. 

Tre iranske embedsmænd oplyser over for The New York Times, at en militær luftbase nær Isfahan blev ramt natten til fredag.  

»Selvom detaljerne stadig er uklare, hvis det bekræftes som et israelsk angreb, ser det dog stadig ud til at være en relativt begrænset gengældelse for lørdagens drone- og missilangreb fra Iran,« vurderer man hos Jyske Bank.

Eksplosionerne har sendt aktier ned i Asien, hvor Nikkei er faldet med 2,5 % og Hang Seng med 1,2 %.